Månedsarkiv: marts 2012

Dyrlægen og skagensmaleren

Jeg var i Skagen den 26. marts for at træne med lidt andre bølger end Limfjordens før starten på min Danmarkstur.

- Ja faktisk var jeg deroppe for at dække Danhostel Danmarks overrækkelse af en værtskabspris (klik for at læse historien) til Danhostel Skagen Vandrerhjems vært, Rolf Hauge. Samtidig skulle jeg skrive historier om nogle af Nordjyllands vandrerhjem til Danhostels hjemmeside, men jeg kunne se, at der ville blive lidt fritid, så jeg tog kajakken på taget og håbede, at vejret ville arte sig så godt, at jeg kunne gå fra havnen og ud omkring Grenen.
Da jeg skulle til at klæde om til turen, opdagede jeg, at jeg manglede mit spraydæk, så jeg ringede til Skagen Havkajakklubs formand, Michael, som gav mig Henriks adresse.
Da jeg dukkede op på Østre Strandvej, stod Henrik allerede og viftede med et fint og næsten ubrugt knaldrødt spraydæk, og han ville gerne vise mig, hvor klubben plejer at sætte kajakkerne i vandet. Vi fik en fin snak om kajakker og grønlænderpagajer, og jeg skulle absolut komme og se hans ægte grønlandske kajak og pagaj, når jeg afleverede spraydækket.
“Fint nok,” tænkte jeg, “Herligt at møde en engageret og venlig kajakroer. Jeg kan sagtens afse et par minutter til at sige noget pænt om hans klenodier som tak for, at han reddede min tur til Grenen.

Skagen Havn – Grenen retur

I havkajak ved Skagen Fyr

Vippefyret og Skagen Fyr

Turen gik fint. Vinden gik næsten på langs af stranden, og ind imellem de fine bølger kom der nogle pænt store dønninger. Jeg roede tæt på ydermolen og fik den lidt tvivlsomme fornøjelse af refleksbølgerne, og faktisk overvejede jeg, om jeg bare skulle gå i land på den anden side af havnen og så se, om det var bedre i morgen.
Men da refleksbølgerne var passeret, var der kun almindelige bølger på ½ meteres penge i gennemsnit. Solen var på vej til at tage hul på dagens sidste time, og livet var pludselig let igen. Jeg gik forbi Vippefyret med Det Hvide Fyr i baggrunden og kom ud forbi Skagen Fyr. Og jo længere jeg kom ud langs Grenen des mindre læ var der. For en Limfjordsroer var det en lidt speciel fornemmelse at have 7-10 sekundmeter vind i ryggen og vide, at hvis jeg overlod kajakken til vindens vilje, så var næste stop omtrent Orust på den svenske side af Skagerak.
Så galt gik det selvfølgelig ikke. Jeg rundede Grenen i fin stil, og mens jeg mærkede den morsomme fornemmelse af de to have, der mødtes lige under min kajak, stak en sæl hele overkroppen op over vandovefladen fem meter foran mig. Men jeg var åbenbart ikke interessant nok, så den dykkede med det samme igen og svømmede videre. Jeg ville godt have haft et billede lige dér, men det gik lidt stærkt og begge hænder var optaget af at ro og holde balancen i de uforudsigelige bølger.
Jeg gik på land på nordsiden og holdt en kort pause, hvorefter jeg trak kajakken over sandet og satte i på sydsiden. Jeg følte, at jeg havde leget nok med de risikable blandingsbølger.
Turen tilbage gik fint i stik modvind og med herlige skumsprøjt over stævnen. Jeg lagde mig lidt længere ud fra ydermolen og undgik derved de værste rekleksbølger. Til gengæld var fiskekkutterne nu på vej ind mod den solnedgangsmalede havn, så måtte lige holde skarpt øje med, hvornår det var den lille kajaks tur til at passere havneindløbet.

Den gamle kajak

Opgaven på vandrerhjemmet gik fint og planmæssigt, og lidt før middagstid var jeg klar til at vende snuden hjemad. Men jeg skulle jo lige aflevere Henriks spraydæk.
Henrik stod i havnes solskin og malede nogle lister, da jeg kom. “Hej Hans. Skal du ha’ en kop kaffe?” Jeg ville egentlig helst bare af med spraydækket i en fart, så jeg rystede lidt på hovedet, men Henrik havde jo lovet, at jeg skulle se hans originale grønlandske kajak.

Kajakken under loftet

Kajakken under loftet

“Jeg har arvet den efter min oldefar, skagensmaleren Carl Locher, da jeg var 14 år” fortalte Henrik på vej ind i stuen i det lavloftede skagenshus. Og dér under loftet hang den smukkeste kajak i lakeret skind. Det var tydeligt, at skagensmaleren havde fået lov til at købe en temmelig brugt kajak, da han var på Grønland i 1906. Kajakken har flere reparationer, og de mere en 100 år oppe i den fri luft har selvfølgelig også sat sit præg på den. Men for pokker, hvor er det dog smukt håndværk fra en tid, hvor man ikke lige bestiller en fem meter lang knastfri lægte på tømmerhandelen.

Den tilhørende pagaj var mindst lige så imponerende. Jeg har i her i vinter selv fremstillet min egen vestgrønlandske pagaj i fire træsorter, men Henriks antikvitet var markant anderledes på flere punkter. Skaftet var ovalt præcis som min egen, selvom det var markant tyndere. Bladenes sider var udvidet eller måske forstærket med tilslebne knogler, og spidsen af bladet er i følge Henrik formentlig skulderbladet fra en hvalros. Benforstærkningerne var monteret med mange ultratynde søm, der også var fremstillet i ben, og spidsen var sat på med en trekantet tap-konstruktion, som jeg ikke umiddelbart kunne gennemskue.

Detalje pagaj

Detalje fra pagajens blad

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange grønlandske aftentimer der er gået med at fremstille sådan en pagaj. Jeg var fuldstændig betaget af dette enestående håndværk.

Dyrlægen

Og så skulle man tro, at en fyr som Henrik har roet kajak hele sit liv. “Jeg har godt nok været i Grønland tilbage i 1975 for at bedøve isbjørne,” fortalte han. Henrik er netop blevet pnesioneret som dyrlæge og har derfor bedre tid til at nyde tilværelsen i sommerhuset, som han kalder det gamle skagenshus. Men dengang i Grønland havde Henrik ikke øje for kajakkunsten. Interessen opstod først for ca. otte år siden, og han betragter ikke sig selv som én af de hårde gutter, der bare kan det hele.
Men han nyder turene med de andre fra Skagen Havkajakklub, og han glæder sig over at have sin smukke, ægte grønlandske kajak hængende i stuen.

Henrik med pagaj

Henrik med original grønlandsk pagaj - og i fuldt malerornat.

 

Jeg håber, Henrik er hjemme, når jeg runder Grenen næste gang om små to år.

Anmeldelser

Undervejs på min tur afprøver og anmelder jeg forskellige ting, som er relevante for turen.
Det kan være alt muligt kajak-udstyr, outdoor-udstyr eller forskellige vandtætte ting og sager.

Hvis du har en ting, som du gerne vil have mig til at anmelde, kan du sende en mail på hans@kajaktrip.dk eller ringe på 2814 8403. Så skal jeg fortælle om betingelserne.

Kajaktrips kajaktips

Kajaktrips kajaktips.
I disse tips deler jeg mine kajakerfaringer.

Mit første tip vil jeg forsøge selv at blive bedre til at tage alvorligt:

Hvis du kan lide det, så bind det fast!

Ind imellem kommer man til at vende den ridsede side af kajakken opad, og så er der risiko for at løse ting og sager falder ud i vandet.
Den slags situationer har (mindst) kostet mig følgende:

  • en neoprensko
  • et antal kasketter
  • et antal vandflasker (heraf en rigtig god flergangsflaske)
  • et enkelt skruelåg til en vandflaske, der derved mistede sin værdi
  • et par briller med flydesnor og glidende overgang
  • et par handsker
  • et håndsving fra et fotostativ
  • et æble
  • og givet vis nogle ting, som jeg har glemt

 

Forberedelsen af en lang kajaktur

Jeg er godt i gang med at forberede min tur Danmark rundt.
Og her er mit første turblog-indlæg.

Lige nu går de fleste kræfter med at få hjemmesiden til at køre, og jeg har fået aftaler med flere dygtige folk, som hjælper mig.
Christoffer Hauthorn, som har Hauthorn IT i Struer, og jeg tumler frem og tilbage med at få det hele til at se godt ud og fungere, så brugerne har størst mulig glæde af at følge med.

Vi har planlagt, at der altid skal være et kort og en video på forsiden.
Kortet vil blive opdateret live med turdata, mens jeg ror, så jeg altid lige kan gå på nettet og kigge, hvis jeg er blevet væk for mig selv. Jan fra IFindU.dk (også Struer) står for alt det GPS-tekniske.
Videoen vil skifte lidt mellem tur-optagelser, interviews, anmeldelser og tips. Og det vil selvfølgelig være muligt at kigge med på de gamle videoer.

Jeg bruger også tid på at være i kontakt med mulige sponsorer, som jeg håber vil give mig et skub.
Sponsorerne vil blive synlige rundt omkring på siden, og der er allerede flere, som har givet positive tilsagn.

Jeg er blevet frittet lidt ud om en startdato, men den ligger ikke helt fast endnu.

Men lørdag den 19. maj 2012 er ikke et urealistisk bud.

Jeg har aldrig haft en dårlig tur i min kajak

Hver gang, jeg kommer hjem efter endnu en tur i min kajak, spørger min kone, Kirsten, om jeg har haft en god tur. Og svaret er altid det samme. Eller i hvert fald en variation over samme tema: “Ja, jeg har haft en dejlig tur.”

Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg nogen sinde har haft en dårlig tur i kajakken.

Det er som om, at den tætte kontakt med vandet og afhængigheden af bølgernes luner sætter både hjernen og kroppen i en helt anden tilstand end ellers. Mit nærvær og min opmærksomhed på mine omgivelser skærpes. Den mindste detalje får betydning: Hvor tæt kan jeg komme på mågen, før den letter? Mon det er for lavvandet til at krydse Jegind Tap? Kommer der snart en bølge, jeg kan surfe på? Blæser det for meget, eller kan jeg fortsætte? Var det der ikke en sæl – jo, det var det, og dér er den igen. Har aftenhimlen nogensinde før været så rød?

Når sprøjt af saltvand krydrer overskægget og køler kinderne, mens balancen er lige tilpas udfordret, opstår den ro, der evner at fortrænge dagligdags bekymringer og genopbygge min mentale energi. Den næste bølge, den næste pynt og den næste landingsplads giver mening, mens alt andet er fortrængt og ligegyldigt.

Kajaktur ved Oddesund

Oddesund

Og når roen har indfundet sig, begynder et ustruktureret mylder af ideer. Ude på vandet findes løsningerne på alle de udfordringer, der blokerer mine veje inde på land. “Aha.” “Nå, sådan.” “Det kunne vi også prøve,” lyder det for mit indre øre igen og igen. Og de stærkeste af ideerne bygger sig op som små mantraer, der nærmest automatisk gentager sig for hvert tag med pagajen.

Jeg har forberedt møder. Jeg har formuleret svar på indviklede spørgsmål. Jeg har truffet store og dyre beslutninger. Jeg har lært mine foredrag udenad. Ja, jeg har endda skrevet disse ord på min indre notesblok. Alt sammen mens min pagaj har trukket mig og min kajak frem over kendte og ukendte farvande.

Og frem for alt har jeg det sjovt, når jeg sidder i kajakken. Jeg bliver aldrig færdig med at lære. Der er altid teknikker, der kan indøves eller forfines, og det skal næsten altid mislykkes et antal gange, før belønningen kommer. Intet overgår følelsen af første gang man tør kaste sig langt nok ud over kajakkens balancepunkt i et telemarksving. Den samme boblende jublel kommer ved det første rul og ved den første tur med forror langs en lodret klippevæg.

Selvfølgelig er der også ting, der mislykkes undervejs i læringen.

Det er ikke behageligt at træne selvredninger og makkerredninger i blæst og koldt vand. Lyden af sand, der skraber mod hjelmen, når man glider afsted med høj fart og hovedet nedad i brændingen efter et mislykket surf, er ikke en lyd, man bevidst opsøger igen og igen. Fire minutter til land er lang tid, når man har konstateret huller i tørdragten, mens luften er -6 og vandet højst 2 grader varmt, og makkeren er roet om på den anden side af høften.

Men når Kirsten efterfølgende spørger og får mig til at tænke tilbage på turen, så har den altid været god. Ofte har den endda været fantastisk.

Da jeg havde skrevet de ovenstående linjer, fik Kirsten lov til at læse dem. Og så mindede hun mig om en enkelt tur, som gjorde det nødvendigt at ændre overskriften.

Jeg var på jagt efter min første kajak. Jeg prøvede mange forskellige, og denne dag havde jeg fundet en bred, fladbundet pram med indbyggede huller til fiskestænger til salg på nettet. Jeg var skeptisk, men mit åbne sind og en meget flot anmeldelse af modellen bød mig at give den en chance. Da jeg første gang ville kante kajakken for at dreje, ville man knap nok have kunnet se boblen på et vaterpas rokke sig. Jeg lagde derfor mere og mere af min vægt ud over kanten, og endelig gav den sig. Meget. Faktisk væltede den helt rundt. Jeg kom til at sluge lidt vand, mens jeg sikrede mine lunger lidt luft til turen. Og da jeg ville rulle kajakken op igen, viste den sig at være mindst lige så stabil med bunden i vejret, så jeg måtte ud og svømme. Da jeg havde trukket den ind til land, gik det op for mig, at jeg ikke længere havde mine briller på. Jeg roede ud for at lede i det område, hvor jeg mente brillerne måtte ligge og flyde men forgæves. Hverken brillerne eller deres flydesnor var til at få øje på – og da slet ikke uden briller. Jeg roede tilbage til bilen og lagde slukøret kajakken op på taget. Det havde kostet mig et par briller til fire tusinde kroner at prøve en skod-kajak til seks, og mit humør var helt i bund.

Joh, det var en dårlig tur i kajak.

På grund af denne ene tur – og kun den – har jeg måttet sætte ordet “min” ind i overskriften, der ellers kunne have lydt:

Jeg har aldrig haft en dårlig tur i kajak.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.