Jeg har aldrig haft en dårlig tur i min kajak

Hver gang, jeg kommer hjem efter endnu en tur i min kajak, spørger min kone, Kirsten, om jeg har haft en god tur. Og svaret er altid det samme. Eller i hvert fald en variation over samme tema: “Ja, jeg har haft en dejlig tur.”

Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg nogen sinde har haft en dårlig tur i kajakken.

Det er som om, at den tætte kontakt med vandet og afhængigheden af bølgernes luner sætter både hjernen og kroppen i en helt anden tilstand end ellers. Mit nærvær og min opmærksomhed på mine omgivelser skærpes. Den mindste detalje får betydning: Hvor tæt kan jeg komme på mågen, før den letter? Mon det er for lavvandet til at krydse Jegind Tap? Kommer der snart en bølge, jeg kan surfe på? Blæser det for meget, eller kan jeg fortsætte? Var det der ikke en sæl – jo, det var det, og dér er den igen. Har aftenhimlen nogensinde før været så rød?

Når sprøjt af saltvand krydrer overskægget og køler kinderne, mens balancen er lige tilpas udfordret, opstår den ro, der evner at fortrænge dagligdags bekymringer og genopbygge min mentale energi. Den næste bølge, den næste pynt og den næste landingsplads giver mening, mens alt andet er fortrængt og ligegyldigt.

Kajaktur ved Oddesund

Oddesund

Og når roen har indfundet sig, begynder et ustruktureret mylder af ideer. Ude på vandet findes løsningerne på alle de udfordringer, der blokerer mine veje inde på land. “Aha.” “Nå, sådan.” “Det kunne vi også prøve,” lyder det for mit indre øre igen og igen. Og de stærkeste af ideerne bygger sig op som små mantraer, der nærmest automatisk gentager sig for hvert tag med pagajen.

Jeg har forberedt møder. Jeg har formuleret svar på indviklede spørgsmål. Jeg har truffet store og dyre beslutninger. Jeg har lært mine foredrag udenad. Ja, jeg har endda skrevet disse ord på min indre notesblok. Alt sammen mens min pagaj har trukket mig og min kajak frem over kendte og ukendte farvande.

Og frem for alt har jeg det sjovt, når jeg sidder i kajakken. Jeg bliver aldrig færdig med at lære. Der er altid teknikker, der kan indøves eller forfines, og det skal næsten altid mislykkes et antal gange, før belønningen kommer. Intet overgår følelsen af første gang man tør kaste sig langt nok ud over kajakkens balancepunkt i et telemarksving. Den samme boblende jublel kommer ved det første rul og ved den første tur med forror langs en lodret klippevæg.

Selvfølgelig er der også ting, der mislykkes undervejs i læringen.

Det er ikke behageligt at træne selvredninger og makkerredninger i blæst og koldt vand. Lyden af sand, der skraber mod hjelmen, når man glider afsted med høj fart og hovedet nedad i brændingen efter et mislykket surf, er ikke en lyd, man bevidst opsøger igen og igen. Fire minutter til land er lang tid, når man har konstateret huller i tørdragten, mens luften er -6 og vandet højst 2 grader varmt, og makkeren er roet om på den anden side af høften.

Men når Kirsten efterfølgende spørger og får mig til at tænke tilbage på turen, så har den altid været god. Ofte har den endda været fantastisk.

Da jeg havde skrevet de ovenstående linjer, fik Kirsten lov til at læse dem. Og så mindede hun mig om en enkelt tur, som gjorde det nødvendigt at ændre overskriften.

Jeg var på jagt efter min første kajak. Jeg prøvede mange forskellige, og denne dag havde jeg fundet en bred, fladbundet pram med indbyggede huller til fiskestænger til salg på nettet. Jeg var skeptisk, men mit åbne sind og en meget flot anmeldelse af modellen bød mig at give den en chance. Da jeg første gang ville kante kajakken for at dreje, ville man knap nok have kunnet se boblen på et vaterpas rokke sig. Jeg lagde derfor mere og mere af min vægt ud over kanten, og endelig gav den sig. Meget. Faktisk væltede den helt rundt. Jeg kom til at sluge lidt vand, mens jeg sikrede mine lunger lidt luft til turen. Og da jeg ville rulle kajakken op igen, viste den sig at være mindst lige så stabil med bunden i vejret, så jeg måtte ud og svømme. Da jeg havde trukket den ind til land, gik det op for mig, at jeg ikke længere havde mine briller på. Jeg roede ud for at lede i det område, hvor jeg mente brillerne måtte ligge og flyde men forgæves. Hverken brillerne eller deres flydesnor var til at få øje på – og da slet ikke uden briller. Jeg roede tilbage til bilen og lagde slukøret kajakken op på taget. Det havde kostet mig et par briller til fire tusinde kroner at prøve en skod-kajak til seks, og mit humør var helt i bund.

Joh, det var en dårlig tur i kajak.

På grund af denne ene tur – og kun den – har jeg måttet sætte ordet “min” ind i overskriften, der ellers kunne have lydt:

Jeg har aldrig haft en dårlig tur i kajak.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.