Månedsarkiv: maj 2012

3/4 danskere med sten og guns

Mark and Jenny

Mark'n Jenny - 3/4 danes

Amerikanere er overfladiske, selvpromovernede og skydegale. Og så tror de, at enhver er sin egen lykkes smed.
Det ved enhver.
Men når man kommer ind på livet af en enkelt amerikaner eller to, danner der sig selvfølgelig et mere nuanceret billede.

Mark og Jennifer boede på Danhostel Nykøbing, så vi mødtes til fælles morgenmad. Jeg satte mig lidt for mig selv, men det forhindrer selvfølgelig ikke en ærkeamerikansk pensionstkvinde i at lade sin stemme skære gennem rummets morgenfred: ”So, you are the sea kayaker?”
Hun ville vide alt om min tur, og undervejs demonstrerede hun også, at hun havde godt styr på fakta om Danmark.

Så var det min tur til at høre om, hvorfor de var i Danmark.

Mark er halvt dansker. Hans mor kom fra Danmark, og emigrerede til USA. Og nu, efter et langt arbejdsliv, har han trang til at søge sine danske rødder, og de suger deres næring på Mors.
Jennifer har slet ikke den samme trang, så de to besøger ingen kirkegårde med hendes aner. Men hun nyder at følge sin mand på rejsen, og jeg har også på fornemmelsen, at hendes udadvendte facon er en fordel i deres søgen.
I dag vil de leje cykler og køre rundt til kirkegårdene i de landsbyer, som han kender navnene på fra sin mors breve. Og turens klimaks vil være, når de finder den ruin, der er tilbage af hans bedstemors hus. Herfra vil han tage et par mursten med sig hjem til Amerika.

De to amerikanere er meget betagede af den righoldige historie og danskernes trang til at bevare historiske bygninger og tegn. ”Når en kirke har udtjent sin funktion i Amerika, bliver den simpelt hen solgt. Så kan den bruges til hvad som helst – måske bliver den endda raget ned,” fortæller Mark. ”Her bevarer I dem i 1000 år.”
Jennifer morer sig over, at Mark tilsyneladende har bevaret den danske gemmetrang, for han har alverdens spændende ting stående i garagen derhjemme.
I det hele taget er Mark langt mere dansk end Jennifer, viser det sig. Både i hans egen og i Jennifers opfattelse.

Vi taler om amerikanernes overstrømmende komplimenter, og Jennifer supplerer med, at amerikanerne hele tiden rører ved hinanden. Også på disse punkter er Mark mere morsingbo end verdensborger. Han har umådeligt svært ved at finde sig i at skulle knuses og krammes i tide og utide. Og hvad angår komplimenter siger han til Jennifer: ”When we married I told you I love you. I’ll let you know if that changes.”

Mark har arbejdet for et stort selskab, som laver geologiske undersøgelser, så jeg fortæller begejstret om de gode muligheder for at finde fossiler langs stranden. Jeg udbreder min viden om istidernes og vulkanaskens hærgen. Men Mark er ikke imponeret, og kun jævnt interesseret. ”Jeg var kemiker og arbejde med vandkvalitet,” konstaterer han tørt.

Der går hurtigt små tre timer med snak og Amerika og Danmark, og de to efterlader masser af inspiration og tanker, som formentlig vil komme med i min bog. Det gælder blandt andet Marks forhold til sine tre ”guns” – et forhold, som er helt forskelligt fra mine fordomme om de vilde amerikanere. Men den historie må I vente med.

Jennifer virkede langt mere interesseret i mit lille geologiske foredrag, så da vi skiltes, forærede jeg hende den lille sømus fra Nymølle Strand.

Så kan hun også få en sten med hjem til Amerika.
Og jeg fik et bjergtagende kram med tilhørende kindkys.

Mange måder at bruge fjorden på

Der er mange måder at bruge fjorden på, og det er let at blive forarget.
En stille og tåget morgen lagde jeg mig ind i den lille, hyggelige Gyldendal Havn.
Pludselig blev stilheden brudt af en bådejer, der startede sin 225 HK motor og lod den stå og tøffe, mens den spredte en klam benzinos ud over vandet – lige i kajakhøjde.
Her er mine tanker om den sag:

Naviger efter solen

Lav dit eget kompas af et ur, en pagaj og solen.
Så kan du altid finde vej, når det er dejligt vejr.

Hvorfor virker det?
Ur/sol-kompasset virker, fordi urets inddelinger i timer og minutter oprindeligt er lavet som en opdeling af den tid, jorden bruger på at rotere én gang om sig selv.
Derfor vil solen altid stå i den samme position på det samme tidspunkt på dagen.
Klokken 12 vil solen altid stå præcis i syd – i hvert fald på én bestemt længdegrad i hver tidszone.
Klokken 18 vil solen stå præcis i vest, og klokken 6 vil den stå præcis i øst.
Klokken 0 eller 24 vil den stå i nord, men da vil den jo ikke være synlig på vores breddegrader.
Da urets korte viser når to gange rundt i sin cirkel på et døgn, mens jorden kun når at rotere én gang, er det nødvendigt at lave det lille, simple regnestykke, hvis man vil finde verdenshjørnerne på andre tidspunkter end klokken 6, 12 og 18.
Efter klokken 12 finder man syd ved at dividere antallet af timer fra klokken 12 til det aktuelle tidspunkt med to. Når man lader den lille viser pege mod solen, vil dette punkt på urskiven markere syd.
Før klokken 12 finder man syd ved at dividere antallet af timer fra det aktuelle tidspunkt til klokken 12 med to. Dette tal lægges til det aktuelle tidspunkt og vil markere syd, når man lader den lille viser pege præcis mod solen.

Der er selvfølgelig en del usikkerheder i metoden.
Måske står man ikke korrekt i tidszonen.
Solskiven udgør jo ikke et punkt i matematisk forstand. Den har en vis udbredelse, og det er lidt anstrengende at se på den for at finde midten.
Den lille viser på uret er en ret kort linje – og måske er den endda kunstfærdigt udfærdiget, så den kan være vanskelig at pejle præcist med.

- og så er der det med sommertiden, men det gør jeg rede for i videoen.

Pagajen har jeg snittet selv, solen har været der i mange år, og uret er et Traser H3 fra Fairtime.dk.

God fornøjelse.

Fossiler og nye knæ

Etape 1, rodag 3, 21/5 2012, ca. 15 km, i alt ca. 53 km.

Jeg er langsom om morgenen.
Sådan er jeg lavet.
Så når ingen andre er afhængige af mig, trives jeg bedst med at gå og pakke kajakken i søvngængertempo, med en konstant genopfyldt kaffekop stående på shelterkanten. Sådan startede min tredje rodag.

Morgenmad

Morgenmad i shelteren ved Nymølle Strand


Nymølle Strand har en lang historie om en mølle, som ikke er der mere og et teglværk, som producerede molersten, og hvis skorsten, man har bevaret.
Og hvis der har været basis for et molerteglværk, er der også sandsynlighed for at trække historien endnu længere tilbage og finde fossiler. Jeg havde nu brugt tiden på at lede efter et godt sted at søsætte kajakken i stedet, og var kommet frem til, at åen var perfekt til formålet. Så dér kørte jeg hen.
Sømus

Fossilt vejfyld


På vej derhen standsede mit øje tilfældigt ved en rund sten, som var blevet kørt op af den ellers hårdt sammenkørte vej. Jeg bøjede mig ned for at se på stenen – jo, det var en lille forstenet sømus. Den tog jeg med mig. Tre meter længere henne lå et dobbelt så stort afslået stykke. Det havde et fantastisk brunligt farvespil og ville absolut have været en perle i samlingen, hvis det havde været et helt fossil.
Ved Nymølle Strand vrimler det altså med fossiler i en grad, så de bruger dem som vejfyld.
Søpindsvin

Mere fossilt vejfyld

Det var som sagt blevet lidt sent, før jeg kom afsted, og så fik jeg lavet en aftale med Morsø Folkeblad, der ville fange mig enten i Glyngøre eller på Danhostel Nykøbing Mors, hvor jeg skulle overnatte. Derfor valgte jeg, at ro forbi Harre Vig og i stedet sætte kursen direkte mod Sallingsundbroen.
Den ser egentlig ikke så stor ud på de her små 10 kilometers afstand. Men selvom man ror og ror, virker det som om, man ikke kommer nærmere – og det giver lidt indtryk af, hvad det er for en mastodont, man sigter mod. Først når man kommer så tæt på, at man kan skelne lastbilerne, opdager man, hvor stor broen i virkeligheden er. Jeg ville gerne have haft nogle billeder nedefra helt tæt på, men strømmen gav for spændende bølger til at jeg ville slippe pagajen. Jeg havde jo også en aftale, så jeg kunne ikke bruge tid på selvredninger.

På havnen i Glyngøre gjorde jeg frokoststop og fik mig et velfortjent hvil. Modvinden og de pænt store bølger havde taget deres del af morgenhavregrynenes kalorier, så jeg satte pris på et par stykker rugbrød og en bøtte makrel i tomat.

Og så blev jeg mødt af Mors’ verdenspressse. En rigtig hyggelig fyr, der netop var vendt tilbage på jobbet efter at have fået to nye knæ. Han fortalte mindst lige så meget, som han spurgte, og han er lige så besat af vandet som jeg, så han havde ingen problemer med at sætte sig ind i det helt normale i at få trang til at ro 3500 km. Jeg glæder mig til at læse hans artikel, for jeg er overbevist om, at hans spørgeteknik fik mig til at komme med alt andet en de oplagte svar. Herligt at møde en garvet rotte, som tager lokaljournalistik uhøjtideligt og dybt seriøst på samme tid.

Krydset til Nykøbing Mors skulle være det rene barnemad, og efter journalistens råd valgte jeg stort set at gå efter den direkte vej i stedet for at krydse sejlrenden vinkelret, som jeg ellers havde tænkt mig. ”Der kommer vel én eller to coastere om dagen, og muslingefiskerne er allerede kommet ind i dag,” argumenterede han. Og jeg nåede da også at undvige den muslingekutter, som kom i mod bagfra mig med høj fart og fuldt læs. Det var fristende at lade sig transportere lidt af hans hækbølge – jeg var så tæt på, så jeg godt ville have kunnet nå den – men jeg ville hellere ud af sejlrenden, før der eventuelt kom flere. Det gjorde der nu ikke.

Kutter

Travlhed på fjorden

Danhostel Nykøbing Mors ligger lige ved siden af roklubben, som også har kajakafdeling, og på deres flydebro stod Peter, som er meget aktiv i klubben og tog imod mig. Peter er en temmelig erfaren havkajakroer, og han insisterede på at vise mig klubhuset og fortælle om den nye havkajakafdeling, som er i gang med at få vand under kølen dér. Held og lykke med det, Nykøbing. I har et herligt stykke vand at tumle med.

Danhostel Nykøbing Mors

Danhostel Nykøbing Mors - velbeliggende...


På vandrerhjemmet var der flere fossiler. Et par meget trætte amerikanske pensionister.
Men de skulle nu vise sig at rumme en del stof til eftertanke.

Fiskernes dag

Etape 1, rodag 2, 20/5 2012, ca. 19 km, i alt ca. 38 km.

Hvor har jeg dog mødt mange lystfiskere på min anden turdag. Og hvor har de dog taget mange hornfisk. Men dagen bød også på flere fritidsfiskere – og endda én som lå inde med svaret på ét af mine store spørgsmål.

Solen var brudt gennem morgendisen, så jeg lagde ud med bare arme, men jo længere tid der gik des tættere blev tågen – og så måtte uldsweateren og rojakken frem.

Lystfiskere ved Kås Hoved

Lystfiskere ved Kås Hoved


Ved Kås Hoved stod en perlerække af lystfiskere og tog hornfisk på med stang og blink. Jeg faldt i snak med et par stykker af dem, og jeg spurgte bland andet til deres opfattelse af andre slags fiskere. Jeg tænkte på de to fritidsfiskere, som var ved at tømme nogle garn lidt længere ude på vandet, for min fordom sagde, at stangfiskere ville sværge til stangen som den eneste ”ægte” fiskerimetode. I stedet fik jeg et foredrag om det forkastelige i at stå på Oddesundbroen og pirke. ”Det er næsten lige som en slags blodrus. Hvad skal de med alle de fisk,” sagde den ene forarget, og den anden var straks klar til at supplere: ”Nogen gange, når der rigtig er makreller, kan man også bare blive ved og ved. Så er det, man skal tage sine 8 fisk, og så sætte sig op med en kop kaffe og kigge på de andre. De kan blive helt vilde i øjnene, nogen af dem.
Jeg pegede ud på båden på vandet og spurgte til den fangstmetode. ”Ja de finder da i hvert fald nok en halv fisk i deres net, for der har lige været en sæl ude og forsyne sig,” grinede den ene. Men den anden gjorde det helt klart: ”Jamen de har jo deres måde at nyde vandet på. Og vi har vores. Nogen gange kan man stå og ligesom finde helt ind i sig selv, mens man fisker. Så ser man måske en stor coaster og tænker på, hvor den mon skal hen. Når man kommer i tanker om den igen og kigger, hvor langt den er nået – ja, så er den allerede væk. Sådan kan det nemt gå.”

Jeg havde givet mig selv en udfordring. Normalt bruger jeg en del krudt på at orientere mig på kortet. Jeg er fascineret af sammenhængen mellem tegning og virkelighed. Jeg nyder, når det passer sammen. Og jeg kan lide, når man kan stikke en kompaskurs ud, følge den og nå sit præcise mål. Men man skal jo af og til udfordre sig selv, så i dag havde jeg besluttet, at jeg ikke ville kigge på kortet. Jeg ville kigge ruten igennem, og så ville jeg ellers stille og roligt nå til Nymølle Strand, hvor jeg før har været. Det var ikke en god beslutning.

Digesvaler

Digesvaler elsker klinter


I bugten på den anden side af Kås Hoved ved Nørhede Mark mødte jeg nogle af bådfiskerne – eller fritidsfiskerne som de kaldte sig selv. De var nemlig temmelig forargede over et par pensionerede erhvervsfiskere, som efter sigende tog for små hummere med ind – og de havde endda 100 garn hver. Det var også her, jeg mødte fiskeren med det mere end lommefilosofiske svar.
Jeg opdagede også, at jeg ikke var nået så langt, som jeg havde troet. Jeg havde åbenbart snakket længere med lystfiskerne end jeg troede – og så havde modvinden og det lave vand måske også gjort sit. Jeg sneg mig til et hurtigt kig på kortet, dog uden at finde min nøjagtige position. Jeg fandt bare ud af, at jeg endnu ikke var forbi Spøttrup Borg, sådan som jeg ellers havde bildt mig selv ind.

Da jeg endelig rent faktisk havde set borgen, troede jeg igen, at jeg var tættere på mål, end jeg var, så jeg udsatte min næste pause. Jeg skulle lige kigge rundt om den næste pynt – dér skulle den gamle teglværksskorsten gerne åbenbare sig. Men nej. Efter et par skuffelser, besluttede jeg, at bag næste pynt ville jeg under alle omstændigheder holde pause – også selvom der måske kun var ½ km tilbage. Men den beslutning var unødvendig. For den gamle skorsten rejste sig knejsene bag klinten, og jeg kunne allerede mærke, hvordan kaffen ville smage.

Nymølle Strand

Nymølle Strand er let genkendelig fra vandet - sigt efter skorstenen


Jeg tog en lang kaffepause, før jeg med hjælp fra en venlig strandgæst baksede kajakken op på vejen, så jeg kunne køre om til lejren.
Og så var jeg træt.
Jeg blev helt opgivende.
Jeg fandt kortet frem og begyndte at kigge på de næste dages ruter for at finde steder, hvor jeg kunne skære et hjørne eller måske endda snyde.
Jeg havde ganske enkelt en krise.
Men så snart jeg havde spist mine pasta med bønner, var jeg på toppen igen.
Lektien af det må lyde: Du skal passe dine pauser.
Det vil jeg prøve at huske fremover.

Jeg sluttede dagen med at sidde på badebroen og kigge på den nedgående sol, mens jeg tænkte på den kloge fritidsfiskers ord: ”Jamen det er da klart, at du får en god tur langs kysten. Når folk er ved kysten laver de jo altid noget af det, der holder allermest af. Så du kommer jo kun til at møde positive mennesker.”

Presseliste

Jeg oplever stor interesse for min tur fra mange sider.

Ugeavisen Struer har annoncer på side 1 og 8 og en omtale på side 18 i dette nummer.

TV-Midtvest sendte en rigtig sød videojournalist ud for at dække min test af, om kajakken kunne bære vægten. Se indslaget her.

Jeg er den 21. maj blevet interviewet af Morsø Folkeblad på havnen i Glyngøre.

Skive Folkeblad bragte den 25. maj denne historie om min tur Danmark rundt i havkajak.

Tak til Henrik for linket til Dagbladet Holstebro Struer. Hvis nogen ligger inde med papirartiklen, vil jeg meget gerne have den.

Så er der kommet en historie på Danhostel.dk.

Fra Aalborg: http://www.nordjyske.dk/nyheder/kajakroer-lagde-vejen-forbi-aalborg/e349ab91-be1d-4432-8045-a3804b707b65/4/1513

Vejle Amts Folkeblad: http://vafo.dk/article/20130226/ARTIKLER/130229626

Hvis nogen finder presseklip, som ikke er nævnt her, vil jeg meget gerne vide det. Så vil jeg opdatere listen.
Jeg vil også rigtig gerne modtage papirversioner af så mange presseklip som muligt.

Send dem til:
Kajaktrip.dk
c/o Hans Stokholm Kjer
Sandkrogvej 12
7790 Thyholm

16 kajakker, to københavnere og et utal af sæler

Etape 1, rodag 1, 19/5 2012, ca. 19 km.

16 kajakker, to københavnere og et utal af sæler

Første dag på mit kajaktrip bød på en sand følelsesmæssig storm.
En flok kajakroere fra Struer Kajaknet på Facebook var dukket op for at følges med mig det første stykke. Rikke fra Humlum Camping og Fiskerleje havde trukket et ufatteligt arrangement i tøjet med boder og aktiviteter – og ikke mindst et par tusind mennesker.
Familie, venner og masser af nysgerrige var kommet for at vinke farvel, så da jeg endelig var klar til at stikke stævnen i Limfjorden, glemte jeg helt at jeg skulle kysse min kone, Kirsten, farvel. Det var vores gode veninde, Helle, heldigvis skarp nok til at opdage, så hun fik mig kaldt til orden.

Kajakgutter i Humlum Havn

Kajakgutterne i Humlum Havn


Ved Venø Havn stak mine 11 følgesvende en anden vej, og pludselig var jeg på egen hånd. Nu startede det, jeg har drømt om og planlagt. Nu startede min tur Danmark rundt på jagt efter oplevelser og gode historier.

Jeg fandt hurtigt ind i den herlige meditative stemning, der ofte præger soloroning, og fokus blev rettet mod nuet og oplevelsen.

På vej mod nordspidsen så jeg et par andre kajakker. Jeg kunne se, at jeg roede hurtigere end dem, og jeg fik trang til at sætte farten op for at få stillet min nysgerrighed. Har disse mennesker den samme glæde ved livet på vandet som jeg?
Umiddelbart over hovedet på den bageste steg et par dværgterner stort set lodret til vejrs med de vildeste vingeslag. De holdt sig konstant ca. 10 cm fra hinanden. Jeg gætter på, at det var foråret, der endelig var kommet til Venø.

Og jo. Anders og Bodil fra Valby forstår også værdien af vandet. De har et smukt, rødt sommehus, som i praksis ligger på stranden, og her har de naturligvis et par billige og stabile kajakker liggende, så husets gæster kan komme ud og nyde vandet på den gode måde.
”Vi er her bare i fire dage, og nu er vejret endelig ordentligt, så nu vil vi lige op og hilse på sælerne,” sagde Bodil, som er gymnasielærer. Og i samme øjeblik begyndte det at vrimle med sæler. De svømede nysgerrigt tæt omkring os og stak nærmest hele overkroppen op af vandet for at få det hele med.
Anders fortalte, at han var blevet ledig, så nu havde han staret sit eget firma, som sælger solcelleanlæg. Han har skaffet sig et agentur på en god kvalitet solfangere fra Tyskland. Så har han opbygget et forhandlernet over hele landet. Markedsføringen går via Google Adwords. Og jeg ønsker inderligt for ham, at han får held til at få dækket massevis af solbeskinnede danske tage med små kraftværker. Det kommer jeg muligvis til at høre mere om, når jeg runder København. I hvert fald er jeg inviteret på kaffe.

Sæl og skib

Kun en enkelt sæl undslap ikke mit ihærdige arbejde med det store kamera. Alle dens venner var for uskarpe til at vise frem.


Jeg kiggede vel på sæler i en halv times tid, mens jeg langsomt drev væk fra kysten og altså i den forkerte retning. Men fornøjelsen var det hele værd.

På Venøs østside var der pænt stor bølger – og efter et stykke i sydling retning, havde jeg bestemt mig for et ca. 6½ km langt kryds – i stik modvind. Det krævede lige en pause, lidt mad og 10 minutter på langs, mens to nordgående kajakker passerede ude på fjorden – og så var bølgerne væk. Alt var stille og vandet var blankt. Krydset gik problemfrit.

På den anden side gik jeg langs kysten ind mod Sønder Lem Vig, som altså ikke har noget med Lemvig at gøre. Jeg spejdede efter noget, som passede på beskrivelsen af Hostrup shelterplads, der skulle ligge ved en badebro. Og badebroen dukkede op. Endda med en enkelt modig badebukseklædt badegæst på.
”Jeg har lige været ude i min kajak for første gang,” fortalte han og pegede stolt over mod kajakken på taget af hans bil. ”Så da jeg skulle ind, skulle jeg lige se, om roret nu var kommet helt op – og plask – så måtte jeg i vandet. Nåmen så var jeg jo våd, så kunne jeg lige så godt tage mig en svømmetur.” Man kunne også have foreslået et begynderkursus med sikkerhed og selvredning, men ham her foretrak åbenbart at svømme i det alt for kolde vand.

Heldigvis vidste han, hvor shelteren lå, så i god tid til aftensmaden kunne jeg parkere kajakken foran shelterens åbning, tænde et bål og nyde lyden af den blide regn.

Bål ved Hostrup Shelter

Bål ved Hostrup Shelter.

Jo, det er vist den perfekte start på et langt kajaktrip.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.