Månedsarkiv: juni 2012

Geocached!

Det har været en fantastisk dag, og jeg skal nok få skrevet en mere udførlig beretning i turbloggen, men først vil jeg lige dele dagens største oplevelse: Jeg er blevet geocached.

Jeg har brugt dagen i Aalborg, hvor jeg lagde til ved den nye havnefront ved Nytorv og trak kajakken med mig rundt på vognen. Efter en begivenhedsrig eftermiddag var jeg på vej tilbage til vandet, da to mænd på mountainbikes holdt ind ved siden af mig på fortovet, mens den ene halvvejs råbte: ”Der går en mand med en kajak!”

Hans og Steen

Her er jeg sammen med Steen, som geocacheded mig.


Jeg vendte mig efter lyden og genkendte straks den ældste af de to. De var Steen. Min rigtig gode FDF-ven fra den tid, hvor jeg selv boede i Aalborg. Den unge mand ved siden af, var hans søn, Thomas, hvis opvækst jeg har fulgt på 17-18 julekort.
Steen er et dejligt menneske. Som FDFere sammen i Aalborg anden kreds i slutfirserne og lidt i starthalvfemserne har vi hygget og grinet og været alvorlige og ind imellem også helt fortrolige med hinanden.
Men gennem de sidste mange, mange år har vores eneste kontakt været været Steen og Pias julekort med billede af deres børn og lidt beskrivelse typisk af deres ferier. Et kort, som hvert år er blevet besvaret med Kirstens og mit nytårsbrev, som basalt set rummer de samme informationer.
Så har vil lige sagt hej på Facebook, hvor vi ind imellem synes godt om hinandens ting og sager.
Men pludselig stod Steen altså dér på et gadehjørne på Nytorv ca. 100 meter fra det kredshus, hvor vi har brugt ufatteligt mange timer sammen.
Steen havde set på Facebook, at jeg skulle komme igennem Aalborg, men i går havde han ikke haft mulighed for at lede efter mig. Han arbejder i Grønlandshavnen, så han havde overvejet at følge mig på kortet og stille sig ud til vandet og råbe ad mig, når jeg kom forbi – han regnede med, at det ville ske i dagtimerne i dag, for han kunne jo ikke vide, at jeg holdt hvile- og interviewdag i Aalborg. Da han kom hjem fra arbejde, tjekkede han min position igen og opdagede, at jeg stadig gik rundt i Aalborgs gader. På et tidspunkt kunne han se, at jeg holdt stille ved biblioteket – og så steg han og sønnen på cyklerne og for afsted. Da de var kommet derned tjekkede de positionen på Thomas’ telefon, og de kunne se, at jeg var på vej i retningen af Nytorv. I huj og hast cyklede de videre og fandt mig altså lige på hjørnet ved Lille Kongensgade.
Jeg blev vildt overrasket og meget varm indeni af glæde.

Thomas

... og her er Thomas, som hjalp sin far, og som fotograferede os.

Jeg har selvfølgelig vidst, hvor Steen og Pia bor, og jeg har kunnet opsøge dem hundredvis af gange, hvis jeg havde villet. Eller ”villet” lyder forkert, for det er ikke manglende vilje, der har afholdt mig. Jeg har nok bare ikke fået impulsen til at gøre det.

Vi fulgtes storsnakkende ad ned til vandet, og jeg inviterede mig selv på kaffe hjemme hos dem senere. Så da jeg havde roet turen fra Nytorv og tilbage til vandrerhjemmet, ringede jeg til Steen, som kom og hentede mig.
”Du Steen, mens jeg roede, kom jeg til at tænke på en ting. Vi er begge to et par fine fyre. Vi har været gode venner, og jeg kan ikke huske, at der er sket noget alvorligt mellem os. Hvorfor mon vi er holdt op med at se hinanden?”
Jeg ved ikke, om Steen opfattede det som en slags angreb, men sådan var det i hvert fald ikke ment. Og han havde heller ikke noget fornuftigt svar på det – bortset fra, at han bekræftede, at det i hvert fald ikke var fordi han var sur på mig eller noget i den retning.

Det blev en rigtig hyggelig aften hos Steen og Pia, hvor vi fik hygget og grinet og delt erfaringer om vores børn, der har omtrent samme alder, om udviklingen i vores hårfarve- og mængde og om masser af andre helt almindelig ting. Det hele foregik i en atmosfære som om vi havde været til FDF sammen i sidste uge, selvom der selvfølgelig lige var nogle fakta, vi lige trængte til at få opdateret.

Så når du læser det her, Steen – og det ved jeg, du gør – så skal du bare vide, at du virkelig har rørt mig dybt ved at opsøge mig på den måde. Det var en uvurderlig gave, som jeg kan mærke, at jeg kommer til at tænke tilbage på mange gange. Tusind tak for den.

Og når jeg ror forbi Grønlandshavnen i morgen, så kan du godt regne med at jeg både spejder og vinker.

Billeder følger.

Løgstør by night – nat-natur-tur

Etape 2, rodag 1 (9), 17/6 2012, ca. 8 km, i alt ca. 192 km.

Aggersundbroen i sigte

Aggersundbroen i sigte fra mit naturskønne natlogi.

2. etape af min tur Danmark rundt startede i Løgstør. Jeg havde planlagt at ro til en shelterplads ved Stavn, men var af forskellige grunde blevet forsinket i min start, så jeg ikke kom afsted før ved halvtolvtiden – nær midnat. Det var mørkt, og der var masser af medstrøm og fine bølger at småsurfe på.
Ved Aggersund lå et stort skib og lyste med kraftige projektører ud over vandet og blindede mig, så det var vanskeligt at se bølgerne. Men da jeg var kommet sikkert under broen, var der læ og næsten havblik, så selvom der var ret langt ind til kysten, var det let at følge den.
Jeg kunne godt have fortsat nogle timer, men jeg havde sagt, at jeg ville gå i land klokken et, uanset hvor kort eller langt jeg var nået, og jeg var altså hverken i nærheden af den første eller den anden shelterplads på disse kanter. Så jeg slog lejr i skjul af et lille hegn under en kæmpevindmølle, der lød som en motorvej og blinkede lystigt, så flyverne ikke flyver ind i den – og så man ikke risikerer, at kajaktrippere ligger og falder i søvn i nærheden.

Jo, det var en lystig naturoplevelse, der startede min anden etape.

Livø-Løgstør

Etape 1, rodag 8, 26/5 2012, ca. 14 km, i alt ca. 184 km.

Turen fra Livø til Løgstør blev både hård og stressende.
Kirsten havde lovet at hente mig i Løgstør, så jeg kunne ikke lave for mange pauser eller svinkeærinder. Min plan var at gå ind i kanalen for at undgå den lange omvej i sejlrenden rundt om de flade grunde, men først skulle jeg lige krydse over til fastlandet.

Det var ikke så let som forventet. Strømmen og vinden hjalp hinanden med at give mig så megen afdrift, at jeg nåede over cirka en kilometer i den forkerte retning, og så fulgte jeg ellers kysten.

Da jeg nåede til kanalens vestlige ende, så jeg to kajakker på stranden, så jeg tænkte, at jeg måske kunne få et lokalt tip. De foreslog mig at bære over til kanalen frem for at ro ude i bølgerne. Kanalen er nemlig slet ikke åben i den ende, selvom det modsate fremgår tydeligt af mit kort.
Men jeg ville ikke bære de ca. 100 meter over, så jeg kastede mig ud i fjorden, der på dette sted er mellem 20 og 30 cm dyb.

Kirsten ringede og kunne ikke forstå, hvor jeg blev af, men jeg måtte skuffe hende med, at der ville gå en rum tid, før jeg kunne lande i Løgstør havn. Hun kunne nu godt få tiden til at gå, sagde hun, men jeg følte et pres for at mase mig igennem bølgerne over en vanddybde, som tillod mig at få gavn af ca. halvdelen af pagajbladet.

I Løgstør stod en kajakroer og spurgte, om jeg havde brug for noget. Jo, tak. Jeg ville gerne have et bad, hvis det var muligt. Hun havde godt nok kun nøgle til kvindernes omklædningsrum i ro- og kakajklubben, men vandet var varmt, og jeg nød at få vasket første etapes slid og slæb af mig.

Frokosten på Limfjordsmuseets restaurant var velfortjent, selvom der var alt for lidt mad til at for mange penge.

Bøller med kniv

Etape 1, rodag 7, 25/5 2012, ca. 47 km, i alt ca. 170 km.

Sæl på bro i Skive

En sæl har indtaget broen i Skive Roklub.

Kajakken lå fint og ventede på mig i Skive Roklubs bådhus, men da jeg ville sætte den i vandet for at kommer videre på min tur Danmark rundt, måtte jeg sande, at broen var optaget.
Den er nemlig blevet den foretrukne solbadeplads for en sæl, der efter sigende er blevet næsten håndtam. Jeg synes nu, at man skal respektere de vilde dyr – også selvom de ser ekstremt søde ud, så jeg forsøgte ikke at komme til at klappe den på samme måde, som jeg havde set en mor og hendes 6-7 årige datter forsøge i går. Og da jeg kom kørende med kajakken på vognen, valgte den da også at plumbe i vandet med en fornærmet mine.

Dagens første delmål var Jenle. Jeg har aldrig før været på dette smukke sted, som var Jeppe Åkjærs hjem, og som nu blandt meget andet rummer hans grav. Man skal ikke være der i mange minutter, før man føler, hvordan inspirationen til ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Jeg er havren” og ”Se dig ud en sommerdag” kan være opstået.

Og efter frokosten så jeg mig ud en sommerdag med kursen sat mod kaffepausen i Hvalpsund. Jeg syntes godt nok, at armene var lidt tunge, og vandet var at ro i som grød, så allerede her begyndte jeg at overveje, om mit mål, ca. 40 km til Livø, var realistisk.
Jeg tog en god pause sammen med omkrig 100 strangæster, før jeg roede rundt om Rotholm og videre mod Ertebølle Hoved. Vandet var lavt, det var blæst lidt op, og bølgerne kom fra en dorsk retning, så jeg hele tiden fik vand i hovedet. Faktisk var jeg – sommerklædt som jeg var – begyndt at blive lidt kold, så jeg gav den en ekstra skalle for at holde varmen.

Da jeg nåede stranden ved Ertebølle så jeg et par lystfiskere, og min kaffetørst drev mig derhen for at tigge mig til lidt hurig varme, før jeg skulle lave aftensmad. Det viste sig, at det var to hold tyske turister, som absolut ikke havde kaffe med på stranden. Men jeg kunne da få en kold øl, hvis jeg ville… Nej, tak. Så ville jeg hellere lave mig en kop kaffe og spise lidt hurtig mad.

Der står en mand på klinten

Hvad mon manden på klinten leder efter - det kræver landgang.


Jeg stævnede ud igen, men kom ikke mange meter, før jeg så en mand, der klatrede oppe på en høj klint. Det var tydeligt, at han ledte efter noget, så min nysgerrighed blev vakt, og jeg belsuttede at undesøge sagen nærmere, selvom det allerede var urealistisk at nå Livø i dagslys.
Morten

Morten med fund og hund.

Mortens fund

Mortens fine fund.


Det var Morten, som klatrede på klinten, og han søgte ganske rigtigt efter noget helt bestemt. Ikke noget han selv havde tabt. Men for et par uger siden havde han fundet en stenøkse netop på dette sted, og nu ville han godt have én til.
Indtil nu havde han kun fundet nogle flækker og andre småredskaber, så han var ikke helt tilfreds. ”Dem her har jeg bare plukket direkte ud af klinten,” forklarede han, og så viste han mig, hvad man skal kigge efter, hvis man vil finde flintredskaber.
Den udfordring var for spændende til at lade ligge. ”Nu går jeg lige op og henter den økse til dig,” sagde jeg stor i slawet og besteg elegat klinten i våddragt, rojakke og neoprenstøvler.
Og i det rigtige jordlag var der ganske rigtigt masser af knivskarpe afslåede flintestykker. På en halv times tid fandt jeg en god håndfuld, og så gik jeg tilbage til Morten, som nu var nede på standen. Han ville gerne bedømme mine fund, og selvom nogle af dem blot var afhuggede stumper, var der også en del, som Morten ikke var i tvivl om, var redskaber.

Jeg beholdt to flækker, en pilespids og en vildt skarp kniv, der viste sig at være en væsentligt bedre negleklipper end den, jeg havde købt i går i Skive. Den fra Skive – eller nok nærmere fra Kina – holder nok ikke til at ligge op mod 7500 år i jorden. Jo, de kunne ét eller andet med deres hænder, de kære ertebøller.

Blæsten havde lagt sig, og solen ville snart til at gå ned. Det blev et utrolig smukt syn, mens jeg roede langs Trend Strand i retning mod Vitskøl Kloster. Jeg overvejede at gå op i åen ved klosteret og finde et skjul til teltet bag et krat, men jeg følte mig egentlig frisk, så jeg satte i stedet kursen mod Rønbjerg, hvorfra jeg ville krydse over til Livø.

Jeg nåede mit mål ret præcis til midnat, og heldigvis var der et par sejlere, som gerne ville hjælpe mig op med kajakken. ”Du kan lige nå at være med til Rock i Synagoen, hvis du er til den slags,” fotalte de. Jeg var nok mere til liggeunderlag og sovepose, og festen sluttede da heldigvis også allerede klokken halvto, så jeg kunne komme til at sove.

Billeder følger

Ro uden åre

Etape 1, rodag 6, 24/5 2012, ca. 12 km, i alt ca. 123 km.

En kort tur fra Lundø til Skive i fantastisk sommervejr. Det var skønt at tage en afslappet dag og nyde freden og roen på vandet – og alligevel være i mål til middag.
Ved Skive Roklub havde jeg en aftale med Henrik fra Danhostel Skive, hvor jeg skulle overnatte. Han havde tilbudt mig at hente mig ved roklubben, og han havde aftalt med én fra roklubben, at der ville være folk, som kunne hjælpe mig med at få min kajak låst inde.

Da jeg ankom, viste det sig, at der var et større arrangement i roklubben. De havde besøg af en naboroklub – vist nok Nykøbing – og jeg tænkte, at det da var perfekt vejr til at tage 10-20 både ud på fjorden og hygge sig.
Men det var åbenbart ikke planen.
Arrangementet handlede tydeligvis om at få spist en god frokost og få drukket en masse øl og snaps. Og ikke andet. Selvfølgelig har de jo nok hygget sig imens, men for mig er det ufatteligt, at man kan mødes i en roklub på så smuk en dag udelukkende for at give ny betydning til sidste vers i ”Vem kan segla”:

Vel ankommet til Skive

Jag kan segla förutan vind (det kunne de i den grad – mere og mere)
jag kan ro utan åror (de rørte ikke årerne én eneste gang)
men ej skiljas från vännen min (men de hyggede sig)
utan att fälla tårar (og jeg så ingen, der græd)

Nå, det var ikke en pæn beskrivelse af Skive Roklub, der ellers var så venlige at lade min kajak overnatte i deres største hangar sammen med lange, smukke træbåde, der nok kunne give en helstøbt plastkajak mindreværdskomplekser.

Jeg blev fint indkvarteret på Danhostel, hvor jeg fik ryddet op i de ophobede mails, og hvor jeg lånte en cykel, så jeg kunne køre ned i byen og købe en negleklipper – men den bliver først væsentlig i det næste blogindlæg.

Fotografering af sky sæler

Der er stor forskel på, hvor nysgerrige og hvor sky sælerne er forskellige steder.
Ved Skive Roklub mødte jeg en sæl, som solede sig på landgangsbroen, mens sælerne andre steder dykker, blot man kigger på dem.
En aften, da jeg var ved Oddesund for at filme og fotografere sæler, så en anden fotograf mig fra stranden.
“Det var hyleskægt – sælerne dukkede hele tiden op lige bag ved dig, mens du sad og sigtede den anden vej med kameraet,” sagde han bagefter.
Det gav mig ideen til at afprøve en ny metode:

Et andet tip er i øvrigt at bruge et normalobjektiv eller en kort tele – f.eks. 50-100 mm brændvidde. Hvis du får stillet skarpt på sælen og kan få spidsen af kajakken med, kan sælen komme til at forekomme temmelig tæt på.
Hvis du bruger vidvinkel, er det meget lettere at fange sælen og at holde kameraet stille nok til en tålelig film – til gengæld fylder sælen ofte for lidt i billedet – som det også fremgår af flere af mine eksempler på filmen.

Stilhed, hemmeligheder og galskab

Etape 1, rodag 5, 23/5 2012, ca. 23 km, i alt ca. 111 km.

Femte rodag startede i smukt solskin og med udsigt over Risgårde Bredning.
Kiosken i Sundsørehus har desværre kun weekendåbent på denne tid af året, men indehaveren var da så flink at skaffe mig noget mælk fra hans private køleskab, men da kabyssen generelt var ved at være noget slunken, måtte jeg finde et sted at købe lidt ind.
Jeg fik at vide, at Brugsen i Hvalpsund ligger ca. en km fra havnen, så da jeg fik øje på campingpladsens grønne flag, satte jeg kursen den vej, selvom det egentlig var en omvej. På campingpladsen fandt jeg så en lukket butik, men heldigvis var der en klokke ved receptionen, og da campingmutter hørte hvad jeg skulle bruge, lukkede hun mig ind.

Jeg ventede lige på, at færgen passerede, før jeg roede videre mod Lovns Bredning, hvor Knud også har et hoved liggende – i hvert fald er der også her en klint, der hedder Knudshoved. Derfra krydsede jeg over til Hejlskov, hvor jeg havde en interviewaftale med chefdesigner Timothy Jacob Jensen fra Jacob Jensen design.

Det var et par ekstremt inspirerende timer, jeg brugte sammen med ham og hans skæve tankegang. Og selvom det kan virke grænseoverskridende at være på rundvisning i et af landets mest populære designhuse i bare tæer og våddragt, så faldt det faktisk meget naturligt i dette kreative og humoristiske miljø. “It’s the kayak journalist,” præsenterede han mig for én af sine internationale medarbejdere, der ikke tilnærmelsesvist virkede forundret. Der skal mere til at overraske på en tegnestue, hvor ord som lånegummistøvler og badeburkaer hører til dagens orden, og hvor man naturligvis har en elefantmodel i 1:1 stående ude i skoven.

Timothy Jacob Jensen og hans elefant

En designer og hans elefant

Spionfoto af nyt design

Jeg kunne ikke dy mig for i farten at fotografere noget at det design, som tegnestuen aktuelt arbejder på - jeg beklager billedkvaliteten

“Herinde må du ikke fotografere,” sagde Timothy, da vi kom ind i selve tegnestuen, hvor det kreative arbejde foregår, og da jeg stoppede op og kiggede på en model af noget, som jeg ikke må fortælle, hvad er, tilføjede han med et smil, der i mine øjne blandede sjov og alvor: “…og du må heller ikke kigge.”

Interviewet med Timothy bliver bearbejdet til en del af min bog, og selvom det foregik ret ustruktureret, er det godt i gang med at skrive sig selv inde i mit hoved.

Som det vist fremgår af det sted i videoen, hvor Timothy viser mig sin elefant, svinger stemningen kraftigt mellem det selvhøjtideligt kloge og dybt seriøse og det totalt løsslupne.

Jacob Jensens tegnestue

Bag disse enge skabes noget af Danmarks mest populære design


Vinden var gået om i østsydøst og havde vel rejst sig til en 7-8 m/s. Det gav nogle fine bølger at småsurfe på hele vejen til Jelse Odde, der er en kilometerlang, flad sandspids på Lundø. Jeg fandt et sted, hvor de store bølger lige netop kunne bære kajakken over odden med kun ganske lidt hjælp fra hænderne. Og straks var jeg på næsten blikstille, og temmelig lavt vand.
Her skulle Skov- og Naturstyrelsen have en teltplads, så jeg gik i land og spurgte nogle af badegæsterne – for her på læsiden var det nemlig badevejr – om vej til pladsen. Det kendte de nu ikke noget til.
Jeg søgte på egen hånd og fandt hurtigt en mørkerød pæl med et teltmærke på. Pælen var rykket op af jorden og lå smidt på brinken ned mod stranden. Det kunne jeg naturligvis kun tolke som om, teltpladsen var nede på selve stranden.
Teltplads på Lundø

Teltplads på Lundø - Pælen lå faktisk næsten nede på stranden.


Det var nok den smukkest tænkelige lejrplads på disse kanter.

Fin med kompasset

Etape 1, rodag 4, 22/5 2012, ca. 35 km, i alt ca. 88 km.

Efter en hyggelig og lærerig formiddag med Mark og Jenny blev det faktisk middag, før jeg fik kajakken i vandet igen – og jeg havde på min fjerde rodag planlagt den hidtil længste dagstur på ca. 36 km. Med mine normale ca. 6 km/t ville dette tage 6 timer + pauser, så det var jo overskueligt.

Broen ved Nykøbing Mors Roklub

Bølgerne slog hårdt ind ved broen


Peter fra roklubben mente ikke, at der var noget problem i at krydse direkte til Furs nordvestlige hjørne, hvor de smukke klinter starter, og selvom det blæste noget (måske ca. 10 m/s) fra nordøst, var bølgerne meget regulære og tilgængelige, og efter få hundrede meter kom jeg bølgemæssigt i læ af Fur, og så var der kun vinden at tumle med. De 6½ km til Fur tog kun en times tid, så jeg kunne nyde en god frokostpause i forvisning om, at jeg nok skulle nå i mål før solnedgang.
Frokost

Tun, rugbrød og bare tæer


Furs smukke og varierede klinter har jeg glædet mig til længe. Jeg har ikke tidligere haft lejlighed til at ro den vej, og andre roere har rost disse klinter i høje toner. Så jeg satte det lille kamera til at fotografere mod styrbord hvert halve minut – så følte jeg mig sikker på i det mindste at få 4-5 gode skud.
Men så snart jeg rundede den nordvestlige pynt, som hedder Lille Knudshoved, var det slut med at ligge i læ, og jeg fik mig en god og udfordrende gyngetur. Bølgerne har i denne vindretning omkring 30 km til at bygge sig op. Og efter Store Knudshoved kom de så ind over et forholdsvis lavt stykke og gav sig til at knække. Men OK, de flest af bølgerne var da mindre end mig, og skulle jeg vælte, ville både jeg og kajakken blive båret direkte ind på stranden, så jeg fortsatte.
Men jeg fik set flere bølger end klinter, og langt de fleste klintfotos var enten nærbilleder af vandet eller utydelige billeder direkte op i luften.
På et tidspunkt kunne jeg mærke lidt læ fra Livø, og jeg begyndte at glæde mig til min pause på Færker Odde, der markerer Furs nordøstspids.

Fur

Et af de meget få stort set vandrette billeder fra Furs nordside

Omme på oddens sydside var der stort set blankt vand og læ, så her gik jeg i land. Da jeg søgte efter et godt sted at sidde steg en fjordterne pludselig lodret op fra stranden til ca. 10 meters højde, hvor den gav sig til at holde skarpt øje med mig. Jeg havde tilfældigvis set præcis, hvor den lettede fra, og jeg tænkte at dens vagtsomme adfærd måske betød, at den havde æg liggende i en rede. Jeg fandt hurtigt reden, men der var ingen æg.
Meget af min pause gik med at fotografere fugle med det store kamera.

Ternens rede

Jeg ved en ternerede, jeg siger ikke mer'


Fjordternens spor i sandet

... men jeg siger spor...


Fjordternens flugt

Fjordternens flugt - billedmanipulation - 3 billeder pr. sek.

Stor præstekrave

Stor præstekrave spankulerer rundt i vandkanten

Det gik op for mig, at det meste af dagen allerede var gået, og at det ville blive svært at nå til Sundsøre som planlagt. Så jeg slog op i min “Overnatning i det fri” for at finde en telt- eller shelterplads et tidligere sted på ruten. Jeg ringede til ejeren af shelterpladsen – en økologisk landmand med malkekvæg – og fik en lidt luftig forklaring om at jeg jo ikke længere kunne kigge efter deres fiskerhus, for det var skyllet i vandet i vinter, men der skulle stå en kraftig rød pæl. Men jeg kunne finde stedet på mit kort, og en pejling med kompasset gav samme resultat som min første forventning, så jeg følte mig temmelig sikker på, at jeg kunne finde det.

Pejling med kompas

Pejling med kompas

Da jeg havde roet nogle kilometer på fjorden, havde jeg fået en bedre vinkel til det formodede sted, så jeg lavede en krydspejling efter Junget Øre og Strandby Kirke for at finde min egen position og derefter en pejling mod mit overnatningssted. Denne pejling ramte lidt syd for det forventede, men pejlinger i bølger medfører også en lidt større usikkerhed, så jeg fastholdt min kurs mod det forventede sted.
Da jeg nåede derhen var solen gået ned, men der var stadig lyst. Lyst nok til at se det sødeste lille fiskerhus på stranden – altså kunne det ikke være det rigtige sted. Jeg ledte jo efter et sted uden fiskerhus. Og da min seneste pejling havde ledt mig længere sydpå, valgte jeg at søge i den retning. Efter et par km fik jeg øje på en kraftig pæl på stranden, så jeg gik i land.

Solnedgang

Solnedgang

Men jeg kunne ikke finde noget fundament fra noget fiskerhus, og jeg kunne ikke finde det sted, hvor vejen skulle gå op til gården. Efter nogen søgen besluttede jeg at trække kajakken op på land og gemme den bag en busk. Hvis jeg var landet et forkert sted, ville jeg slå teltet op her. Jeg ringede til mit overnatningssted og forsøgte at forklare, hvor jeg var – det var i mellemtiden blevet for mørkt til at lave sikre pejlinger. Økobonden kendte ikke til dette sted ud fra mine beskrivelser, men fortalte, at jeg skulle være gået ind på stranden lige efter naboens fiskerhus… Den oplysning hjalp mig til at finde min præcise position, nemlig får hundrede meter fra Sundsøre, hvor min planlagte shelterplads lå. Jeg vurderede, at det ville være lettere at ro mindre end en kilometer end at slå telt op – så jeg trak kajakken i vandet igen og roede forsigtigt og særdeles kystnært rundt om en pynt, forbi et færgeleje og ind på stranden.

Og ved midnatstid kunne jeg pakke ud og lægge mig selv om mine meget trætte arme til ro i en skøn shelter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.