Månedsarkiv: juli 2012

Fra fjord til hav

Etape 2, rodag 4 (12) 20/6 2012, ca. 60 km, i alt ca. 306 km.

Jeg havde ikke nogen videre forventninger til turen fra Aalborg til Egense ud gennem Langerak. For det første er der fyldt med grim industri, og for det andet er der ikke mange hyggelige steder at gå i land på det stræk. Så i min bevidsthed var det bare noget, der skulle overstås.
Industrien er selvfølgelig nødvendig, og den fylder jo det, den fylder. Men det er som om, at grimme ting også skaber grimme vaner. For eksempel fatter jeg ikke, hvordan man ved en fejl kan komme til at tabe en bøtte lightergas i vandet. Den kan ikke være tabt – den er dumpet. Føj.

Gas

Det er bare gas...

Da jeg ved middagstid ledte efter et egnet sted til madpakken, fandt jeg denne idylliske plet:

Men det industrielle forfald kan da også have sin egen æstetik:

Spunsvæg

Forvitret spunsvæg

I Grønlandshavnen stod min gamle ven, Steen, ganske som forventet og tog imod mig. Han syntes, det kunne være sjovt at lave et billede af mig i min lille, røde kajak liggende tæt sammen med de lidt større røde fartøjer inde i havnen. Både de og kajakken har jo en vis relation til Grønland.
Der er jo ikke langt fra idé til handling, når man skal lave et kreativt foto, og jeg syntes også, det kunne være sjovt at ligge tæt op af sådan en størrelse.
Det syntes kaptajnen ikke. Slet ikke. Faktisk tvivlede han på, at jeg ville kunne holde balancen, hvis jeg lå under hans agterstavn, når han om lidt ville starte skruerne for at rejse mod Grønland med et skibfuld gode sager. Og manden har jo ganske ret. Men både Steens og mit billede blev faktisk rigtig fint.

Storesøster

Lidt mere end blot en kajak...

To røde skibe

To røde skibe - og den lille kaptajn er ikke spor sur.

Da jeg endelig fandt et lækkert frokoststed ved shelterpladsen ved Storvorde var vejret blevet rigtig fornuftigt, så der blev tid til et lille hvil på stranden til lyden af tre nykonfirmerede piger, der gik amok med et glimrende kamera fra Canon.
Der er temmelig lavt vand temmelig langt ud i fjorden i det område, så pladsen er faktisk bedre tilgængelig fra landsiden end fra vandsiden. Men shelterpladsen ligger helt ud til stranden, og hvis man vender ansigtet den rigtige vej, kan man faktisk hveken se Grønlandshavnen, skrotindustrien eller Vendsysselværket – og støjen fra ovenstående er også næsten uhørlig her.

Piger med kamera

Piger med kamera

Så gik turen videre mod Egense, hvor jeg fik aftensmad og tog lidt mere tøj på, selvom jeg egentlig kun skulle ca. 5-6 km sydpå for at finde en shelterplads. Jeg talte lidt med flere lokale sejlere, som gjorde det klart, at jeg med dagens vandstand var nødt til at ro et par kilometer ud i Kattegat og runde Egense Forfyr – eller “Salt og Peper”, som sejlerne kalder dem.

Salt og Peper

Salt og Peper

Her startede den smukke del af turen.
De flade sandbanker byder på et fantastisk fugleliv. Ternerne gav flyveopvisning i solnedgangen og fangede den ene efter den anden af de fisk, som lystigt sprang op af vandet efter de insekter, som de mindre fugle ikke havde fået fat i. Et par ænder var ude og vise ællingerne, hvordan havet kan tage sig ud, når de vildeste bølger kommer fra kølvandet på en lille, rød kajak. Da jeg filmede dem, kom jeg i min iver desværre lidt for tæt på, og jeg fik skilt forældrene fra deres børn. Nogle af ællingerne forsøgte at dykke sig ud af faren, og de gamle ænder gav klare instruktioner indtil faren – altså jeg – var drevet forbi.

Det stod fuldstændig klart, at jeg ikke kunne komme i land ved shelterpladsen. Sandbanken begyndte simpelt hen cirka to kilometer fra land, så jeg besluttede at ro yderligere et stykke sydpå forbi de smukke Mulbjerge og i retning af Tofte Skov, der måske kunne give mig ly for natten.
Det var sent og det var efterhånden så mørkt, at jeg helst ville holde mig forholsvis tæt på kysten. Men hver gang jeg forsøgte at komme mod land, strandede jeg mindst 200 meter fra kysten, og jeg havde absolut ikke lyst til at slå lejr på en sandbanke med risiko for, at vandet ville stige i løbet af natten. Jeg havde heller ikke mod på at trække kajakken så langt over sandet, og selom jeg har en god, lang flydesnor med, så rækker den ikke til at tøjre en kajak 200 meter ude på vandet.

Selvom jeg var træt, var jeg ganske enkelt tvunget til at ro videre. Nogle af sandbankerne fremgik af mit topografiske kort, og det så ud til, at jeg ville kunne gå i land på det sted, hvor Tofte Skov når helt ud til stranden. Det var tydeligt at se, hvor det var, for dér var bilernes lygter i sagens natur skjulte set fra vandsiden. Men også her endte mit landingsforsøg på en tørlagt revle langt fra land.
En kop kaffe gav så meget varme i kroppen, at jeg nok mente, at jeg kunne klare de sidste knap 5 km til Øster Hurup Havn.

Ret præcis klokken 2.00 nåede trak jeg kajakken op på en flydebro inderst i havnen. Nu havde den danske sommer for alvor demonstreret, at det med lune temperaturer absolut ikke hører til på smukke og klare nætter. Så da jeg først kom op af kajakken, blev jeg lynhurtigt temmelig kold. Jeg fandt posen med mit nødtøj frem og skyndte mig op mod havnens toiletter – som viste sig at kræve nøglekort. Så under åben himmel skiftede jeg tøj og frotterede mig varm med håndklædet.

Heldigvis var der kun ca. 1 km op til FDF’ernes shelterplads, og det var faktisk rart at få bevæget benene efter en lang dag i cockpittet. Og klokkn 3.00 præcis kunne jeg lukke mine øjne og få min velfortjente skønhedssøvn.

En begivenhedsrig hviledag

Etape 2, rodag 3 (11) (hviledag), 19/6 2012, ca. 8 km, i alt ca. 246 km.

Jeg havde planlagt en hviledag i Aalborg, hvor jeg ville nå forskellige ting.
Efter den lange tur dagen før regnede jeg med, at armene havde brug for fred i stedet for ro, men sikkert på grund af den gunstige strøm, følte jeg mig frisk og stærk.
Så efter at have arbejdet formiddagen væk på Danhostel Aalborgs internetforbindelse, besluttede jeg at ro ind til den nye havnefront neden for Nytorv, hvor jeg regnede med at kunne trække kajakken på land.
Før jeg kom i vandet mødte jeg Johnny og Ulla, der sad uden for deres lille havnehus. Jeg var jo egentlig på vej mod sejlklubbens landgangsbro, som ville fungere bedre for mig end vandrerhjemmets ophalersted, men når man kun har sig selv at tage hensyn til, kan man hurtigt ændre planer, når der dukker mennesker med gode historier op.

Johnny og Ulla

Johnny og Ulla - et ungt par

Johnny og Ulla bød mig på en leverpostejmad og masser af gode historier. Johnny er pensioneret ingeniør, og Ulla arbejder stadig som gymnasielærer. De elsker begge livet på vandet i deres sejlbåd, og de har kendt hinanden i årevis – men de er alligevel et forholdsvis “ungt” par.
De har nemlig begge oplevet at miste deres livsledsager på et tidspunkt i livet, hvor de selv havde masser af livsenergi tilbage. Deres fælles erfaringer med tab og sorg har givet dem en fortsåelse og respekt for hinanden, der lyser ud af dem. Jeg bemærkede især, at de var gode til at give hinanden plads til at fortælle, og at de lyttede opmærksomt til hinandens fortællinger, selvom de jo givet vis har kendt dem på forhånd. Det var som om, de søgte en stadig dybere forståelse af hinanden – den slags forståelse som binder mennesker sammen.
Og så var de et par herligt reflekterende mennesker, som åbent viste hinanden kærlighed og omsorg.
Johnnys oprindelige kone blev dement, og Johnny brugte lang tid på at passe hende og hjælpe hende – også da hun ikke længere forstod, hvem han var. Men før den tid, nåede hun at opfordre ham til at finde en anden at leve resten af sit liv med.
Det gør ondt langt ind i kroppen at forestille sig selv i den situation. Det må give et ufatteligt sammensurium af følelser, når ens elskede langsomt glide væk, og oven i købet undervejs er i stand til at forholde sig realistisk til det.
Jo, Johnny og Ulla sendte nogle dybe og alvorlige tanker med mig ud på vandet. De fik mindet mig om, hvor vigtigt det er at sætte pris på de goder, man har, og de mennesker, der betyder noget i ens liv. Og de fik mindet mig om, at selvom udsigterne ind imellem kun er grå og uoverskuelige, så er der en chance for at finde et positivt fokus på den anden side.
Tak for mad, Johnny og Ulla. Men først og fremmest tak for godt selskab og livsvisdom i praksis.

Ved Spritkajen i Aalborg ligger den værste arbejdsplads, jeg har haft i mit liv. Jeg havde på forhånd dedikeret noget af min tid til at dvæle lidt ved den gamle kornsilo, der i 1993 fik navnet AF-Aalborg, og som nu vist hedder Jobcenter Aalborg. Der er ikke så mange skabe inde i siloen, men der er masser af skelletter – og nogle af dem er mine. I øvrigt kunne man jo ikke have en arbedjsformdling liggende på noget, som hedder Spritkajen, så for at få det hele til at se pænere ud, blev dette stykke havn omdøbt til Vestre Havnepromenade. Og det var egentlig også symptomatisk for meget af det, der forgik inde i siloen. Her fandt man også på pæne ord for grimme ting, når man lod som om, at man gik de lediges ærinde. Men det er en hel historie for sig selv – og mon ikke jeg også kommer til at fortælle den på et tidspunkt.

Eftermiddagen gik med at trække min kajak rundt i Aalborgs gader, mens jeg gik på shopping og mødte både sære og kloge mennesker.

Kajen ved Nytorv

Ankommet til kajen neden for Nytorv

I Aalborg Kongres og Kulturcenter havde jeg en interviewaftale med Ernst Trillingsgaard. “Hvor har du parkeret,” spurgte han da han låste mig ud efter interviewet. Jeg pegede på kajakken, som stod foran hovedindgangen delvist skjult bag en sølvgrå bil, og før han kiggede, nåede han at sige “Du er ikke bange for at få parkeringsbøder, hvad?” “Arh, nu er det jo mig, der er kørnede i den røde og ikke i den sølvgrå,” svarede jeg – og så fik han øje på kajakken. “Du er jo ikke rigtig klog. Det er jo det, vi talte om med alt det skæve. Det er fint, at der er nogen, der har en skæv tilgang til tingene,” sagde han. Og Ernst Trillingsgaards skæve tilngang til tilværelsen kommer også til at få stor indflydelse på min bog.
Jeg har stor respekt for både Timothy og Ernst, som indtil nu har bidraget til bogen, og jeg er enig i rigtig mange af deres betragtninger. Jeg må vist forsøge at finde nogen, som kan udfordre mine egne fastgroede synspunkter senere på turen, så bogen kan få mere dynamik. Det bliver lidt af en udfordring, men den vil jeg forsøge at tage på mig.

Efter at have mødt Detektormanden, en flok skoletrætte skatere, nogle forskellige næringsdrivende, en bibliotekar og et par geocachere, endte jeg igen på Nytorv, hvor jeg lagde kajakken i vandet og roede tilbage til vandrerhjemmet. Aftenen gik med besøg hos geocacheren Steen og hans kone Pia.

Nørholm nødhavn

Etape 2, rodag 2 (10), 18/6 2012, ca. 46 km, i alt ca. 238 km.

Efter en nat i blitzlysets skær pakkede jeg mit telt sammen og satte kursen mod Aalborg.
Vejret var gråligt, men venligt, og strømmen var med mig.
Så jeg følte mig som en isbjørn, da jeg krydsede Nibe Bredning med retning mod Klitgård Fiskerleje.
Vejrudsigten havde truet med et kraftigt regnvejr muligvis med torden, men omkring mig så det faktisk mere og mere lyst ud, så efter frokosten begyndte jeg at gøre mig klar til at komme videre.

En fritidsfisker kom hen og studrede min kajak, og stillede alle standardspørgsmålene om turen Danmark rundt. “Jamen så kan du jo gå i land omme i Nørholm. Der er en fin shelterplads, som tit har besøg af kajakfolk,” fortalte han. Og så malede han et dramatisk billede af vejrudsigten, der vist nærmest lovede skybrud af gammeltestamentlige dimentioner.

Jeg har aftalt med min gode ven gennem mange år, Ole, at jeg skal ringe, så han kan ro mig i møde fra Aalborg, så det gør jeg. Én af Oles kajakkammerater står i baggrunden og lytter med, og han fortæller Ole om et forfærdeligt skybrud, der er på vej sydfra. Vinden er stik vest, og vejret er som sagt nogenlunde smukt, så det tager jeg ganske roligt. Jeg fortæller Ole, at jeg holder mig tæt på kysten og går i land, hvis vejret forbyder mig at være på fjorden. Ole vil ikke ud i det varslede vejr.

Da jeg havde roet et lille stykke og lå lige ud for Nørholm Kirke, kunne jeg tydeligt se den klump træer, som shelterpladsen måtte være i efter fritidsfiskerens beskrivelse. Og hov. Hvad var det? En regndråbe. Og der var stadig mindst et par timers rotur til Aalborg. Jeg konkluderede, at det måtte være starten på den lovede syndflod, så jeg drejede 90 grader og satte kurs mod kysten, mens støvregnen gjorde min rojakke fugtig udenpå. Jeg trak kajakken op på stranden og fandt trangia, mad, kaffe, vand, computer og andre fornødenheder frem, så jeg ville kunne klare mig nogle timer i shelteren mens uvejret rasede.

Og som det da rasede. Regnen dryppede så voldsomt, som når en drivhusentusiast fugter bladene på sine tomatplanter med en blomsterforstøver. Jeg var ikke i stand til at tælle sekunder mellem lyn og torden, for jeg kunne ikke se lynene, og jeg hørte hverken bulder eller brag. Men jeg sad da godt og lunt i shelteren og arbejdede lidt, mens først nød min kaffe og senere et tidligt aftenmåltid. Men så vurdererde jeg også, at faren var drevet over.

Nødhavn i Nørholm

Arbejde i shelteren


Jeg sms’ede til Ole og gav en revideret vejrmelding fra virkelighedens verden, og fik hurtigt svar tilbage, at han var på vej på vandet. Herligt. Så fik vi alligevel lejlighed til en lille herretur sammen. En times tid senere mødte jeg Ole i en Spica fra Struer Kajak. Jeg gav ham grønlænderpagajen, så vi var nogenlunde jævnbyrdige hastighedsmæssigt, men da han lovede at vente på mig, fik han sin egen pagaj igen.
Vejret var blevet direkte smukt, og min entre til vandrerhjemmet i Aalborg foregik på næsten blankt vand og i smuk aftensol.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.