En begivenhedsrig hviledag

Etape 2, rodag 3 (11) (hviledag), 19/6 2012, ca. 8 km, i alt ca. 246 km.

Jeg havde planlagt en hviledag i Aalborg, hvor jeg ville nå forskellige ting.
Efter den lange tur dagen før regnede jeg med, at armene havde brug for fred i stedet for ro, men sikkert på grund af den gunstige strøm, følte jeg mig frisk og stærk.
Så efter at have arbejdet formiddagen væk på Danhostel Aalborgs internetforbindelse, besluttede jeg at ro ind til den nye havnefront neden for Nytorv, hvor jeg regnede med at kunne trække kajakken på land.
Før jeg kom i vandet mødte jeg Johnny og Ulla, der sad uden for deres lille havnehus. Jeg var jo egentlig på vej mod sejlklubbens landgangsbro, som ville fungere bedre for mig end vandrerhjemmets ophalersted, men når man kun har sig selv at tage hensyn til, kan man hurtigt ændre planer, når der dukker mennesker med gode historier op.

Johnny og Ulla

Johnny og Ulla - et ungt par

Johnny og Ulla bød mig på en leverpostejmad og masser af gode historier. Johnny er pensioneret ingeniør, og Ulla arbejder stadig som gymnasielærer. De elsker begge livet på vandet i deres sejlbåd, og de har kendt hinanden i årevis – men de er alligevel et forholdsvis “ungt” par.
De har nemlig begge oplevet at miste deres livsledsager på et tidspunkt i livet, hvor de selv havde masser af livsenergi tilbage. Deres fælles erfaringer med tab og sorg har givet dem en fortsåelse og respekt for hinanden, der lyser ud af dem. Jeg bemærkede især, at de var gode til at give hinanden plads til at fortælle, og at de lyttede opmærksomt til hinandens fortællinger, selvom de jo givet vis har kendt dem på forhånd. Det var som om, de søgte en stadig dybere forståelse af hinanden – den slags forståelse som binder mennesker sammen.
Og så var de et par herligt reflekterende mennesker, som åbent viste hinanden kærlighed og omsorg.
Johnnys oprindelige kone blev dement, og Johnny brugte lang tid på at passe hende og hjælpe hende – også da hun ikke længere forstod, hvem han var. Men før den tid, nåede hun at opfordre ham til at finde en anden at leve resten af sit liv med.
Det gør ondt langt ind i kroppen at forestille sig selv i den situation. Det må give et ufatteligt sammensurium af følelser, når ens elskede langsomt glide væk, og oven i købet undervejs er i stand til at forholde sig realistisk til det.
Jo, Johnny og Ulla sendte nogle dybe og alvorlige tanker med mig ud på vandet. De fik mindet mig om, hvor vigtigt det er at sætte pris på de goder, man har, og de mennesker, der betyder noget i ens liv. Og de fik mindet mig om, at selvom udsigterne ind imellem kun er grå og uoverskuelige, så er der en chance for at finde et positivt fokus på den anden side.
Tak for mad, Johnny og Ulla. Men først og fremmest tak for godt selskab og livsvisdom i praksis.

Ved Spritkajen i Aalborg ligger den værste arbejdsplads, jeg har haft i mit liv. Jeg havde på forhånd dedikeret noget af min tid til at dvæle lidt ved den gamle kornsilo, der i 1993 fik navnet AF-Aalborg, og som nu vist hedder Jobcenter Aalborg. Der er ikke så mange skabe inde i siloen, men der er masser af skelletter – og nogle af dem er mine. I øvrigt kunne man jo ikke have en arbedjsformdling liggende på noget, som hedder Spritkajen, så for at få det hele til at se pænere ud, blev dette stykke havn omdøbt til Vestre Havnepromenade. Og det var egentlig også symptomatisk for meget af det, der forgik inde i siloen. Her fandt man også på pæne ord for grimme ting, når man lod som om, at man gik de lediges ærinde. Men det er en hel historie for sig selv – og mon ikke jeg også kommer til at fortælle den på et tidspunkt.

Eftermiddagen gik med at trække min kajak rundt i Aalborgs gader, mens jeg gik på shopping og mødte både sære og kloge mennesker.

Kajen ved Nytorv

Ankommet til kajen neden for Nytorv

I Aalborg Kongres og Kulturcenter havde jeg en interviewaftale med Ernst Trillingsgaard. “Hvor har du parkeret,” spurgte han da han låste mig ud efter interviewet. Jeg pegede på kajakken, som stod foran hovedindgangen delvist skjult bag en sølvgrå bil, og før han kiggede, nåede han at sige “Du er ikke bange for at få parkeringsbøder, hvad?” “Arh, nu er det jo mig, der er kørnede i den røde og ikke i den sølvgrå,” svarede jeg – og så fik han øje på kajakken. “Du er jo ikke rigtig klog. Det er jo det, vi talte om med alt det skæve. Det er fint, at der er nogen, der har en skæv tilgang til tingene,” sagde han. Og Ernst Trillingsgaards skæve tilngang til tilværelsen kommer også til at få stor indflydelse på min bog.
Jeg har stor respekt for både Timothy og Ernst, som indtil nu har bidraget til bogen, og jeg er enig i rigtig mange af deres betragtninger. Jeg må vist forsøge at finde nogen, som kan udfordre mine egne fastgroede synspunkter senere på turen, så bogen kan få mere dynamik. Det bliver lidt af en udfordring, men den vil jeg forsøge at tage på mig.

Efter at have mødt Detektormanden, en flok skoletrætte skatere, nogle forskellige næringsdrivende, en bibliotekar og et par geocachere, endte jeg igen på Nytorv, hvor jeg lagde kajakken i vandet og roede tilbage til vandrerhjemmet. Aftenen gik med besøg hos geocacheren Steen og hans kone Pia.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.