Fra fjord til hav

Etape 2, rodag 4 (12) 20/6 2012, ca. 60 km, i alt ca. 306 km.

Jeg havde ikke nogen videre forventninger til turen fra Aalborg til Egense ud gennem Langerak. For det første er der fyldt med grim industri, og for det andet er der ikke mange hyggelige steder at gå i land på det stræk. Så i min bevidsthed var det bare noget, der skulle overstås.
Industrien er selvfølgelig nødvendig, og den fylder jo det, den fylder. Men det er som om, at grimme ting også skaber grimme vaner. For eksempel fatter jeg ikke, hvordan man ved en fejl kan komme til at tabe en bøtte lightergas i vandet. Den kan ikke være tabt – den er dumpet. Føj.

Gas

Det er bare gas...

Da jeg ved middagstid ledte efter et egnet sted til madpakken, fandt jeg denne idylliske plet:

Men det industrielle forfald kan da også have sin egen æstetik:

Spunsvæg

Forvitret spunsvæg

I Grønlandshavnen stod min gamle ven, Steen, ganske som forventet og tog imod mig. Han syntes, det kunne være sjovt at lave et billede af mig i min lille, røde kajak liggende tæt sammen med de lidt større røde fartøjer inde i havnen. Både de og kajakken har jo en vis relation til Grønland.
Der er jo ikke langt fra idé til handling, når man skal lave et kreativt foto, og jeg syntes også, det kunne være sjovt at ligge tæt op af sådan en størrelse.
Det syntes kaptajnen ikke. Slet ikke. Faktisk tvivlede han på, at jeg ville kunne holde balancen, hvis jeg lå under hans agterstavn, når han om lidt ville starte skruerne for at rejse mod Grønland med et skibfuld gode sager. Og manden har jo ganske ret. Men både Steens og mit billede blev faktisk rigtig fint.

Storesøster

Lidt mere end blot en kajak...

To røde skibe

To røde skibe - og den lille kaptajn er ikke spor sur.

Da jeg endelig fandt et lækkert frokoststed ved shelterpladsen ved Storvorde var vejret blevet rigtig fornuftigt, så der blev tid til et lille hvil på stranden til lyden af tre nykonfirmerede piger, der gik amok med et glimrende kamera fra Canon.
Der er temmelig lavt vand temmelig langt ud i fjorden i det område, så pladsen er faktisk bedre tilgængelig fra landsiden end fra vandsiden. Men shelterpladsen ligger helt ud til stranden, og hvis man vender ansigtet den rigtige vej, kan man faktisk hveken se Grønlandshavnen, skrotindustrien eller Vendsysselværket – og støjen fra ovenstående er også næsten uhørlig her.

Piger med kamera

Piger med kamera

Så gik turen videre mod Egense, hvor jeg fik aftensmad og tog lidt mere tøj på, selvom jeg egentlig kun skulle ca. 5-6 km sydpå for at finde en shelterplads. Jeg talte lidt med flere lokale sejlere, som gjorde det klart, at jeg med dagens vandstand var nødt til at ro et par kilometer ud i Kattegat og runde Egense Forfyr – eller “Salt og Peper”, som sejlerne kalder dem.

Salt og Peper

Salt og Peper

Her startede den smukke del af turen.
De flade sandbanker byder på et fantastisk fugleliv. Ternerne gav flyveopvisning i solnedgangen og fangede den ene efter den anden af de fisk, som lystigt sprang op af vandet efter de insekter, som de mindre fugle ikke havde fået fat i. Et par ænder var ude og vise ællingerne, hvordan havet kan tage sig ud, når de vildeste bølger kommer fra kølvandet på en lille, rød kajak. Da jeg filmede dem, kom jeg i min iver desværre lidt for tæt på, og jeg fik skilt forældrene fra deres børn. Nogle af ællingerne forsøgte at dykke sig ud af faren, og de gamle ænder gav klare instruktioner indtil faren – altså jeg – var drevet forbi.

Det stod fuldstændig klart, at jeg ikke kunne komme i land ved shelterpladsen. Sandbanken begyndte simpelt hen cirka to kilometer fra land, så jeg besluttede at ro yderligere et stykke sydpå forbi de smukke Mulbjerge og i retning af Tofte Skov, der måske kunne give mig ly for natten.
Det var sent og det var efterhånden så mørkt, at jeg helst ville holde mig forholsvis tæt på kysten. Men hver gang jeg forsøgte at komme mod land, strandede jeg mindst 200 meter fra kysten, og jeg havde absolut ikke lyst til at slå lejr på en sandbanke med risiko for, at vandet ville stige i løbet af natten. Jeg havde heller ikke mod på at trække kajakken så langt over sandet, og selom jeg har en god, lang flydesnor med, så rækker den ikke til at tøjre en kajak 200 meter ude på vandet.

Selvom jeg var træt, var jeg ganske enkelt tvunget til at ro videre. Nogle af sandbankerne fremgik af mit topografiske kort, og det så ud til, at jeg ville kunne gå i land på det sted, hvor Tofte Skov når helt ud til stranden. Det var tydeligt at se, hvor det var, for dér var bilernes lygter i sagens natur skjulte set fra vandsiden. Men også her endte mit landingsforsøg på en tørlagt revle langt fra land.
En kop kaffe gav så meget varme i kroppen, at jeg nok mente, at jeg kunne klare de sidste knap 5 km til Øster Hurup Havn.

Ret præcis klokken 2.00 nåede trak jeg kajakken op på en flydebro inderst i havnen. Nu havde den danske sommer for alvor demonstreret, at det med lune temperaturer absolut ikke hører til på smukke og klare nætter. Så da jeg først kom op af kajakken, blev jeg lynhurtigt temmelig kold. Jeg fandt posen med mit nødtøj frem og skyndte mig op mod havnens toiletter – som viste sig at kræve nøglekort. Så under åben himmel skiftede jeg tøj og frotterede mig varm med håndklædet.

Heldigvis var der kun ca. 1 km op til FDF’ernes shelterplads, og det var faktisk rart at få bevæget benene efter en lang dag i cockpittet. Og klokkn 3.00 præcis kunne jeg lukke mine øjne og få min velfortjente skønhedssøvn.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.