Månedsarkiv: september 2012

Langs rørskov til Randers

Etape 4, rodag 2 (16) 20/8 2012, ca. 21 km, i alt ca. 448 km.

Nej, hvor havde jeg det skidt, da jeg vågnede.
Jeg havde sovet rigtig dårligt og var vågnet ved halv sekstiden med kvalme.
Da jeg rejste mig op – eller rettere da jeg forsøgte at rejse mig op, var jeg svimmel som i en 18 sekundmeters brandert.
Jeg kæmpede hårdt med at holde mig lodret, mens jeg søgte ud mod Kanaløens træmoler for at finde så frisk luft som muligt.

Morgen på Kanaløen

Morgen på Kanaløen.

Jeg tussede lidt rundt og lagde mig igen, men kunne ikke rigtig sove. Jeg havde feber.
Da Poul Erik stod op, tog jeg mig sammen til at spise lidt morgenmad og drikke noget vand og kaffe.
Jeg var ramt af en del negative tanker:
Jeg er syg og svimmel ude på en ø. Kajakken er den eneste vej herfra. Måske bliver jeg nødt til at lade mig trække til fastlandet, mens jeg lægger mig med så lavt et tyngdepunkt som muligt i kajakken? En sur tjans for makkeren, men jeg var sådan set ikke i tvivl om, at Poul Erik ville løse opgaven, hvis det skulle blive nødvendigt.
Jeg lagde mig lidt igen.
Efter et stykke tid begyndte jeg at pakke tingene – det skulle jo gøres under alle omstændigheder.
Og på nærmest mirakuløs – og ved hjælp af en panodil – fik jeg det langsomt bedre, og klokken 10 var vi klar til at kaste os ud i dagens eventyr: De små 22 km fra Kanaløen til Randers.

Kanaløens havn

Poul Erik i Kanaløens havn

Vejret var skønt og stille, og strømmen var indadgående, så det hele gik let. Færgemanden på Mellerupfærgen, som muligvis er Danmarks mindste færge, lod os tappe vand i sit køkken, og Poul Erik viste mig det fine lille Færgehus, der om sommeren fungerer som café. Huset ligger så lavt, at vandspejlet ved ekstremt højvande er højere end gulvet. Det problem har man løst ved at montere en metalplade foran døren. Når der er højvande i udsigt bliver den fuget fast med silicone – Godt tænkt, Mellerup.

Mellerupfærgen

En næsten fuldt lastet Mellerupfærge - med to biler.

Dagens tur planlagte tur var jo ikke så lang, så vi tog os god tid til at udforske nogle af de labyrintagtige gange, der er i den kilometerbrede rørskov langs fjordens kyst.

Rørskoven

Poul Erik gemmer sig i Rørskoven.

Og så kom dagens absolutte højdepunkt. I bogstavligste forstand.
På en bundgarnspæl fik vi øje på en enlig fugl, som stolt sad og skuede ud over vandet. Det var tydeligvis ikke en skarv, men en rovfugl af en slags. Der sad ingen fugle på nabopælene, så denne stolte vindsejler nød nok en sund respekt i det lokale fugleliv.
Vi begyndte forsigtigt at snige os ind på fuglen.
Poul Erik tog sit superzoomkamera frem, mens jeg hyggede mig med kikkerten.
Og den var god nok.
Det var en fiskeørn.
Vi kom temmelig tæt på, før den pludselig lettede og i løbet af ganske få sekunder fandt en termik, der førte mange meter op i luften. Her mødte den sin partner, og sammen cirkulerede de to ørne over området. Det var en fantastisk opvisning i svævende elegance.
Men i enhver anmeldelse, skal der også være kritikpunkter, og jeg synes nok, at fiskeørnene godt kunne have afsluttet deres show med at vise, hvorfor deres navn er relevant. Men i stedet for at søge bytte i fjordens vand, forsvandt ørneparret ind over land, hvor de formentlig har sat sig i et træ og ventet på, at de to kajakroere lagde passende afstand til deres pæl.

Turen indad mod Randers var en ren fornøjelse. Det længste stræk på turen er i praksis en kanal med en pælepalisade, der beskytter rørskoven og forhindrer strandengens kanter i at erodere og stoppe sejlrenden til. Da vi kom tættere på byen bredte fjorden sig mere ud og åbnede landskabet. Samtidig begyndte strømmen at vende, så de sidste kilometer, der oven i købet gik forbi en masse virkelig grim industri, føltes lidt som at ro i risengrød med et sugerør.

Detektormanden.

Detektormanden - et herligt gensyn.

Randers havde lige haft et stort festarrangement, så kajkanterne var stadig prydet af affald og tomme flasker, men det var tydeligt, at der var en oprydning i gang. Og én af deltagerne i denne oprydning var en – for mig – gammel kending fra da jeg var i Aalborg. Detektormanden. Han er altså en skæg personage, som jeg må se at få fortalt om i et indlæg snart.

Kano og Kajakklubben Gudenaa

Kano og Kajakklubben Gudenaa har gode landgangsforhold.

Ved Kano og Kajakklubben Gudenaa i Randers fik jeg lov til at lade kajakken overnatte, så jeg slap for at trække den op ad bakken til vandrerhjemmet.

Følgeskab i og ud af og ind i fjorden

Etape 4, rodag 1 (15) 19/8 2012, ca. 43 km, i alt ca. 427 km.

Jeg er glad for følgeskab, og på vejen ud af Mariager Fjord fik jeg masser af det.

Allerede ved Hadsund Roklubs bro ankom en flok på cirka otte blandede kajakker anført af Kajakdavid – eller David Biering. David havde endda en gave med til mig: Fire teaktræsklodser til at montere på tværsnore – eller taqqat, som jeg kan forstå, at dette fastspændingssystem hedder på grønlandsk.
Kajakdavid ligger inde med en ufattelig viden om kajakker, og som 77-årig er han stadig aktiv instruktør og ror i én af sine ni kajakker hver eneste dag med mindre det stormer.

Poul Erik fra Randers, som jeg mødte på en tur i den svenske skærgård sidste sommer, havde også lagt billet ind på at følges med mig, og han havde sat et par dage af til projektet. Det betød, at jeg havde en lokal guide hele vejen til Randers – og det var virkelig værdifuldt.

Man ser lidt mindre og når lidt mere, når man sejler i flok. En del af den opmærksomhed, som ellers er rettet mod naturen og indad mod ens eget sind, bliver i stedet brugt på makkerne.
Efter ca. 4-5 km skulle Hadsundroerne på besøg i et skønt strandhus, før de vendte stævnen hjemad.

Strandhus ved Mariager Fjord

Her holder mine følgesvende frokostpause, mens Poul Erik og jeg ror videre. Tak for turen.

Så var vi to tilbage, Poul Erik og mig, og vi roede stille og roligt ud af fjorden og langt ud i Kattegat. Undervejs mødte vi et par af Kajakbumserne, der slet ikke kan få nok af at ro i deres kajakker.
Kattegat er nemlig temmelig lavvandet og fyldt med sandbanker mellem Mariager Fjord og Randers Fjord, så det er faktisk et ret uinspirerende stykke vand. Heldigvis var der lidt underholdning af nogle sæler til at bryde ensartetheden. Og heldigvis var Poul Erik på hjemmebane, så han kunne fortælle den ene historie efter den anden om de steder, vi ville komme til lige om lidt.

Poul Erik

Poul Erik er flittig med kameraet.

Inde i Randers Fjord kom Poul Erik for alvor i sit es. Vi havde allerede fundet ud af, at Poul Erik og jeg i høj grad har den samme måde at opleve omgivelserne på. Det er ikke så vigtigt, hvor hurtigt man ror – det er langt vigtigere at dvæle ved de detaljer, som gør, at turen kommer ind under huden. Og i Randers Fjord kender Poul Erik detaljerne.
Vi holdt pause ved Udbyhøj, hvor der er en fin lille læplads ved klubhuset umiddelbart syd for kabelfærgens færgeleje. Der var nu ikke behov for læ, så vi nøjedes med at nyde udsigten og det begyndende aftenlys fra stranden.

Kabelfærgen Udbyhøj[/captio

Da aftenen begyndte at melde sin snarlige ankomst, skulle vi beslutte, hvor vi ville slå lejr. Der var ingen telt- eller shelterpladser i min bog, og Randers Fjords kyster består mest af tagrør foran brede, fugtige strandenge, der endda ofte er beboet af kvæg. Igen viste det sig at være en fordel at have en lokal guide med på turen, for Poul Erik kunne berette om Kanaløen ved Mellerup – et rekreativt område, som kun er tilgængeligt fra vandsiden via en lille havn. Så Kanaløen blev vores mål.

Mig selv og Poul Erik i aftenlys.

Hans og Poul Erik

Kabelfærgen - pas på wirerne.

Kanaløen er opstået ved, at man har gravet en dyb kanal til de store skibe et lille stykke inde på land. Da man var færdig med at grave og åbnede kanalen i begge ender, blev der en godt og vel to km lang, smal landstribe tilbage, og nogen fik den geniale idé at bygge en lystbådehavn midtpå. Nu er Kanaløen et yndet udflugtsmål for lystsejlere fra Randers.

Kanaløen

Her starter Kanaløen, så er vi snart i havn.

Da vi ankom til Kanaløens havn var det tydeligt, at vi ikke var dagens første gæster – til gengæld var vi de eneste tilbageblevne, så vi havde både grill- og bålpladser for os selv. Poul Erik slog sit telt op, mens jeg begyndte at koge min suppe over en flok meget varme grillkul i én af grillerne.
Da maden var færdig og spist, var det blevet mørkt, og jeg gad ikke slå telt op. I stedet lagde jeg mig på terrassen ved det lille aflåste klubhus og begyndte på det, der skulle have været min skønhedssøvn…

Jeg har “wot”

Etape 3, rodag 1 (14) 4/7 2012, ca. 43 km, i alt ca. 384 km.

Tredje etape blev kort, men smuk.
I juli måned havde jeg nemlig planlagt ferie med familien, og det betød, at det var vanskeligt at finde en sammenhængende periode til at tage på ekspedition.
Men min gode ven, Ingvard, havde udtrykt et stort ønske om at komme med på en dagstur, og da han ror turkajak, skulle det jo nok ikke være ud på alt for vildt vand. Vi blev derfor enige om at smide kajakkerne på traileren og fejre USA’s nationaldag i den smukke vestlige ende af Mariager Fjord.

Ingvard i sin Struerkajak

Ingvard i sin Struerkajak.

Ingvard havde en sær idé om, at jeg nok var så meget stærkere og mere veltrænet end han, at jeg ville sejle ham agterud i løbet af et splitsekund. Så da han var i vandet ved Hadsund Roklubs bro skyndte han sig at stikke i forvejen, mens jeg lige parkerede bilen pænt. Så da jeg endelig stod til søs var Ingvard blevet til en lille, uopnåelig, hvid plet et sted derude i retning af Assens.

Vejret præsenterede fjorden fra sin allersmukkeste side. Høj sol, masser af dejlige celciusgrader næsten ingen vind, blå himmel, der kun lige var dekoreret med enkelte skønne, hvide vattotter. Min plan var, at vi skulle følges ad. Først skulle vi til Hobro. Her kunne vi så se, om kræfterne og rolysten var brugt op. Hvis de var, kunne jeg tage en bus tilbage til Hadsund efter bilen. Hvis ikke, kunne vi ro til Mariager, hvor vi igen kunne føle efter, om kræfterne kunne bære den sidste del af turen til Hadsund – eller tage en bus tilbage efter bilen. Jeg havde tjekket bustiderne, og det ville kunne lade sig gøre.

Nå, men hvis jeg ville følges med Ingvard, måtte jeg jo sætte efter. Jeg kender ikke Ingvards træningstilstand, men jeg har da roet så langt i Spica fra Struer Kajak, at jeg ved, at den er markant hurtigere end min Wilderness Tempest. Så jeg tog godt fat i pagajen og sled løs, og ved kanten af Ouegård Skov havde jeg endelig indhentet ham.

Undervejs havde jeg ude på fjorden spottet en skarv, der havde fanget en ål. Den sad nu kun med hovedet og lidt af halsen over vand og forsøgte at få ålen til at vende den ene ende ned i halsen, så den kunne sluges. Ålen var dog ikke enig i målet med projektet, så den snoede sig om skarvens næb i en desperat kamp mod sit endeligt. Det var i sig selv et fascinerende eksempel på naturens uretfærdighed, for som tilskuer var man jo ikke i tvivl om, hvordan kampen ville ende – ålen ville selvfølgelig møde sit sidste rør på vej ned gennem skarvens hals, og skarven ville lige slå mave i nogle minutter, før den ville genoptage jagten.
Men der var andre, som havde andre planer. Mågen. Mågen syntes tydeligvis, at det var en dejlig ål, skarven havde hentet nede på bunden, hvor der er for dybt for måger. Og den var ikke et sekund i tvivl om ejerforholdet. ”Min, min, min,” skreg den, mens den cirkulerede over den kæmpende skarv. Pludselig gjorde den et hårdt udfald mod skarv og ål, men skarven nåede lige at gemme sit bytte under vandet, før mågen ramte. Mågen vendte tilbage til sin overvågningsposition, hvorfra den kunne se, at ålen begyndte at miste kraften og snart ville tabe kampen. Så med endnu et præcisionsdyk greb den ålen ud af skarvens næb og løftede den til vejrs uden for skarvens rækkevidde.
Hvis en skarv kan være slukøret, så var den det nu. Mågetyven kunne til gengæld spise sig hele vejen rundt om tallerkenen i lækker fjordål, mens den hånligt grinede af den uheldssorte bundfisker.

Alt dette gik selvfølgelig alt for hurtigt til at jeg kunne nå at få kameraet frem, så den eneste film af optrinet ligger på min nethinde. Jeg takker ydmygst de medvirkende for oplevelsen.

Ingvard havde andre planer end mine. Han ville ro så langt han orkede, og så ville han krydse fjorden, mens jeg roede helt til Hobro. Herefter ville han ligge i solen og vente på mig, så vi kunne følges tilbage til Hadsund. ”Lad os nu se, hvad vi orker,” sagde jeg med tungen ud af halsen og halvt nede på spraydækket.

Vi fulgtes ad et pænt stykke tid og nød sammen det smukke landskab og den fine, varierede kyst. Vi fik os nogle gode snakke om såvel det helt nære og det mere luftige.
Ingvards aktuelle livssituation betyder, at de dybere snakke kan blive rigtig alvorlige og stille krav om at man lægger al berøringsangst over for andres sorg på hylden.
Den 12. november sidste år mistede Ingvard (og selvfølgelig også resten af hans familie) den 17-årige søn, Kristian, der blev påkørt af et tog. Det er ufatteligt smerteligt at se, hvordan sådan et tab kan nedbryde et ellers velfungerende menneske. Som ven ønsker man, at man kunne bringe de gode tider tilbage – eller i det mindste gøre den nuværende situation god – men gang på gang må man erkende, at det eneste man kan gøre er at stille sig til rådighed som aktiv og tilstedeværende lytter.
Og til det formål er Mariager Fjord, højt solskin og to kajakker den perfekte ramme. Jeg regner med, at der bliver plads til nogle af Ingvards tanker i min bog. I hvert fald har jeg gjort mig nogle notater, der er med i det forberedende arbejde.
Som sagt snakkede vi også om ”småt”. Ingvard havde for eksempel også set første akt af ”Skarven, Ålen og Mågen”, så han var glad for at jeg kunne berige ham med slultningen.

Jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville bruge alt for mange unødige kræfter på at tvinge min båd op i en højere fart end der er realistisk for dens konstruktion, så noget af vejen fulgtes vi ad og noget af vejen roede vi hver for sig. Det var faktisk også fint nok. Der er masser af værdi i naturens stilhed – også selvom man er flere om at opleve den samtidigt.

Kajaktrip - efter frokost

Ingvard stikker hurtigt af efter frokost.

På et tidspunkt gjorde Ingvard alvor af at krydse fjorden og vende om, og vi aftalte at mødes i Mariager. Jeg vidste, at kajakklubben har en bro liggende, så den blev vores fælles mål.

Jeg fortsatte med kurs mod Hobro, som nok – undskyld til de lokale derfra – er den kedeligste havn, jeg har oplevet endnu. Jeg havde spist al min mad, bortset fra et enkelt æble, så jeg var nødt til at proviantere lidt, før jeg vendte om. Men Hobro Havn er ikke konstrueret til skibe af min størrelse. Der ligger godt nok en flydebro og tilsyneladende en kajakklub på nordsiden, men derfra vurderede jeg, at der ville være temmelig langt om til den levende del af havnen, hvor der var fødevarer til salg. Men bag et værft fandt jeg en lille lystbådehavn med et ophalersted, der kunne bruges som landingsplads. En pølse, en is og en liter vand senere, var jeg på fjorden igen med retning mod Mariager, som jeg ramte ved 17-tiden.

Hobro

Hobro - en lidet kajakvenlig kaj.

Vi fik os en kop kaffe og en kage på Saltcentret, og jeg fik mig et velfortjent hvil, før vi igen gik på vandet.

Mariager

Mariager - indtaget og efterladt.

Ved 19.30 tiden lagde vi til ved Hadsund Roklub – for mit vedkommende med ca. 43 km i armene og med en dejlig sommeroplevelse i skøn natur.

Og som kronen på værket, fik vi en ekstra naturoplevelse på hjemvejen.
Da vi som ægte cowboys red af sted mod solnedgangen, bemærkede jeg, at aftenhimlen præsenterede et par ”solhunde” – et smukt lysfænomen, som jeg har haft fornøjelsen af at opleve en del gange. Jeg startede mit standardforedrag om fænomenet, og Ingvard lyttede muligvis pligtskyldigt og muligvis interesseret efter. Nogle skyer i 8-10 km højde udgøres af iskrystaller, som bryder solens lys således, at opstår tydelige bisole eller såkaldte solhunde i en afstand på ca. 22 grader fra solen. Det er vildt flot.
Men på denne dag fik vi ikke blot fornøjelsen af bisolene. Nej aftenhimlen viste et fænomen, som jeg har været på udkig efter i nogle år uden at være så heldig at fange det.
Rundt om solen var der en komplet 22 graders halo – en lysende cirkel med solen som centrum. Et fænomen, som de fleste nok bedst kender fra religiøse malerier, men som altså også forekommer i virkeligheden og helt uden helgener, profeter eller mesias’er.

Halo

Halo - wow!!!

Desværre yder billedet ikke virkeliheden nogen form for retfærdighed i denne sag. Det kan Ingvard bevidne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.