Jeg har “wot”

Etape 3, rodag 1 (14) 4/7 2012, ca. 43 km, i alt ca. 384 km.

Tredje etape blev kort, men smuk.
I juli måned havde jeg nemlig planlagt ferie med familien, og det betød, at det var vanskeligt at finde en sammenhængende periode til at tage på ekspedition.
Men min gode ven, Ingvard, havde udtrykt et stort ønske om at komme med på en dagstur, og da han ror turkajak, skulle det jo nok ikke være ud på alt for vildt vand. Vi blev derfor enige om at smide kajakkerne på traileren og fejre USA’s nationaldag i den smukke vestlige ende af Mariager Fjord.

Ingvard i sin Struerkajak

Ingvard i sin Struerkajak.

Ingvard havde en sær idé om, at jeg nok var så meget stærkere og mere veltrænet end han, at jeg ville sejle ham agterud i løbet af et splitsekund. Så da han var i vandet ved Hadsund Roklubs bro skyndte han sig at stikke i forvejen, mens jeg lige parkerede bilen pænt. Så da jeg endelig stod til søs var Ingvard blevet til en lille, uopnåelig, hvid plet et sted derude i retning af Assens.

Vejret præsenterede fjorden fra sin allersmukkeste side. Høj sol, masser af dejlige celciusgrader næsten ingen vind, blå himmel, der kun lige var dekoreret med enkelte skønne, hvide vattotter. Min plan var, at vi skulle følges ad. Først skulle vi til Hobro. Her kunne vi så se, om kræfterne og rolysten var brugt op. Hvis de var, kunne jeg tage en bus tilbage til Hadsund efter bilen. Hvis ikke, kunne vi ro til Mariager, hvor vi igen kunne føle efter, om kræfterne kunne bære den sidste del af turen til Hadsund – eller tage en bus tilbage efter bilen. Jeg havde tjekket bustiderne, og det ville kunne lade sig gøre.

Nå, men hvis jeg ville følges med Ingvard, måtte jeg jo sætte efter. Jeg kender ikke Ingvards træningstilstand, men jeg har da roet så langt i Spica fra Struer Kajak, at jeg ved, at den er markant hurtigere end min Wilderness Tempest. Så jeg tog godt fat i pagajen og sled løs, og ved kanten af Ouegård Skov havde jeg endelig indhentet ham.

Undervejs havde jeg ude på fjorden spottet en skarv, der havde fanget en ål. Den sad nu kun med hovedet og lidt af halsen over vand og forsøgte at få ålen til at vende den ene ende ned i halsen, så den kunne sluges. Ålen var dog ikke enig i målet med projektet, så den snoede sig om skarvens næb i en desperat kamp mod sit endeligt. Det var i sig selv et fascinerende eksempel på naturens uretfærdighed, for som tilskuer var man jo ikke i tvivl om, hvordan kampen ville ende – ålen ville selvfølgelig møde sit sidste rør på vej ned gennem skarvens hals, og skarven ville lige slå mave i nogle minutter, før den ville genoptage jagten.
Men der var andre, som havde andre planer. Mågen. Mågen syntes tydeligvis, at det var en dejlig ål, skarven havde hentet nede på bunden, hvor der er for dybt for måger. Og den var ikke et sekund i tvivl om ejerforholdet. ”Min, min, min,” skreg den, mens den cirkulerede over den kæmpende skarv. Pludselig gjorde den et hårdt udfald mod skarv og ål, men skarven nåede lige at gemme sit bytte under vandet, før mågen ramte. Mågen vendte tilbage til sin overvågningsposition, hvorfra den kunne se, at ålen begyndte at miste kraften og snart ville tabe kampen. Så med endnu et præcisionsdyk greb den ålen ud af skarvens næb og løftede den til vejrs uden for skarvens rækkevidde.
Hvis en skarv kan være slukøret, så var den det nu. Mågetyven kunne til gengæld spise sig hele vejen rundt om tallerkenen i lækker fjordål, mens den hånligt grinede af den uheldssorte bundfisker.

Alt dette gik selvfølgelig alt for hurtigt til at jeg kunne nå at få kameraet frem, så den eneste film af optrinet ligger på min nethinde. Jeg takker ydmygst de medvirkende for oplevelsen.

Ingvard havde andre planer end mine. Han ville ro så langt han orkede, og så ville han krydse fjorden, mens jeg roede helt til Hobro. Herefter ville han ligge i solen og vente på mig, så vi kunne følges tilbage til Hadsund. ”Lad os nu se, hvad vi orker,” sagde jeg med tungen ud af halsen og halvt nede på spraydækket.

Vi fulgtes ad et pænt stykke tid og nød sammen det smukke landskab og den fine, varierede kyst. Vi fik os nogle gode snakke om såvel det helt nære og det mere luftige.
Ingvards aktuelle livssituation betyder, at de dybere snakke kan blive rigtig alvorlige og stille krav om at man lægger al berøringsangst over for andres sorg på hylden.
Den 12. november sidste år mistede Ingvard (og selvfølgelig også resten af hans familie) den 17-årige søn, Kristian, der blev påkørt af et tog. Det er ufatteligt smerteligt at se, hvordan sådan et tab kan nedbryde et ellers velfungerende menneske. Som ven ønsker man, at man kunne bringe de gode tider tilbage – eller i det mindste gøre den nuværende situation god – men gang på gang må man erkende, at det eneste man kan gøre er at stille sig til rådighed som aktiv og tilstedeværende lytter.
Og til det formål er Mariager Fjord, højt solskin og to kajakker den perfekte ramme. Jeg regner med, at der bliver plads til nogle af Ingvards tanker i min bog. I hvert fald har jeg gjort mig nogle notater, der er med i det forberedende arbejde.
Som sagt snakkede vi også om ”småt”. Ingvard havde for eksempel også set første akt af ”Skarven, Ålen og Mågen”, så han var glad for at jeg kunne berige ham med slultningen.

Jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville bruge alt for mange unødige kræfter på at tvinge min båd op i en højere fart end der er realistisk for dens konstruktion, så noget af vejen fulgtes vi ad og noget af vejen roede vi hver for sig. Det var faktisk også fint nok. Der er masser af værdi i naturens stilhed – også selvom man er flere om at opleve den samtidigt.

Kajaktrip - efter frokost

Ingvard stikker hurtigt af efter frokost.

På et tidspunkt gjorde Ingvard alvor af at krydse fjorden og vende om, og vi aftalte at mødes i Mariager. Jeg vidste, at kajakklubben har en bro liggende, så den blev vores fælles mål.

Jeg fortsatte med kurs mod Hobro, som nok – undskyld til de lokale derfra – er den kedeligste havn, jeg har oplevet endnu. Jeg havde spist al min mad, bortset fra et enkelt æble, så jeg var nødt til at proviantere lidt, før jeg vendte om. Men Hobro Havn er ikke konstrueret til skibe af min størrelse. Der ligger godt nok en flydebro og tilsyneladende en kajakklub på nordsiden, men derfra vurderede jeg, at der ville være temmelig langt om til den levende del af havnen, hvor der var fødevarer til salg. Men bag et værft fandt jeg en lille lystbådehavn med et ophalersted, der kunne bruges som landingsplads. En pølse, en is og en liter vand senere, var jeg på fjorden igen med retning mod Mariager, som jeg ramte ved 17-tiden.

Hobro

Hobro - en lidet kajakvenlig kaj.

Vi fik os en kop kaffe og en kage på Saltcentret, og jeg fik mig et velfortjent hvil, før vi igen gik på vandet.

Mariager

Mariager - indtaget og efterladt.

Ved 19.30 tiden lagde vi til ved Hadsund Roklub – for mit vedkommende med ca. 43 km i armene og med en dejlig sommeroplevelse i skøn natur.

Og som kronen på værket, fik vi en ekstra naturoplevelse på hjemvejen.
Da vi som ægte cowboys red af sted mod solnedgangen, bemærkede jeg, at aftenhimlen præsenterede et par ”solhunde” – et smukt lysfænomen, som jeg har haft fornøjelsen af at opleve en del gange. Jeg startede mit standardforedrag om fænomenet, og Ingvard lyttede muligvis pligtskyldigt og muligvis interesseret efter. Nogle skyer i 8-10 km højde udgøres af iskrystaller, som bryder solens lys således, at opstår tydelige bisole eller såkaldte solhunde i en afstand på ca. 22 grader fra solen. Det er vildt flot.
Men på denne dag fik vi ikke blot fornøjelsen af bisolene. Nej aftenhimlen viste et fænomen, som jeg har været på udkig efter i nogle år uden at være så heldig at fange det.
Rundt om solen var der en komplet 22 graders halo – en lysende cirkel med solen som centrum. Et fænomen, som de fleste nok bedst kender fra religiøse malerier, men som altså også forekommer i virkeligheden og helt uden helgener, profeter eller mesias’er.

Halo

Halo - wow!!!

Desværre yder billedet ikke virkeliheden nogen form for retfærdighed i denne sag. Det kan Ingvard bevidne.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.