Månedsarkiv: oktober 2012

Hash og stress

Etape 4, rodag 6 (20) 23/8 2012, ca. 45 km, i alt ca. 585 km.

Morgenen i Grenå startede roligt med morgenmad i roligt tempo. På naturskolen fik jeg lov til at lade mine elektroniske fornødenheder op – det skulle senere vise sig at være godt, men ikke godt nok.
Jeg gik op i byen for at proviantere, og da jeg kom tilbage havde jeg fået gæster. Det var Morten – politimanden fra i går – der kiggede forbi, så vi lige kunne have lidt bedre til til at få indhentet de cirka 20 års hul i vores gensidige viden om hinanden.
Det var rigtig hyggeligt – også selvom det selvfølgelig forsinkede mig en smule.
Men jeg kom da afsted omkring middagstid og planen var at ro de cirka 30 km til Boeslulm Strand, hvor der i følge Syddjurs Kommunes fine kajakkort skulle være “Nye shelters med under 200 meter til vand og toilet”.
Ved Hyllested skovgårde måtte jeg undvige en dykker, der var på fisketur med sin harpun. Heldigvis havde han et dykkerflag med på slæb, så det var helt problemfrit.
Kajakruten får sin egen anmeldelse senere, så den vil jeg ikke gå i detaljer med nu, men kortet giver et glimrende grundlag for at følge med både på land og på vand.
Syd for Arnakke bliver der temmelig lavvandet ind mod kysten, så derfra måtte jeg holde en vis afstand. I praksis tog jeg et rigtig langt kryds over vigen ved Dråby strand, hvor jeg roede efter kompasset og efter en stor, markant hvid bygning, som tilsyneladende var placeret helt nede ved stranden lige hvor shelteren skulle være.
Tusmørket var ved at indfinde sig, da jeg nåede i land ved Boeslum Strand, og jeg var godt sulten. Jeg glædede mig til at komme op i shelteren og finde min suppegryde frem.
Men først skulle jeg lige udrede en misforståelse for et par meget frustrerede 10-årige piger.
“Prøv og se derovre! Der er en sæl, der er fanget i en ruse! Kan du ikke ro over og befri den? Helt ærligt! Du er nødt til at hjælpe!!”
Jeg forklarede pigerne, at sælen var en dykker med snorkel. Rusen var hans dykkerflag, og han hyggede sig og havde det rigtig godt. “Som en fisk i vandet,” fik jeg vist endda sagt.
Ingen af de mennesker, jeg mødte på stranden vidste hvor shelteren var. Det var fredag aften, og de var alle lige ankommet til det sommerhus, de havde lejet for weekenden. Jeg tog et ekstra kig på kortet og fandt frem til, at jeg måtte lidt længere hen ad stranden. Faktisk hen til den autocamper, som mit hvide sigtepunkt i virkeligheden var. Lige dér gik der en vej op mellem nogle træer og forbi et offentligt toilet, og da jeg først var nået dertil, var der ingen tvivl om, hvor shelteren var.
Jeg kunne nemlig bare gå efter lyden.
Lyden af rasende høj og virkelig dårlig musik.
Da jeg kom om til shelteren fandt jeg en flok sløve unge, som sad og røg hash. De var venlige nok og skruede lidt ned for musikken, så vi kunne snakke sammen. Men de bød mig ikke på et hvæs. Jeg spurgte, om de havde tænkt sig at overnatte, og om de havde planer for, hvor længe festen skulle vare. De havde ikke så præcise planer, og tre af dem ville overnatte, så jeg besluttede hurtigt, at jeg ikke ville slå teltet op i nærheden. Og heldigvis var der da kun 13 km til næste shelterplads.
Den ville jeg under normale forhold kunne nå på et par timer.
Klokken var omkring 21, da jeg gav mig til at spise og hvile, så ved 22 tiden under en stadig lidt lys nattehimmel kunne jeg stå til søs igen.

Det gik fint med at ro i mørket, og jeg kunne sagtens orientere mig i forhold til kysten. Også da jeg kom forbi Kobberhage og lysene inde på land tyndede ud. Så jeg roede godt til – jeg ville faktisk godt nå min destination omkring midnat.
Pludselig så jeg en stor sten stikke op af vandet umiddelbart til højre for kajakken. Den var så tæt på, at jeg måtte løfte pagajen for at undvige den. Havde jeg roet en halv meter tættere på kysten, ville jeg have ramt den for fuld kraft. OK. Det var en dårlig beslutning at ro hurtigt lige nu, så jeg satte farten ned.
Det kom mig til gavn umiddelbart efter, da jeg passerede en fluefisker næsten lige så tæt. Ham nåede jeg nu at se i god nok tid til, at jeg kunne spørge til hvor hans snøre var.
Snøren var ikke ude, så jeg kunne frit passere.
Jeg havde hele tiden kysten og Hjelm fyr at navigere efter, så i lav fart og godt humør rundede jeg Hassensør.
Langt foran mig så jeg nogle underlige lys. Det så ud som om, de kom nede fra vandet. Ind imellem lyste de direkte imod mig, og de var skarpe som billygter. Det viste sig at være dykkere. På strækningen mellem Hassenør og Gåshage var der mindst 10 dykkere med skarpe lamper. De jagede multer, fortalte et par stykker af dem, der var på vej i land lige, da jeg kom forbi. Jeg har lidt svært ved at tro, at multejagt med lys og harpun er lovligt – men det er åbenbart mægtig populært på de kanter.

Mørket blev mørkere.
Så jeg måtte holde mig tættere til kysten.
Hjelm fyr blev mindre og mindre synligt, og pludselig kom Ebeltoft Færgehavn til syne med alle sine mange lys. Den lille vig sydøst for færgehavnen er meget lavvandet, så dér kunne jeg ikke gå ind. Det betød, at jeg måtte krydse ud på åbent vand for at krydse over til den første mole. Der var brænding ind over det lave stykke, og der var vel en halv meter bølger ude på det åbne. Det stillede store krav til balancen, fordi bølgerne kom skråt bagfra. Da jeg havde passeret den første mole kunne jeg se hurtigfærgen, der lå inde i havnen. Klokken var næten 24, og der var ingen aktivitet at se omkring færgen overhovedet. Jeg havde ikke tjekket fartplanen, så jeg havde ingen idé om, om der pludselig skulle ankomme en færge bagfra, men jeg følte mig overbevist om, at den, der lå i havnen, ville blive liggende. Alligevel begyndt jeg at gøre mig forskellige overvejelser over værst tænkelige scenarie. Hvis jeg krydsede færgens løb og kæntrede i samme øjblik, som færgen stod ud – ville jeg så kunne nå at alarmere så færgen ikke ville kuldsejle mig? Næppe. Hvis en anden færge kom ind bagfra, ville jeg så kunne nå at passere indsejlingen i løbet af den tid, der ville gå, fra den var synlig til den var fremme? Sandsynligvis. Hvis jeg tog fejl, og færgen derinde i havnen alligevel var “ladt” og klar til affyring, hvor ville jeg så befinde mig sikrest, og hvornår ville den afgå? Det ville formentlig være sikkert nok at være et pænt stykke uden for brændingen – også selvom der skulle komme en større hækbølge end forventet. Og færgen ville jo nok afgå kl. 24.

Jeg ventede derfor i god afstand til indsejlingen indtil kl. 0.05, mens min puls steg og adrenalinen susede. Jeg havde en refleksvest liggende under agterlugen, men jeg orkede ikke, at vende om og finde den frem. Jeg ville bare gerne krydse den her indsejling, så jeg kunne finde min shelterplads og gå til ro. Da klokken var fem minutter over midnat tog jeg et kraftigt tag i pagajen og begyndte den hårdeste lille km, jeg nogen sinde har roet. Jeg roede vildt hurtigt, og jeg koncentrerede mig 120% om balancen. Jeg skiftede konstant mellem at kigge på den stilleliggende færge, det røde fyr, der markererde mit mål og over skulderen hvor snigangrebet fra en hidtil uset færge kunne komme. Jeg svedte tran, men lod mig ikke gå på. Mine stresshormoner var på mindst det tredobbelte af normalen, og mit åndedræt sad helt oppe i halsen. Min mund var tør, men jeg kunne ikke standse og drikke. Ikke endnu. Først efter det røde lys. Mere fart på. Kom så. Pulsen dunkede i mine tindinger. Hver eneste lille afvigelse i bølgernes rytme blev besvaret med en lynhurtig indånding.

Og så var jeg pludselig i mål. Det røde fyr var passeret, og jeg skulle bare i land og have pusten igen. Jeg roede derfor ind til langs molen og ind til stranden for at orientere mig, så jeg hurtigt kunne finde min shelter henne på Ahl Hage.

Da jeg havde læst kortet havde jeg været meget fokuseret på havneindløbet, som jo var det farligste sted – især i mørket. Men nu var det tid til at kigge længere hen ad ruten. Der ville være ret præcis 2,3 km hen til det sted, hvor jeg skulle gå i land for at finde shelteren. Med 5 km/t ville det altså tage lige under en halv time, så jeg tænkte, at ville forsøge at gå i land og orientere mig efter 25 minutters roning i normalt tempo. På kortet fra Syddjurs Kommune er der markeret nogle markante landmærker. Her ved Ebeltoft Færgehavn var den yderste molemølle markeret med en stjerne. “Molemølle” tænkte jeg ved mig selv. “Sjov betegnelse. Hvad mon det navn kan dække over? Det er vel ikke sådan at der går en mole 800 meter ud i vandet imemmel min rasteplads og mit overnatningssted?” Jeg kiggede grundigt på kortet. Og jo. Ganske rigtigt. En tynd sort sstreg markerede, at de fire store vindmøller er forbundet af en mole, som ikke kan forceres med kajak. Kun uden om. Så med den naturlige træthed, der gerne indfinder sig efter en kropslig kraftpræstation i blodet skulle jeg altså ikke blot 2,3 km hen langs en stille strand. Nej jeg skulle først 800 meter ud til de store, mørke bølger igen. Dernæst 800 meter ind mod kysten, så jeg kunne se, hvor jeg roede. Og så ca. 2 km mod nordvest.

Så det gjorde jeg.
Med hårdt slid slæbte jeg min trætte krop og min nu alt for tunge kajak ud i de store bølger igen, rundt om molen og ind til stranden på den anden side. Herfra roede jeg i 21 minutter, hvilket skulle give 2 km og et lille stykke. Dér gik jeg på land. Og der var absolut intet at se. Jeg lyste omkring mig, men jeg der var kun strand og skov. Ingen skilte, intet der signalerede åbning i skovbrynet. Jeg overvejede bare at slå teltet op på stranden, men nu var jeg så tæt på målet, at jeg var opsat på at finde det. Så jeg fandt min nødtelefon frem og tændte dens GPS. Den kunne fortælle mig, at jeg havde roet alt for hurtigt og derved var nået alt for langt. Jeg gik derfor i vandet igen og roede et stykke tilbage. Nok engang gik jeg på land. Tjekkede GPS’en, men jeg var stadig langt fra målet. Jeg var bestemt ikke i humør til geocaching, og min nødtelefon havde ikke ret meget strøm tilbage. Så jeg slukkede den, roede nok et stykke i den rigtige retning, gik på land igen. Tændte nødtelefonens GPS, men nu var strømmen brugt. Nødtelefonen kunne ikke vækkes til live, og jeg anede ikke, hvor tæt jeg var på shelteren. Så jeg gik på land og slog mit telt et godt stykke oppe på stranden.

Ved tretiden kunne jeg lægge mig til at sove med følgende lærdom i rygsækken.

Tag beslutningerne før du bliver træt.
Brug ikke for megen tid på at lede efter overnatningssteder efter mørkets frembrud.

For rent faktisk var det jo rigtig dumt at krydes færgens rute, når jeg ikke vidste, om færgen kom. Det var dumt at fravælge refleksvesten, selvom jeg havde den i tankerne. Det var kun mine manglende kræfter og min træthed, der fik mig til at fravælge en sikkerhedsforanstaltning. Min stresstilstand “hjalp” mig til at fokuksere på mit mål, men faktisk havde det været klogere at “give op” og vente til næste morgen med at passere færgehavnen. Jeg endte jo alligevel med at slå telt op på stranden – hvilket i øvrigt er mindst lige så hyggeligt og varmt som at sove i shelter.

En klogere kajaktripper sov sødt på Ahl Hage.

Djurslands Clinter

Etape 4, rodag 5 (19) 23/8 2012, ca. 43 km, i alt ca. 540 km.

Vestenvind skulle egentlig være en god hjælp, når man skal ro langs Fjellerup Strand og Bønnerup Strand på Djurslands nordside, men måske var det eftervirkninger af gårsdagens nordenvind, der genererede. I hvert fald fik jeg de ondeste bølger, som godt nok ikke var særligt høje, men som til gengæld poppede tilsyneladende tilfældigt op og ned og rev og sled helt uforudsigeligt i kajakken. Så jeg brugte en masse unødvendige kræfter på balancen. Længere væk fra kysten var bølgerne mere regulære, men til gengæld temmelig store, så jeg valgte at holde mig forholdsvis tæt på kysten og for det meste umiddelbart inden for den yderste revle. Jeg forsøgte at filme mit besvær med bølgerne, men det er vist mest filmens lydside, der illustrerer mine genvordigheder.

Ved Bønnerup Strand har man bygget nogle kraftige moler ca. 850 meter ud i havet, og her har man placeret et par rækker vindmøller. Det er rent energimæssigt formentlig en glimrende idé, men for kajaktrippere i stærk strandlangsgående medvind er det en udfordring. Jeg holdt mig jo netop tæt på kysten for at undgå de store bølger længere ude. Men at gå tæt på molen ville være tåbeligt. Der ville være kraftige refleksbølger, og hvis jeg kæntrede eller bare mistede styringen, ville jeg risikere at blive slynget ind mod molens sten. Så små tre km før møllerne satte jeg kursen udad for at runde molespidserne i en god afstand. Da jeg først var ude gennem brændingen ved den yderst revle, var bølgerne egentlig forholdsvis runde og regulære – og mellem 2 og 3 meter høje. De bar stik øst, hvilket vil sige skråt væk fra kysten og med Halmstad i Sverige som næste landgangssted cirka 140 km væk. Det var der nu ikke tid til at spekulere så meget over, for hele min koncentration gik med at mostå fristelsen til at surfe på de største bølger.
Af samme grund har jeg heller ingen billeder fra den del af turen, men da jeg passerede molerne så jeg, at alle lystfiskerne derinde hev deres mobiltelefoner frem og filmede løs. Så hvis én af jer med fiskestængerne læser det her, så vil jeg meget gerne have fingre i filmen.
Godt gennembanket svingede jeg i læ af den østre mole og nød det smukke solskin, mens jeg holdt frokostpause inde på stranden.
På vestsiden af Bønnerup Strand er der endnu et område med ekstremt lavt vand. Så endnu engang måtte jeg ud på åbent vand og slås med bølgerne. Heldigvis var der fortsat en vis læeffekt af molen, så umiddelbart uden for brændingen var bølgerne ca. en meter høje og helt regulære. Jeg småsurfede lidt og hyggede mig egentlig fint med det. Men så kunne jeg se, at brændingen og kysten tog hver sin retning. Det betød at bølgerne blev højere og højere og brændingen imellem mig og kysten blev kraftigere og kraftigere. Jeg var nemlig på vej ud forbi Stavnshoved Rev. Jeg kunne ikke se hvor langt jeg skulle for at komme uden om revet, men jeg det var tydeligvis længere end ude i havet end molerne fra før, hvilket ville betyde, at jeg kunne forvente flere af det høje 2-3 meterbølger, og jeg kunne risiker at skulle ind gennem brændingen sammen med dem.
Under normale omstændigheder sammen med kajaksurf-gutterne, ville det have været fantastisk. Men alene og med en fuldt lastet kajak på vej Danmark Rundt følte jeg mig ikke lokket af bølgekraften. Jeg måtte altså vælge mig et sted at gå ind gennem brændingen og så håbe på, at der var vand nok at ro i inden for revet. Bølgerne var ca. 1½ meter, da jeg besluttede mig for at gå mod land.

Jeg satte agterstavnen vinkelret på bølgerne og satte farten op. Da jeg kunne mærke en bølge løfte mig op, satte jeg ekstra fart på og forsøgte at holde mig på toppen af den uden at blive skubbet fremad. Det lykkedes fint indtil det uundgåelige skete. Bølgen brækkede under mig, og jeg og kajakken sank ned i suppen af buldrenden skum. Nu vidste jeg, hvad der ville komme næstefter. Den næste bølge. Og den ville skubbe mig hårdt fremad. Så jeg roede så hurtigt, jeg kunne indtil jeg blev indhentet af en endnu større bølge, der løftede min agterstavn og gav mig det skønneste lange surf et godt stykke ind mod kysten. Bølgen ramte perfekt og det lykkedes mig at holde kursen og udnytte hele dens kraft, indtil den også brækkede og døde hen, og jeg blev trukket en smule mod venstre. Herefter kom min surfbølges lillebror ind mod min venstre side. Den var ikke særlig høj og ikke særlig kraftfuld, men den bragte mig lige netop ud af balance, og fik mig lokket til at tage et støttetag ned i suppen i højre side, hvor der desværre ingen støtte var at finde, hvorfor jeg trimlede rundt. Jeg forsøgte selvfølgelig at rulle op igen, men forgæves. Jeg måtte ud af kajakken og svømme de sidste par hundrede meter ind med brændingen i nakken.

Pause

Solbad og pause.

Herefter var der fred og ro.
Revet skabte så megen læ for bølgerne, at det nærmest føltes som at ro i en indsø, og der var alligevel så megen vanddybde, at hækbølgen ikke bed alt for hårdt fast i bunden.
Jeg holdt pause ved Gjerrild Nordstrand med fyrtårnet og den første klint i sigte. Og så snart klinten var rundet, var det som om en ny dag var startet.
Vejret virkede blidt og mildt. Selvom vinden bar udad, fik jeg fin hjælp af dønningerne, der drejede med rundt om hjørnet, og ude i Gjerrild Bugt havde jeg oven i købet overskud til at småsurfe lidt på dem.
Klinterne er af snavset kalk på disse kanter, og deres forsøg på at holde stand mod havets konstante angreb illustreres af runde huler og store afskalninger. Jeg brugte lang tid på at ro omkring og nyde klinterne, og jeg begyndte at erkende, at det nok ville være mørkt, når jeg ville ankomme til Grenå. Det tog jeg nu ikke så tungt. Der var en fin beskrivelse af, hvor den lokale shelter skulle ligge, så jeg var meget fortrøstningsfuld.

Klint - formentlig Sangstrup Klint

Klint - formentlig Sangstrup Klint - den var i hvert fald flot.

Efter en kort snak med en lystfisker, roede jeg videre og fik hurtigt øje på Fornæs Fyr, som ligger og signalerer, at man nu er tæt på Grenå.
Jeg rundede Fornæs ret tæt på kysten, og jeg kunne tydeligt se, at der var flere mennesker til stede ude ved fyret. Én af dem var ankommet i politibil, og da jeg var tæt på, gik den uniformsklædte herre op til bilen og tændte de blå blink som et klart signal om, at jeg godt kunne indfinde mig på strandet – og det med det samme. Da jeg kom nærmere stod en flot og høj politimand i bedste Dirty Harry-Positur, og jeg forventede egentlig, at han ville sige noget i retningen af “Go ahead, punk. Make my day.” Her var altså endnu én af Djurslands Clinter.
Men der var ingen unødvendig magtudøvelse at spore i den flinke betjent, som viste sig at være min kammerat fra drengetiden, Morten. Morten var alene i bilen denne aften, fordi hans makker var syg, så han havde haft god tid til at følge mig på sin smartphone. Og så havde han gættet, at jeg nok ville være tæt på land her ved fyret. Som ansat ved ordensmagten skal man jo selvfølgelig kunne godtgøre sine dispositioner, så på Mortens Facebookprofil – og muligvis også i døgnrapporten – skrev han samme aften: “Mistænkeligt fartøj bragt til standsning ved Fornæs Fyr”. Desværre følte jeg ikke, at jeg havde så god tid, men Morten kunne heldigvis fortælle mig præcis hvor Grenåshelteren ligger, så det skulle ikke være nogen sag at finde den.

Morten

Standset af politiet ved Fornæs Fyr.

Jeg fik ret i min antagelse om, at det ville være mørkt, når jeg kom til Grenå.
Bælgmørkt.
Jeg har taget et billede, der viser, hvor mørkt der var.
Jeg startede med at ro ud forbi den yderste mole, som der stod beskrevet i bogen. Her skulle jeg så finde en redningsvej. Men der var intet at se på stranden. Når jeg roede helt tæt på kysten, kunne jeg skimte den første meter sand – resten lå hen i totalt mørke. Jeg gik i land, men fandt ingen tegn på redningsveje, som kunne bringe mig op i nærheden af det hotel, som shelteren gemmer sig bag. Derfor besluttede jeg at gå ind i havnen for at lede efter en landgangsmulighed dér. Det ville så give en lidt længere trækketur med kajakken, men jeg ville da i det mindste komme på land. Efter at have brugt rigtig lang tid på at afsøge havnebassinet for mulige landgangssteder tænkte jeg, at jeg lige kunne kigge på indersiden af ydermolen om redningsvejen skulle befinde sig dér. Det kunne jo give god mening. Og dér var den. Et tre meter bredt hul i klitten signalerede, at her startede den sandvej, som skulle føre mig til min natlogi.
Og en times tid senere lå jeg godt og trygt i soveposen.

Her er mit billede af stranden ved Grenå.

Grenå by night

Grenå by night.

Sandbankerne og pølseenden

Etape 4, rodag 4 (18) 22/8 2012, ca. 28 km, i alt ca. 497 km.

Kanaløen

Farvel til Kanaløen.


Der er selvfølgelig ikke så meget at sige om turen det sidste stykker ud af Randers Fjord. Det minder rigtig meget om turen ind – blot ser man tingene fra den anden side.
Og dog.
For da jeg roede indad var vejret stille og fredeligt, men på udturen var der mere blæst, og de forholdsvis store forskelle i vanddybden kan i den situation lave nogle pudsige bølgekombinationer.

Skib med pram og pæl.

Her kommer en pram med flere pæle til Randers Fjord.

Da jeg nåede til Udbyhøj var vinde blevet så kraftig fra øst, at jeg var i tvivl om, om jeg turde lægge mig ud i havet. Så jeg tog et forsigtigt kig rundt om færgelejet. Det så ikke så slemt ud – især ikke, hvis der viste sig at være højvande nok til at jeg kunne holde mig tæt på kysten. Og det gik fint i lang tid.

Kaffepause

Kaffepause ved Udbyhøj - glimrende landgangssted med en fin forsænket rasteplads.

Da jeg på et tidspunkt fik brug for en pause, satte jeg kurs mod et sted, hvor en lille bæk tilsyneladende løb ud i havet – det var den eneste mulighed for at komme tæt nok på land. Snart sad jeg igen trygt og godt i kajakken – og så åbnede sluserne fra ove sig for alvor.

Jeg besluttede mig for at forlænge min pause, bøjede hovedet fremover og sad og hvilede, mens regnen piskede ned over mig. Og den slags lyder selvfølgelig godt gammeldags træls. Men sådan opfattede jeg det ikke. Naturen dikterede mig en pause – den holdt jeg – og ret meget længere er historien ikke. Det er ikke hverken godt eller træls – det er bare.
Da regnene stilnede af, roede jeg videre. Ganske kort. Og så gik jeg på grund. Til højre var der et pænt stykke med ekstremt lavt vand ind mod land. Til venstre var der et pænt stykke med ekstremt lavt vand ud mod noget, der nogle steder kunne kaldes en revle og andre steder en ø, som skærmede mit lille, lave farvand mod det frådende hav. Foran mig var mindst 1 km med ekstremt lavt vand. Det efterlod mig uden valgmuligheder – jeg måtte af og trække. Jeg bandt en snor fast mellem redningsvesten og kajakken, og så begyndte jeg ellers at spadsere.

Igen kunne man godt mistænke sådan en situation for at blive en humørdræber, men endnu engang havde jeg overskud til at tage det fra den roligt konstaterende vinkel. Jeg står i den her situation. Den løser jeg.

Da jeg igen fik vand under kølen, stod jeg foran en ny beslutning.
Jeg skulle forbi skydebanen ved Hevring, og jeg havde ingen planer om at lade mig skyde.
Derfor havde jeg på forhånd drøftet dette stræk med nogle lokale sejlere, hvoraf den mest troværdige havde sagt: “De har ikke skudt derude i årevis. Du kan bare ro forbi. Det er ikke noget problem.”
Jeg tog nu alligevel kikkerten frem og kiggede ind for at se, om jeg kunne se en hævet ballon, som kunne signalere, at nogen ville til at træne med riflerne. Jeg kunne intet få øje på. Så jeg tog en rask beslutning og krydsede direkte ind over det “forbudte” område med kurs mod Lystrup Strand. Det blev en temmelig anstrengende tur med store bølger ind fra siden, da vinden nu var drejet om i nord.

Lystrup Strand

Pølseparty på Lystrup Strand

Men det viste sig alligevel at være en god plan, for på Lystrup Strand stod samtlige elever og lærere fra Vivild Efterskole og tog imod. Det var nu ikke mig, de var kommet for at opleve. Lærerne havde arrangeret et lille grillparty, og de var ikke sene til at tilbyde mig lidt rester fra de riges bord. Det passede mig fint, for så slap jeg for at skulle slutte en anstrengende dag af med madlavning. Tak til Vivild Efterskole.

Med adskillige grillede pølser og veldrejede salater i maven satte jeg mig i kajakken og roede de sidste par kilometer hen til Rygård Strand, hvor jeg kunne gå i land og lede efter shelteren. Jeg fandt en sti, som var beregnet til kørestole, men som også egner sig glimrende til kajakvogne. På den måde kom jeg op over klinten og op til shelteren. Et par ihærdige cykelturister, som i øvrigt også var på vej Danmark rundt – de var meget tæt på at have gennemført samtlige danske cykelruter – havde besat shelteren, så jeg slog teltet op, lavede kaffe og satte mig lidt med computeren.

Og så begyndte skyderiet. I et par timer var lød det ene dybe drøn af skud fra en sværkalibret riffel ovre fra Hevring. Jeg priste mig lykkelig over, at jeg ikke var kommet igennem det farlige område uden huller i kajakken, og besluttede, at i den slags sager vil jeg ikke længere tage imod lokale sejleres råd.

Ensomhed og fest

Nå, men mange har sagt til mig, at Randers Fjord er kedelig, fordi kysten langt hen ad vejen består af rørskov, der er ”buret inde” bag pæle. Noget af vejen er pælene foret med visne grantræer.
Min tur fra Randers og tilbage til Kanaløen gik forbi denne ”kedelige” strækning. Men jeg kedede mig slet ikke. Jeg så mindst 15 forskellige fuglearter i alle tænkelige størrelser fra musvåge til nogle ukendte nogen i gærdesmuttestørrelse.
Jeg lå stille og nød svalernes kompetente og intense arbejde med at reducere insektbestanden, og rovfuglen, som nok var en rørhøg, der først stod stille i luften med svirrende vinger og siden forsvandt med lynets hast ned mellem rørene.
Strømmen gik udad, så jeg selvom jeg adskillige gange lå og dasede med kikkerten, bevægede jeg mig støt og sikkert i den rigtige retning.

Poul-Erik havde fortalt mig om Randers Kommunes årlige indsamling af brugte juletræer, som bruges til foring af palisaderne. Det var en skæg detalje, syntes jeg, så jeg brugte måske en kilometer eller halvanden på at spejde ind i de hensygnende hyggespredere for at se, om Georg Jensen måske havde efterladt et enkelt industrielt aftryk derinde i form af en lille skøjte eller sådan noget. Jeg fandt dog intet guld på min vej. I stedet var der nogle tusinde plasticskilte, der bedyrede at netop dette træ var en normandsgran. Så det er nok de færreste af juletræerne på det stræk, der har spredt glæde i den mørke tid i Randers.

Mellerup Kajakklub på aftentur

Mellerup Kajakklub på aftentur

Efter en kort pause ved Uggelhuse, hvor jeg fik tanket vand nok til det næste døgn mødte jeg en fortrop fra Mellerup Kajakklub. De var ude og lufte deres spritnye NDK Explorer-kajakker, som de døjede voldsomt med at skjule deres stolthed over. Det er nu også en prægtig båd, som er værd at bruge lidt af sin misundelseskvote på.
Nærmere Mellerup dukkede resten af kajakklubbens aftenhold op, og vi fulgtes ad til Kanaløen, hvor vi holdt en lille kajak-mik med kaffe, kage og kajaksnak.

Kajakfest

Kajakfest på Kanaløen

Jeg spiste min aftensmad, slog mit telt op og var egentlig veltilpas, da jeg hørte et par sejlere råbe oppe fra grillpladsen: ”Vil du ha’ en pøls’?”
Jo, tak. Det ville jeg da gerne. Om ikke andet så for høflighedens skyld og for chancen for en god historie. De to var sejlet herud i deres motorbåd, som ellers lå i en klub inden for broen i Randers. Dét, at den ligger inden for broen, betyder at det er vandstanden, hvor Gudenåen og Randers Fjord mødes, der er afgørende for, om turen går op ad åen eller ud ad fjorden. For ved højvande kommer bådens kaleche simpelt hen for tæt på broens underside.
De to motorsejlere var flinke og hyggelige mennesker, og der er ingen tvivl om, at de nyder deres hobby. Jeg mangler dog stadig forståelse for, at motorlyd kan være en tålelig del af en naturoplevelse. Men det er jo mit problem, og det har jeg så fortsat til gode at erkende.

Erhvervsnetværk og erkendelse

Etape 4, rodag 3 (17) 21/8 2012, ca. 21 km, i alt ca. 469 km.

Dagen startede meget tidligt på Danhostel Randers, hvor jeg ikke engang nåede at få morgenmad.
I stedet drog jeg ud i et industrikvarter, hvor dagens interviewoffer, Lasse, havde inviteret mig med som gæst til møde i et erhvervsnetværk.

Netværket blev drevet af en konsulent, der sørgede for, at der var morgenmad, fagligt indhold, en siden sidst-runde og tid til at snakke. Én af de medvirkende virksomheder var en enkeltmandsvirksomhed ejet og drevet af hendes mand. En anden var en hjemmesidevirksomhed, som var ejet og drevet af hendes søn.
Det var ét af de her netværk, hvor der er brancheeksklusivitet – altså er der kun plads til én virkosmhed fra hver branche. Ideen er så, at virksomhederne skal købe hos hinanden og hevise deres kontakter til deres venner fra netværket.
Konsulentens snak var efter min mening temmelig automatisk meget fokuseret på at motivere til at handle med hinanden. Og ved runden viste det sig også, at hendes søn havde haft stor gavn af dette, da han havde fået lov til at lave flere hjemmesider for nogle af de fremmødte virksomheder – uden at falde for fristelsen til at begynde at gå i det fitnesscenter, der også var repræsenteret.

Som gæst var jeg den sidste, der skulle sige noget i runden. Jeg kunne selvfølgelig godt have opført mig pænt som gæst og udtrykt, hvor imponeret jeg var, men sandheden er, at netværksfolkene i Randers får alt for lidt ud af deres netværk. Så jeg bed i det provokerende æble og fortalte dem, hvordan det så ud udefra – vel vidende, at jeg ikke vil sælge én eneste ydelse på det.
Jeg fortalte dem, at min erfaring med netværk er, at man ikke skal fokusere på at modtage, men på at give. Man skal ikke fokusere på, hvordan man kan komme til at tjene penge på disse 20 virksomheder i netværket og så lægge hele sin kraft i at overbevise netop disse virksomheder om, at de har brug for ens ydelser.
I stedet skal man fokusere på, hvem i netværket der kan hjælpe én med at nå sine mål. Og man skal fokusere på, hvad man helt kvit og frit kan bidrage med i diskusionerne, så alle går berigede fra netværksmødet.
Det vil nemlig få den virkning, at man ikke blot har 20 potentielle kunder, men i stedet 20 gode ambasadører, som er overbeviste om, at man hører til blandt eliten på sit område. Og det er langt mere værd.

Konsulentdamen blev noget tøsefornærmet over min tale og begyndte at forsvare sig med næb og kløer, hvilket jeg egentlig godt forstår. Men jeg ved, hvad jeg så.

Ved den efterfølgende summetid over kaffen viste det sig, at ét af netværkets medlemmer kommer fra Bremdal. Og ikke nok med det. Han er vild med at ro kajak. Så hvem ved. Måske kommer der alligevel ét eller andet forretningsmæssigt fornuftigt ud af at stå alt for tidligt op i Randers. Jeg skal i hvert fald have fanget Christian i bølgen en dag til en snak om, hvordan vi kan styrke hinandens virksomheder. Så må vi se, om vi kan bidrage med noget fornuftigt til hinanden – og når du læser det her, Christian, så kan du betragte det som en invitation.

Jeg var tydeligvis så mentalt morgenuskarp, at jeg ikke fik taget ét eneste billede ved seancen.

Efter et fordrag om stemmeføring og personligt udtryk – som i øvrigt var udmærket – tog Lasse og jeg til ned til Kano- og Kajakklubben, hvor vi lavede et interview om Lasse og de tanker, han gør sig i sin bog, Livskunst for drengerøve.
Lasse er en spændende fyr, som har haft en kompliceret vej frem til at finde ro og fokus i tilværelsen, og han kommer med mange betragtninger, som vil få plads i min bog.
Og faktisk hjalp han mig også et stykke videre i min personlige erkendelse af, hvorfor jeg absolut skal rundt om Danmark i en kajak.

Lasse

Lasse - en drengerøv

En gang for nogle år siden faldt jeg over en selvudviklingsbog, som var udgivet af en a-kasse for selvstændige. Den indeholdt en række øvelser, der kunne gøre én mere opmærksom på, hvordan man kunne udvikle sin forretning. Normalt, når jeg får sådan en bog i hånden, så læser jeg den igennem og tænker: “Ja, det kunne da være meget spændende med den her øvelse…” Men jeg lader øvelserne ligge og forholder mig kun analytisk til deres kvalitet og udformning. Men i dette tilfælde kastede jeg mig over øvelserne og mod min forventning kom der faktisk noget uventet frem.

Dengang opfattede jeg mig selv mere som projektmager end som iværksætter. Jeg formulerede projekter og satte dem i søen, eller jeg koblede mig på andres projekter og red dem hjem. Nogle gange har jeg været offentligt ansat, nogle gange privat ansat, nogle gange ansat af en forening, og på et tidspunkt var den mest praktiske løsning for ét af mine projekter, at jeg stiftede en virksomhed – så det gjorde jeg. Ikke så meget pjat. Så jeg opfattede mig selv som en iværksættertype, der gerne vil gøre verden til et bedre sted at være. Det vil jeg selvfølgelig også godt – jeg vil i hvert fald helst ikke det modsatte – men testen i bogen viste noget andet.

Den viste mig, at min stærkeste drivkraft som iværksætter var en stræben efter andres anerkendelse. Ganske enkelt og primitivt. Jeg vil gerne have, at de andre kan lide mig. Jeg vil gerne kendes som dygtig. Og jeg nyder, når kunder, samarbejdspartnere, læsere, annoncører og andre anerkender det, jeg har lavet.

Men i løbet af samtalen med Lasse gik det op for mig, at mit kajaktrip har et andet mål. Jeg er ikke ude og padle for at vinde andres anerkendelse. Jeg har ikke noget behov for at nogen ser op til mig på grund af min bedrift. Jeg føler mig selvfølgelig beæret af, at nogen gider følge med her på bloggen, og især at nogen gider møde mig ude på vandet, men det er ikke det, der driver mig frem i det her projekt.
Nej, denne gang er det for min egen personlige udviklings skyld. Det er gået op for mig, at jeg ror for at finde lidt længere ind i mig selv. Det vigtigste på mine roture er de stille stunder alene, hvor tankerne er væk og hvor kun nuet er tilbage.

Den ensomme, meditative tilstand er det stof, der driver mig ud på kajaktrip igen og igen. Og jeg har stor glæde af at tage den tilstand og tilstedehed med tibage til mit daglige abejde.

Tak, Lasse Drengerøv, fordi du var fræk nok til at stille spørgsmål tilbage.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.