Erhvervsnetværk og erkendelse

Etape 4, rodag 3 (17) 21/8 2012, ca. 21 km, i alt ca. 469 km.

Dagen startede meget tidligt på Danhostel Randers, hvor jeg ikke engang nåede at få morgenmad.
I stedet drog jeg ud i et industrikvarter, hvor dagens interviewoffer, Lasse, havde inviteret mig med som gæst til møde i et erhvervsnetværk.

Netværket blev drevet af en konsulent, der sørgede for, at der var morgenmad, fagligt indhold, en siden sidst-runde og tid til at snakke. Én af de medvirkende virksomheder var en enkeltmandsvirksomhed ejet og drevet af hendes mand. En anden var en hjemmesidevirksomhed, som var ejet og drevet af hendes søn.
Det var ét af de her netværk, hvor der er brancheeksklusivitet – altså er der kun plads til én virkosmhed fra hver branche. Ideen er så, at virksomhederne skal købe hos hinanden og hevise deres kontakter til deres venner fra netværket.
Konsulentens snak var efter min mening temmelig automatisk meget fokuseret på at motivere til at handle med hinanden. Og ved runden viste det sig også, at hendes søn havde haft stor gavn af dette, da han havde fået lov til at lave flere hjemmesider for nogle af de fremmødte virksomheder – uden at falde for fristelsen til at begynde at gå i det fitnesscenter, der også var repræsenteret.

Som gæst var jeg den sidste, der skulle sige noget i runden. Jeg kunne selvfølgelig godt have opført mig pænt som gæst og udtrykt, hvor imponeret jeg var, men sandheden er, at netværksfolkene i Randers får alt for lidt ud af deres netværk. Så jeg bed i det provokerende æble og fortalte dem, hvordan det så ud udefra – vel vidende, at jeg ikke vil sælge én eneste ydelse på det.
Jeg fortalte dem, at min erfaring med netværk er, at man ikke skal fokusere på at modtage, men på at give. Man skal ikke fokusere på, hvordan man kan komme til at tjene penge på disse 20 virksomheder i netværket og så lægge hele sin kraft i at overbevise netop disse virksomheder om, at de har brug for ens ydelser.
I stedet skal man fokusere på, hvem i netværket der kan hjælpe én med at nå sine mål. Og man skal fokusere på, hvad man helt kvit og frit kan bidrage med i diskusionerne, så alle går berigede fra netværksmødet.
Det vil nemlig få den virkning, at man ikke blot har 20 potentielle kunder, men i stedet 20 gode ambasadører, som er overbeviste om, at man hører til blandt eliten på sit område. Og det er langt mere værd.

Konsulentdamen blev noget tøsefornærmet over min tale og begyndte at forsvare sig med næb og kløer, hvilket jeg egentlig godt forstår. Men jeg ved, hvad jeg så.

Ved den efterfølgende summetid over kaffen viste det sig, at ét af netværkets medlemmer kommer fra Bremdal. Og ikke nok med det. Han er vild med at ro kajak. Så hvem ved. Måske kommer der alligevel ét eller andet forretningsmæssigt fornuftigt ud af at stå alt for tidligt op i Randers. Jeg skal i hvert fald have fanget Christian i bølgen en dag til en snak om, hvordan vi kan styrke hinandens virksomheder. Så må vi se, om vi kan bidrage med noget fornuftigt til hinanden – og når du læser det her, Christian, så kan du betragte det som en invitation.

Jeg var tydeligvis så mentalt morgenuskarp, at jeg ikke fik taget ét eneste billede ved seancen.

Efter et fordrag om stemmeføring og personligt udtryk – som i øvrigt var udmærket – tog Lasse og jeg til ned til Kano- og Kajakklubben, hvor vi lavede et interview om Lasse og de tanker, han gør sig i sin bog, Livskunst for drengerøve.
Lasse er en spændende fyr, som har haft en kompliceret vej frem til at finde ro og fokus i tilværelsen, og han kommer med mange betragtninger, som vil få plads i min bog.
Og faktisk hjalp han mig også et stykke videre i min personlige erkendelse af, hvorfor jeg absolut skal rundt om Danmark i en kajak.

Lasse

Lasse - en drengerøv

En gang for nogle år siden faldt jeg over en selvudviklingsbog, som var udgivet af en a-kasse for selvstændige. Den indeholdt en række øvelser, der kunne gøre én mere opmærksom på, hvordan man kunne udvikle sin forretning. Normalt, når jeg får sådan en bog i hånden, så læser jeg den igennem og tænker: “Ja, det kunne da være meget spændende med den her øvelse…” Men jeg lader øvelserne ligge og forholder mig kun analytisk til deres kvalitet og udformning. Men i dette tilfælde kastede jeg mig over øvelserne og mod min forventning kom der faktisk noget uventet frem.

Dengang opfattede jeg mig selv mere som projektmager end som iværksætter. Jeg formulerede projekter og satte dem i søen, eller jeg koblede mig på andres projekter og red dem hjem. Nogle gange har jeg været offentligt ansat, nogle gange privat ansat, nogle gange ansat af en forening, og på et tidspunkt var den mest praktiske løsning for ét af mine projekter, at jeg stiftede en virksomhed – så det gjorde jeg. Ikke så meget pjat. Så jeg opfattede mig selv som en iværksættertype, der gerne vil gøre verden til et bedre sted at være. Det vil jeg selvfølgelig også godt – jeg vil i hvert fald helst ikke det modsatte – men testen i bogen viste noget andet.

Den viste mig, at min stærkeste drivkraft som iværksætter var en stræben efter andres anerkendelse. Ganske enkelt og primitivt. Jeg vil gerne have, at de andre kan lide mig. Jeg vil gerne kendes som dygtig. Og jeg nyder, når kunder, samarbejdspartnere, læsere, annoncører og andre anerkender det, jeg har lavet.

Men i løbet af samtalen med Lasse gik det op for mig, at mit kajaktrip har et andet mål. Jeg er ikke ude og padle for at vinde andres anerkendelse. Jeg har ikke noget behov for at nogen ser op til mig på grund af min bedrift. Jeg føler mig selvfølgelig beæret af, at nogen gider følge med her på bloggen, og især at nogen gider møde mig ude på vandet, men det er ikke det, der driver mig frem i det her projekt.
Nej, denne gang er det for min egen personlige udviklings skyld. Det er gået op for mig, at jeg ror for at finde lidt længere ind i mig selv. Det vigtigste på mine roture er de stille stunder alene, hvor tankerne er væk og hvor kun nuet er tilbage.

Den ensomme, meditative tilstand er det stof, der driver mig ud på kajaktrip igen og igen. Og jeg har stor glæde af at tage den tilstand og tilstedehed med tibage til mit daglige abejde.

Tak, Lasse Drengerøv, fordi du var fræk nok til at stille spørgsmål tilbage.

En Kommentar til Erhvervsnetværk og erkendelse

  • Poul-Erik Neergaard skriver:

    Det er dog utroligt pænt, klart og erkendende skrevet. Både med hensyn til det indelukkede netværk og om hvad der driver dig / mange mennesker. Vi er nok ofte to typer. En der søger anderkendelse på et eller andet plan, og et andet der søger egen indre ro. Der er et eller andet med genkendelse her.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.