Sandbankerne og pølseenden

Etape 4, rodag 4 (18) 22/8 2012, ca. 28 km, i alt ca. 497 km.

Kanaløen

Farvel til Kanaløen.


Der er selvfølgelig ikke så meget at sige om turen det sidste stykker ud af Randers Fjord. Det minder rigtig meget om turen ind – blot ser man tingene fra den anden side.
Og dog.
For da jeg roede indad var vejret stille og fredeligt, men på udturen var der mere blæst, og de forholdsvis store forskelle i vanddybden kan i den situation lave nogle pudsige bølgekombinationer.

Skib med pram og pæl.

Her kommer en pram med flere pæle til Randers Fjord.

Da jeg nåede til Udbyhøj var vinde blevet så kraftig fra øst, at jeg var i tvivl om, om jeg turde lægge mig ud i havet. Så jeg tog et forsigtigt kig rundt om færgelejet. Det så ikke så slemt ud – især ikke, hvis der viste sig at være højvande nok til at jeg kunne holde mig tæt på kysten. Og det gik fint i lang tid.

Kaffepause

Kaffepause ved Udbyhøj - glimrende landgangssted med en fin forsænket rasteplads.

Da jeg på et tidspunkt fik brug for en pause, satte jeg kurs mod et sted, hvor en lille bæk tilsyneladende løb ud i havet – det var den eneste mulighed for at komme tæt nok på land. Snart sad jeg igen trygt og godt i kajakken – og så åbnede sluserne fra ove sig for alvor.

Jeg besluttede mig for at forlænge min pause, bøjede hovedet fremover og sad og hvilede, mens regnen piskede ned over mig. Og den slags lyder selvfølgelig godt gammeldags træls. Men sådan opfattede jeg det ikke. Naturen dikterede mig en pause – den holdt jeg – og ret meget længere er historien ikke. Det er ikke hverken godt eller træls – det er bare.
Da regnene stilnede af, roede jeg videre. Ganske kort. Og så gik jeg på grund. Til højre var der et pænt stykke med ekstremt lavt vand ind mod land. Til venstre var der et pænt stykke med ekstremt lavt vand ud mod noget, der nogle steder kunne kaldes en revle og andre steder en ø, som skærmede mit lille, lave farvand mod det frådende hav. Foran mig var mindst 1 km med ekstremt lavt vand. Det efterlod mig uden valgmuligheder – jeg måtte af og trække. Jeg bandt en snor fast mellem redningsvesten og kajakken, og så begyndte jeg ellers at spadsere.

Igen kunne man godt mistænke sådan en situation for at blive en humørdræber, men endnu engang havde jeg overskud til at tage det fra den roligt konstaterende vinkel. Jeg står i den her situation. Den løser jeg.

Da jeg igen fik vand under kølen, stod jeg foran en ny beslutning.
Jeg skulle forbi skydebanen ved Hevring, og jeg havde ingen planer om at lade mig skyde.
Derfor havde jeg på forhånd drøftet dette stræk med nogle lokale sejlere, hvoraf den mest troværdige havde sagt: “De har ikke skudt derude i årevis. Du kan bare ro forbi. Det er ikke noget problem.”
Jeg tog nu alligevel kikkerten frem og kiggede ind for at se, om jeg kunne se en hævet ballon, som kunne signalere, at nogen ville til at træne med riflerne. Jeg kunne intet få øje på. Så jeg tog en rask beslutning og krydsede direkte ind over det “forbudte” område med kurs mod Lystrup Strand. Det blev en temmelig anstrengende tur med store bølger ind fra siden, da vinden nu var drejet om i nord.

Lystrup Strand

Pølseparty på Lystrup Strand

Men det viste sig alligevel at være en god plan, for på Lystrup Strand stod samtlige elever og lærere fra Vivild Efterskole og tog imod. Det var nu ikke mig, de var kommet for at opleve. Lærerne havde arrangeret et lille grillparty, og de var ikke sene til at tilbyde mig lidt rester fra de riges bord. Det passede mig fint, for så slap jeg for at skulle slutte en anstrengende dag af med madlavning. Tak til Vivild Efterskole.

Med adskillige grillede pølser og veldrejede salater i maven satte jeg mig i kajakken og roede de sidste par kilometer hen til Rygård Strand, hvor jeg kunne gå i land og lede efter shelteren. Jeg fandt en sti, som var beregnet til kørestole, men som også egner sig glimrende til kajakvogne. På den måde kom jeg op over klinten og op til shelteren. Et par ihærdige cykelturister, som i øvrigt også var på vej Danmark rundt – de var meget tæt på at have gennemført samtlige danske cykelruter – havde besat shelteren, så jeg slog teltet op, lavede kaffe og satte mig lidt med computeren.

Og så begyndte skyderiet. I et par timer var lød det ene dybe drøn af skud fra en sværkalibret riffel ovre fra Hevring. Jeg priste mig lykkelig over, at jeg ikke var kommet igennem det farlige område uden huller i kajakken, og besluttede, at i den slags sager vil jeg ikke længere tage imod lokale sejleres råd.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.