Djurslands Clinter

Etape 4, rodag 5 (19) 23/8 2012, ca. 43 km, i alt ca. 540 km.

Vestenvind skulle egentlig være en god hjælp, når man skal ro langs Fjellerup Strand og Bønnerup Strand på Djurslands nordside, men måske var det eftervirkninger af gårsdagens nordenvind, der genererede. I hvert fald fik jeg de ondeste bølger, som godt nok ikke var særligt høje, men som til gengæld poppede tilsyneladende tilfældigt op og ned og rev og sled helt uforudsigeligt i kajakken. Så jeg brugte en masse unødvendige kræfter på balancen. Længere væk fra kysten var bølgerne mere regulære, men til gengæld temmelig store, så jeg valgte at holde mig forholdsvis tæt på kysten og for det meste umiddelbart inden for den yderste revle. Jeg forsøgte at filme mit besvær med bølgerne, men det er vist mest filmens lydside, der illustrerer mine genvordigheder.

Ved Bønnerup Strand har man bygget nogle kraftige moler ca. 850 meter ud i havet, og her har man placeret et par rækker vindmøller. Det er rent energimæssigt formentlig en glimrende idé, men for kajaktrippere i stærk strandlangsgående medvind er det en udfordring. Jeg holdt mig jo netop tæt på kysten for at undgå de store bølger længere ude. Men at gå tæt på molen ville være tåbeligt. Der ville være kraftige refleksbølger, og hvis jeg kæntrede eller bare mistede styringen, ville jeg risikere at blive slynget ind mod molens sten. Så små tre km før møllerne satte jeg kursen udad for at runde molespidserne i en god afstand. Da jeg først var ude gennem brændingen ved den yderst revle, var bølgerne egentlig forholdsvis runde og regulære – og mellem 2 og 3 meter høje. De bar stik øst, hvilket vil sige skråt væk fra kysten og med Halmstad i Sverige som næste landgangssted cirka 140 km væk. Det var der nu ikke tid til at spekulere så meget over, for hele min koncentration gik med at mostå fristelsen til at surfe på de største bølger.
Af samme grund har jeg heller ingen billeder fra den del af turen, men da jeg passerede molerne så jeg, at alle lystfiskerne derinde hev deres mobiltelefoner frem og filmede løs. Så hvis én af jer med fiskestængerne læser det her, så vil jeg meget gerne have fingre i filmen.
Godt gennembanket svingede jeg i læ af den østre mole og nød det smukke solskin, mens jeg holdt frokostpause inde på stranden.
På vestsiden af Bønnerup Strand er der endnu et område med ekstremt lavt vand. Så endnu engang måtte jeg ud på åbent vand og slås med bølgerne. Heldigvis var der fortsat en vis læeffekt af molen, så umiddelbart uden for brændingen var bølgerne ca. en meter høje og helt regulære. Jeg småsurfede lidt og hyggede mig egentlig fint med det. Men så kunne jeg se, at brændingen og kysten tog hver sin retning. Det betød at bølgerne blev højere og højere og brændingen imellem mig og kysten blev kraftigere og kraftigere. Jeg var nemlig på vej ud forbi Stavnshoved Rev. Jeg kunne ikke se hvor langt jeg skulle for at komme uden om revet, men jeg det var tydeligvis længere end ude i havet end molerne fra før, hvilket ville betyde, at jeg kunne forvente flere af det høje 2-3 meterbølger, og jeg kunne risiker at skulle ind gennem brændingen sammen med dem.
Under normale omstændigheder sammen med kajaksurf-gutterne, ville det have været fantastisk. Men alene og med en fuldt lastet kajak på vej Danmark Rundt følte jeg mig ikke lokket af bølgekraften. Jeg måtte altså vælge mig et sted at gå ind gennem brændingen og så håbe på, at der var vand nok at ro i inden for revet. Bølgerne var ca. 1½ meter, da jeg besluttede mig for at gå mod land.

Jeg satte agterstavnen vinkelret på bølgerne og satte farten op. Da jeg kunne mærke en bølge løfte mig op, satte jeg ekstra fart på og forsøgte at holde mig på toppen af den uden at blive skubbet fremad. Det lykkedes fint indtil det uundgåelige skete. Bølgen brækkede under mig, og jeg og kajakken sank ned i suppen af buldrenden skum. Nu vidste jeg, hvad der ville komme næstefter. Den næste bølge. Og den ville skubbe mig hårdt fremad. Så jeg roede så hurtigt, jeg kunne indtil jeg blev indhentet af en endnu større bølge, der løftede min agterstavn og gav mig det skønneste lange surf et godt stykke ind mod kysten. Bølgen ramte perfekt og det lykkedes mig at holde kursen og udnytte hele dens kraft, indtil den også brækkede og døde hen, og jeg blev trukket en smule mod venstre. Herefter kom min surfbølges lillebror ind mod min venstre side. Den var ikke særlig høj og ikke særlig kraftfuld, men den bragte mig lige netop ud af balance, og fik mig lokket til at tage et støttetag ned i suppen i højre side, hvor der desværre ingen støtte var at finde, hvorfor jeg trimlede rundt. Jeg forsøgte selvfølgelig at rulle op igen, men forgæves. Jeg måtte ud af kajakken og svømme de sidste par hundrede meter ind med brændingen i nakken.

Pause

Solbad og pause.

Herefter var der fred og ro.
Revet skabte så megen læ for bølgerne, at det nærmest føltes som at ro i en indsø, og der var alligevel så megen vanddybde, at hækbølgen ikke bed alt for hårdt fast i bunden.
Jeg holdt pause ved Gjerrild Nordstrand med fyrtårnet og den første klint i sigte. Og så snart klinten var rundet, var det som om en ny dag var startet.
Vejret virkede blidt og mildt. Selvom vinden bar udad, fik jeg fin hjælp af dønningerne, der drejede med rundt om hjørnet, og ude i Gjerrild Bugt havde jeg oven i købet overskud til at småsurfe lidt på dem.
Klinterne er af snavset kalk på disse kanter, og deres forsøg på at holde stand mod havets konstante angreb illustreres af runde huler og store afskalninger. Jeg brugte lang tid på at ro omkring og nyde klinterne, og jeg begyndte at erkende, at det nok ville være mørkt, når jeg ville ankomme til Grenå. Det tog jeg nu ikke så tungt. Der var en fin beskrivelse af, hvor den lokale shelter skulle ligge, så jeg var meget fortrøstningsfuld.

Klint - formentlig Sangstrup Klint

Klint - formentlig Sangstrup Klint - den var i hvert fald flot.

Efter en kort snak med en lystfisker, roede jeg videre og fik hurtigt øje på Fornæs Fyr, som ligger og signalerer, at man nu er tæt på Grenå.
Jeg rundede Fornæs ret tæt på kysten, og jeg kunne tydeligt se, at der var flere mennesker til stede ude ved fyret. Én af dem var ankommet i politibil, og da jeg var tæt på, gik den uniformsklædte herre op til bilen og tændte de blå blink som et klart signal om, at jeg godt kunne indfinde mig på strandet – og det med det samme. Da jeg kom nærmere stod en flot og høj politimand i bedste Dirty Harry-Positur, og jeg forventede egentlig, at han ville sige noget i retningen af “Go ahead, punk. Make my day.” Her var altså endnu én af Djurslands Clinter.
Men der var ingen unødvendig magtudøvelse at spore i den flinke betjent, som viste sig at være min kammerat fra drengetiden, Morten. Morten var alene i bilen denne aften, fordi hans makker var syg, så han havde haft god tid til at følge mig på sin smartphone. Og så havde han gættet, at jeg nok ville være tæt på land her ved fyret. Som ansat ved ordensmagten skal man jo selvfølgelig kunne godtgøre sine dispositioner, så på Mortens Facebookprofil – og muligvis også i døgnrapporten – skrev han samme aften: “Mistænkeligt fartøj bragt til standsning ved Fornæs Fyr”. Desværre følte jeg ikke, at jeg havde så god tid, men Morten kunne heldigvis fortælle mig præcis hvor Grenåshelteren ligger, så det skulle ikke være nogen sag at finde den.

Morten

Standset af politiet ved Fornæs Fyr.

Jeg fik ret i min antagelse om, at det ville være mørkt, når jeg kom til Grenå.
Bælgmørkt.
Jeg har taget et billede, der viser, hvor mørkt der var.
Jeg startede med at ro ud forbi den yderste mole, som der stod beskrevet i bogen. Her skulle jeg så finde en redningsvej. Men der var intet at se på stranden. Når jeg roede helt tæt på kysten, kunne jeg skimte den første meter sand – resten lå hen i totalt mørke. Jeg gik i land, men fandt ingen tegn på redningsveje, som kunne bringe mig op i nærheden af det hotel, som shelteren gemmer sig bag. Derfor besluttede jeg at gå ind i havnen for at lede efter en landgangsmulighed dér. Det ville så give en lidt længere trækketur med kajakken, men jeg ville da i det mindste komme på land. Efter at have brugt rigtig lang tid på at afsøge havnebassinet for mulige landgangssteder tænkte jeg, at jeg lige kunne kigge på indersiden af ydermolen om redningsvejen skulle befinde sig dér. Det kunne jo give god mening. Og dér var den. Et tre meter bredt hul i klitten signalerede, at her startede den sandvej, som skulle føre mig til min natlogi.
Og en times tid senere lå jeg godt og trygt i soveposen.

Her er mit billede af stranden ved Grenå.

Grenå by night

Grenå by night.

2 Kommentarer til Djurslands Clinter

  • Michael Nyholm skriver:

    Hvad laver en mand i kajak ud for Bønnerup, i 2-3 meter høje bølger? Den slags bølger ses kun her, når der er hård til stormende kuling. Der må være tale om overdrivelse, eller total mangel på respekt for havet. Med så store bølger, er der ikke meget hjælp at hente, hvis uheldet er ude, da ikke ret mange Bønnerup både kan stævne ud grundet vejret.

    • admin skriver:

      Hej Michael
      Tak for din undren og kritik.
      2-3 meter bølger er uproblematiske i kajak, så længe man ikke er i brændingen.

      Jeg har dyb respekt for havet og dets kræfter, og denne tur gav rigtigt nok spænding og adrenalin, men jeg var ikke på noget tidspunkt i fare. Jeg har trænet selvredning med læsset kajak i bølger, så hvis jeg var kæntret, ville jeg blot stille og roligt være kravlet tilbage i kajakken.

      Men jeg indrømmer gerne, at det ikke var begynderforhold, og du får mig ikke til at anbefale andre at tage ud på de betingelser.

      Venlig hilsen
      Hans

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.