Hash og stress

Etape 4, rodag 6 (20) 23/8 2012, ca. 45 km, i alt ca. 585 km.

Morgenen i Grenå startede roligt med morgenmad i roligt tempo. På naturskolen fik jeg lov til at lade mine elektroniske fornødenheder op – det skulle senere vise sig at være godt, men ikke godt nok.
Jeg gik op i byen for at proviantere, og da jeg kom tilbage havde jeg fået gæster. Det var Morten – politimanden fra i går – der kiggede forbi, så vi lige kunne have lidt bedre til til at få indhentet de cirka 20 års hul i vores gensidige viden om hinanden.
Det var rigtig hyggeligt – også selvom det selvfølgelig forsinkede mig en smule.
Men jeg kom da afsted omkring middagstid og planen var at ro de cirka 30 km til Boeslulm Strand, hvor der i følge Syddjurs Kommunes fine kajakkort skulle være “Nye shelters med under 200 meter til vand og toilet”.
Ved Hyllested skovgårde måtte jeg undvige en dykker, der var på fisketur med sin harpun. Heldigvis havde han et dykkerflag med på slæb, så det var helt problemfrit.
Kajakruten får sin egen anmeldelse senere, så den vil jeg ikke gå i detaljer med nu, men kortet giver et glimrende grundlag for at følge med både på land og på vand.
Syd for Arnakke bliver der temmelig lavvandet ind mod kysten, så derfra måtte jeg holde en vis afstand. I praksis tog jeg et rigtig langt kryds over vigen ved Dråby strand, hvor jeg roede efter kompasset og efter en stor, markant hvid bygning, som tilsyneladende var placeret helt nede ved stranden lige hvor shelteren skulle være.
Tusmørket var ved at indfinde sig, da jeg nåede i land ved Boeslum Strand, og jeg var godt sulten. Jeg glædede mig til at komme op i shelteren og finde min suppegryde frem.
Men først skulle jeg lige udrede en misforståelse for et par meget frustrerede 10-årige piger.
“Prøv og se derovre! Der er en sæl, der er fanget i en ruse! Kan du ikke ro over og befri den? Helt ærligt! Du er nødt til at hjælpe!!”
Jeg forklarede pigerne, at sælen var en dykker med snorkel. Rusen var hans dykkerflag, og han hyggede sig og havde det rigtig godt. “Som en fisk i vandet,” fik jeg vist endda sagt.
Ingen af de mennesker, jeg mødte på stranden vidste hvor shelteren var. Det var fredag aften, og de var alle lige ankommet til det sommerhus, de havde lejet for weekenden. Jeg tog et ekstra kig på kortet og fandt frem til, at jeg måtte lidt længere hen ad stranden. Faktisk hen til den autocamper, som mit hvide sigtepunkt i virkeligheden var. Lige dér gik der en vej op mellem nogle træer og forbi et offentligt toilet, og da jeg først var nået dertil, var der ingen tvivl om, hvor shelteren var.
Jeg kunne nemlig bare gå efter lyden.
Lyden af rasende høj og virkelig dårlig musik.
Da jeg kom om til shelteren fandt jeg en flok sløve unge, som sad og røg hash. De var venlige nok og skruede lidt ned for musikken, så vi kunne snakke sammen. Men de bød mig ikke på et hvæs. Jeg spurgte, om de havde tænkt sig at overnatte, og om de havde planer for, hvor længe festen skulle vare. De havde ikke så præcise planer, og tre af dem ville overnatte, så jeg besluttede hurtigt, at jeg ikke ville slå teltet op i nærheden. Og heldigvis var der da kun 13 km til næste shelterplads.
Den ville jeg under normale forhold kunne nå på et par timer.
Klokken var omkring 21, da jeg gav mig til at spise og hvile, så ved 22 tiden under en stadig lidt lys nattehimmel kunne jeg stå til søs igen.

Det gik fint med at ro i mørket, og jeg kunne sagtens orientere mig i forhold til kysten. Også da jeg kom forbi Kobberhage og lysene inde på land tyndede ud. Så jeg roede godt til – jeg ville faktisk godt nå min destination omkring midnat.
Pludselig så jeg en stor sten stikke op af vandet umiddelbart til højre for kajakken. Den var så tæt på, at jeg måtte løfte pagajen for at undvige den. Havde jeg roet en halv meter tættere på kysten, ville jeg have ramt den for fuld kraft. OK. Det var en dårlig beslutning at ro hurtigt lige nu, så jeg satte farten ned.
Det kom mig til gavn umiddelbart efter, da jeg passerede en fluefisker næsten lige så tæt. Ham nåede jeg nu at se i god nok tid til, at jeg kunne spørge til hvor hans snøre var.
Snøren var ikke ude, så jeg kunne frit passere.
Jeg havde hele tiden kysten og Hjelm fyr at navigere efter, så i lav fart og godt humør rundede jeg Hassensør.
Langt foran mig så jeg nogle underlige lys. Det så ud som om, de kom nede fra vandet. Ind imellem lyste de direkte imod mig, og de var skarpe som billygter. Det viste sig at være dykkere. På strækningen mellem Hassenør og Gåshage var der mindst 10 dykkere med skarpe lamper. De jagede multer, fortalte et par stykker af dem, der var på vej i land lige, da jeg kom forbi. Jeg har lidt svært ved at tro, at multejagt med lys og harpun er lovligt – men det er åbenbart mægtig populært på de kanter.

Mørket blev mørkere.
Så jeg måtte holde mig tættere til kysten.
Hjelm fyr blev mindre og mindre synligt, og pludselig kom Ebeltoft Færgehavn til syne med alle sine mange lys. Den lille vig sydøst for færgehavnen er meget lavvandet, så dér kunne jeg ikke gå ind. Det betød, at jeg måtte krydse ud på åbent vand for at krydse over til den første mole. Der var brænding ind over det lave stykke, og der var vel en halv meter bølger ude på det åbne. Det stillede store krav til balancen, fordi bølgerne kom skråt bagfra. Da jeg havde passeret den første mole kunne jeg se hurtigfærgen, der lå inde i havnen. Klokken var næten 24, og der var ingen aktivitet at se omkring færgen overhovedet. Jeg havde ikke tjekket fartplanen, så jeg havde ingen idé om, om der pludselig skulle ankomme en færge bagfra, men jeg følte mig overbevist om, at den, der lå i havnen, ville blive liggende. Alligevel begyndt jeg at gøre mig forskellige overvejelser over værst tænkelige scenarie. Hvis jeg krydsede færgens løb og kæntrede i samme øjblik, som færgen stod ud – ville jeg så kunne nå at alarmere så færgen ikke ville kuldsejle mig? Næppe. Hvis en anden færge kom ind bagfra, ville jeg så kunne nå at passere indsejlingen i løbet af den tid, der ville gå, fra den var synlig til den var fremme? Sandsynligvis. Hvis jeg tog fejl, og færgen derinde i havnen alligevel var “ladt” og klar til affyring, hvor ville jeg så befinde mig sikrest, og hvornår ville den afgå? Det ville formentlig være sikkert nok at være et pænt stykke uden for brændingen – også selvom der skulle komme en større hækbølge end forventet. Og færgen ville jo nok afgå kl. 24.

Jeg ventede derfor i god afstand til indsejlingen indtil kl. 0.05, mens min puls steg og adrenalinen susede. Jeg havde en refleksvest liggende under agterlugen, men jeg orkede ikke, at vende om og finde den frem. Jeg ville bare gerne krydse den her indsejling, så jeg kunne finde min shelterplads og gå til ro. Da klokken var fem minutter over midnat tog jeg et kraftigt tag i pagajen og begyndte den hårdeste lille km, jeg nogen sinde har roet. Jeg roede vildt hurtigt, og jeg koncentrerede mig 120% om balancen. Jeg skiftede konstant mellem at kigge på den stilleliggende færge, det røde fyr, der markererde mit mål og over skulderen hvor snigangrebet fra en hidtil uset færge kunne komme. Jeg svedte tran, men lod mig ikke gå på. Mine stresshormoner var på mindst det tredobbelte af normalen, og mit åndedræt sad helt oppe i halsen. Min mund var tør, men jeg kunne ikke standse og drikke. Ikke endnu. Først efter det røde lys. Mere fart på. Kom så. Pulsen dunkede i mine tindinger. Hver eneste lille afvigelse i bølgernes rytme blev besvaret med en lynhurtig indånding.

Og så var jeg pludselig i mål. Det røde fyr var passeret, og jeg skulle bare i land og have pusten igen. Jeg roede derfor ind til langs molen og ind til stranden for at orientere mig, så jeg hurtigt kunne finde min shelter henne på Ahl Hage.

Da jeg havde læst kortet havde jeg været meget fokuseret på havneindløbet, som jo var det farligste sted – især i mørket. Men nu var det tid til at kigge længere hen ad ruten. Der ville være ret præcis 2,3 km hen til det sted, hvor jeg skulle gå i land for at finde shelteren. Med 5 km/t ville det altså tage lige under en halv time, så jeg tænkte, at ville forsøge at gå i land og orientere mig efter 25 minutters roning i normalt tempo. På kortet fra Syddjurs Kommune er der markeret nogle markante landmærker. Her ved Ebeltoft Færgehavn var den yderste molemølle markeret med en stjerne. “Molemølle” tænkte jeg ved mig selv. “Sjov betegnelse. Hvad mon det navn kan dække over? Det er vel ikke sådan at der går en mole 800 meter ud i vandet imemmel min rasteplads og mit overnatningssted?” Jeg kiggede grundigt på kortet. Og jo. Ganske rigtigt. En tynd sort sstreg markerede, at de fire store vindmøller er forbundet af en mole, som ikke kan forceres med kajak. Kun uden om. Så med den naturlige træthed, der gerne indfinder sig efter en kropslig kraftpræstation i blodet skulle jeg altså ikke blot 2,3 km hen langs en stille strand. Nej jeg skulle først 800 meter ud til de store, mørke bølger igen. Dernæst 800 meter ind mod kysten, så jeg kunne se, hvor jeg roede. Og så ca. 2 km mod nordvest.

Så det gjorde jeg.
Med hårdt slid slæbte jeg min trætte krop og min nu alt for tunge kajak ud i de store bølger igen, rundt om molen og ind til stranden på den anden side. Herfra roede jeg i 21 minutter, hvilket skulle give 2 km og et lille stykke. Dér gik jeg på land. Og der var absolut intet at se. Jeg lyste omkring mig, men jeg der var kun strand og skov. Ingen skilte, intet der signalerede åbning i skovbrynet. Jeg overvejede bare at slå teltet op på stranden, men nu var jeg så tæt på målet, at jeg var opsat på at finde det. Så jeg fandt min nødtelefon frem og tændte dens GPS. Den kunne fortælle mig, at jeg havde roet alt for hurtigt og derved var nået alt for langt. Jeg gik derfor i vandet igen og roede et stykke tilbage. Nok engang gik jeg på land. Tjekkede GPS’en, men jeg var stadig langt fra målet. Jeg var bestemt ikke i humør til geocaching, og min nødtelefon havde ikke ret meget strøm tilbage. Så jeg slukkede den, roede nok et stykke i den rigtige retning, gik på land igen. Tændte nødtelefonens GPS, men nu var strømmen brugt. Nødtelefonen kunne ikke vækkes til live, og jeg anede ikke, hvor tæt jeg var på shelteren. Så jeg gik på land og slog mit telt et godt stykke oppe på stranden.

Ved tretiden kunne jeg lægge mig til at sove med følgende lærdom i rygsækken.

Tag beslutningerne før du bliver træt.
Brug ikke for megen tid på at lede efter overnatningssteder efter mørkets frembrud.

For rent faktisk var det jo rigtig dumt at krydes færgens rute, når jeg ikke vidste, om færgen kom. Det var dumt at fravælge refleksvesten, selvom jeg havde den i tankerne. Det var kun mine manglende kræfter og min træthed, der fik mig til at fravælge en sikkerhedsforanstaltning. Min stresstilstand “hjalp” mig til at fokuksere på mit mål, men faktisk havde det været klogere at “give op” og vente til næste morgen med at passere færgehavnen. Jeg endte jo alligevel med at slå telt op på stranden – hvilket i øvrigt er mindst lige så hyggeligt og varmt som at sove i shelter.

En klogere kajaktripper sov sødt på Ahl Hage.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.