Månedsarkiv: januar 2013

Skarvenes ø

Etape 6, rodag 2 (27. rodag i alt) 31/10 2012, ca. 13 km, i alt ca. 744 km.

Da jeg vågnede på teltpladsen ved Brigsted, var det egentlig min plan at pakke forholdsvis hurtigt, så jeg kunne nå ind og vende Horsens for at købe gas og derefter ro et stykke uden for byen og finde en egnet teltplads før mørkets frembrud.
Som en del af min vågneproces ville jeg lige ned og skue lidt ud over vandet. Men der var ikke rigtig noget at skue ud over. Der, hvor jeg havde trukket kajakken på land i aftes, var der blødt mudder, og flere meter længere ude var der en flad, skummnede vandkant. Det var uvist, hvor langt der ville være at slæbe kajakken gennem mudderet, før der kom vand nok under finnen til at ro. Men med tanke på, hvor tit jeg havde ramt bunden med pagajen i aftes, gad jeg simpelt hen ikke forsøge mig.

Lavvande ved Voersø

En kop ventekaffe - pinden, som står i vandet, markerer, hvor vandkanten var for lidt siden, så vandstanden stiger.

Så jeg gav mig til at revidere min plan. Jeg havde brug for gas, så jeg var nødt til at ro et sted hen, hvor der var en butik. Det åbnede to muligheder – Horsens små 15 km i den ene retning og Snaptun små 15 km i den anden retning. Hvis jeg skulle have en chance for at nå til Vejle inden lørdag, var Snaptun det bedste bud, så jeg ringede til indehaveren af den private teltplads på Hjarnø, som kunne bekræfte, at der lå en skibsproviantering på havnen i Snaptun. Det var godt nok til mig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne købe gas dér, så kunne jeg sikkert tigge mig til en liter kogende vand til morgendagens tur, hvor jeg ville nå Juelsminde.

Jeg udnyttede tiden og vinden til at tørre teltet og det tøj, som var blevet fugtigt, mens jeg stille og roligt pakkede kajakken. Så slappede jeg af. Ringede til en kunde. Skiftede et batteri. Og kiggede op i luften.
Dér så jeg en kæmpestor rovfugl. Den stod som en silhuet mod himlen, så jeg kunne ikke se tegninger eller detaljer, men det var helt klart den største rovfugl, jeg havde set. Kamera og kikkert var uden for rækkevidde, men den svævede støt og roligt over mod Vorsø.

Jeg gik ned til vandet igen for at se, om højvandet var på vej. Det havde været højvande i havnen i Hov ved 11-tiden i går, så her inde i fjorden skulle det gerne komme ved 12-tiden i dag. Jeg kunne ikke konstatere noget, så jeg byggede en lille varde af flade sten præcis ved vandets forkant, så jeg kunne følge med i udviklingen.

Varde, der markerer ændringen i vandstanden.

Varde, der markerer ændringen i vandstanden.

Så kom der er en fyr på scooter. Han stillede sig og spejdede intenst over mod Vorsø, og jeg gik hen for at tale med ham. Han fortalte, at han stod og kiggede efter havørnen. For et par uger siden havde han været på vandring på Vorsø med en naturvejleder, som havde fortalt om det havørnepar, som havde forsøgt sig med en rede på Vorsø her i sommer. Desværre havde kragerne fået held til at spise æggene, men ørnen var der endnu.
”Du kommer for sent,” fortalte jeg. ”Den fløj forbi her lige for lidt siden.”

Vorsø er et sært naturreservat. Når man læser skiltet om, at der ikke er offentlig adgang, men at det er et rigtig spændende sted, bliver man blandt andet præsenteret for de tre fuglearter, som dominerer øen. Skarv, krager og råger. Reservatet er oprettet af en privat naturelsker i starten af sidste århundrede for at beskytte nogle fuglearter. ”…også de, der ikke almindeligvis er så velsete,” hed det. Staten overtog øen i 1935 (tror jeg nok), og har siden 1979 kørt en lad stå til-linje, der giver naturen lov til at udvikle sig helt på egne præmisser. Og det lyder faktisk som en rigtig spændende idé. Så her beskytter man altså de fugle, som anses for at være skadelige andre steder. Og et par havørne.

Først ved halvtotiden var der vand nok til at lægge fra land og selv da gik det kun med bundskrab de første kilometer. Jeg havde hovedpine og kvalme, og jeg havde ikke spist frokost endnu, selvom det egentlig ville have været naturligt at bruge noget af ventetiden på det. For første gang på min tur begyndte jeg at blive mistrøstig. Jeg tænkte, at nu kunne det være lige meget. Jeg kunne lægge kajakken i Snaptun og tage bus og tog hjem. Og så ellers lade det være nok for denne etape. Det var ikke fordi, jeg frøs, men jeg kunne slet ikke få tankerne væk fra det negative følelsesregister.
Da jeg var fri af de flade grunde og skulle til at krydse til Alrø, gik jeg på land og fandt et par Panodiler.

Det åbne vand med gode, regulære modbølger på krydset, mindede mig om, at jeg kan bekæmpe negative tankerækker ved at koncentrere mig om nuet og den næste bølge. Jeg kigger hele tiden på den næste bølge og forstiller mig, hvordan den vil påvirke kajakken. Når den enten rammer sådan som jeg forestiller mig eller ikke, så konstaterer jeg det stille og roligt, mens jeg er i gang med at vurdere den næste bølge. Når jeg har roet på den måde et stykke tid, holder jeg helt automatisk op med at tænke på bølgerne. Jeg lever bare med dem. De og jeg bliver en del af den samme lille afsluttede virkelighed.
Da jeg 12 minutter senere nåede kysten på Alrø, var de negative tanker vendt, og jeg var igen mentalt på vej til Snaptun efter gas og til Hjarnø for at sove. Hovedpinen var ikke væk, så jeg fandt mig en plet med læ og snuppede et lille hvil. Tørdragt, spraydeck, redningsvest og neoprenhue gav til sammen varme nok til at det var fint og komfortabelt bare at ligge i græsset, selvom der nok var højst 7 grader.
Jeg roede videre og forsøgte at undvige de store sten på det lave vand langs Alrøs kyst, hvilket i grove træk lykkedes. Og da sulten meldte sig, var jeg lige begyndt at krydse over til fastlandet, hvor jeg var færdig med min frokost ved 16-tiden.

På Alrø igen

På Alrø igen.

De sidste 3-4 km til Snaptun gik let og elegant, bortset fra, at jeg lige måtte af og trække over en muslingebanke, som jeg havde overset. Klokken lidt i fem gik jeg ind i Snaptun Havn, hvor én af de lokale sejlere viste mig hen til en lille trappebro, som man kunne lægge til ved, hvis man kunne kante sig ind imellem molernes stolper. Desværre kunne han også fortælle mig, at sæsonen for skibsprovianteringens åbning var forbi, og at den nærmeste butik lå i Glud. Tre km væk.
Jeg var lige oppe og snuse til havnestemningen og spejde ud over sundet, hvor alt det vand, der skal ud og ind af Horsens Fjord skal passere på kun 800 meters bredde. Det kan godt give temmelig megen strøm, men bølgerne så fornuftige ud, så jeg besluttede at det den sidste stump dagslys skulle udnyttes til at krydse, når lige færgen var passeret.

Trappebroen i Snaptun Havn.

Trappebroen i Snaptun Havn.

Men Hjarnøfærgen skulle lige afvente Endelavefærgens ankomst, så det blev faktisk helt mørkt, inden jeg var ude på åbent vand igen. Jeg lagde mig i halen af færgen, som ikke sejlede hurtigere end at jeg kunne følge med. Dér følte jeg mig tryg i forhold til eventuel anden trafik, selvom jeg ikke havde gjort noget videre ud af at gøre mig ekstra synlig. Ingen sejlere ville vel gå tæt på færgen. Desuden havde færgen og jeg hele farvandet for os selv, men det var jo ikke til at vide.

Jeg fandt hurtigt teltpladsen, som lå på bådebyggerens mark ved siden af kirken – præcis som beskrevet. Jeg fandt den bedste læ-plads. Tjekkede vejrudsigten for om vinden ville vende i løbet af natten og hentede mit grej i kajakken nede på stranden.

Og så kom Jens Jørgen – men han og de andre Hjarnøfolk er en historie for sig selv, så den må vente.

Øer i Horsens Fjord

Etape 6, rodag 1 (26 rodage i alt) 30/10 2012, ca. 28 km, i alt ca. 731 km.

Jeg var af én eller anden grund ikke så motiveret for at komme ud og ro, da jeg skulle lægge fra land i Hov, så det tog lang tid at pakke kajakken, da Kirsten var kørt med bilen ved 11-tiden. Jeg havde også fået nye og flere vandtætte poser, så det hele var pakket på en anden måde. Det betød, at jeg nu skulle finde på en ny, smart måde at have det hele med i kajakken på. På grund af årstiden fyldte mit nødtøj nu en del mere end på de andre etaper, for det skal jo stadig være sådan, at jeg kan få varmen, hvis jeg mod forventning skulle komme våd i land.

Da jeg endelig var klar til at lægge fra land, var det langt over frokosttid, så jeg fandt min mad frem. Da gik det op for mig, at jeg ikke havde fået alle mine indkøb med ud af bilen. Æv. Det betød, at jeg skulle på indkøb igen undervejs. Jeg satte mig op på en bænk for at spise, og derfra fik jeg øje på Brugsen. Så kunne jeg lige så godt ordne mine indkøb nu.
Jeg ved ikke, om det var en overspringshandling, eller om det var en rationel beslutning, men i hvert fald var klokken ét, før jeg var på vandet.

Og så snart pagajen rørte vandoverfladen, var motivationen i top, og jeg padlede løs mod mit mål, teltpladsen ved Brigsted. Det var hårdt at ro i det meget lave vand, og jeg skulle konstant være på vagt over for sten, der lå og lurepassede lige under vandoverfladen. Det nyttede ikke rigtig at ro længere udad, men fra tid til anden var der alligevel lidt vand at ro på.

Jeg mødte kun ét eneste menneske på hele turen. Det var en naturelsker, der var ude for at fotografere sæler, og han kunne fortælle mig præcis, hvordan jeg fandt min teltplads. Han kunne også berette, at det ikke ville være noget problem at ro derhen, uanset om det skulle blive lavvandet i mellemtiden. Men det bekymrede ham, at jeg ikke kunne nå derhen, før det blev mørkt. Det bekymrede ikke mig. Og da slet ikke nu, hvor jeg havde så præcis en beskrivelse af stedet.

Horsens Fjord er et farvand i udvikling. Da jeg kom forbi nogle små flade øer, der hedder Pollerne, syntes jeg, at den yderste ligesom vendte forkert. Jeg nærsturderede kortet og tjekkede kompasset, og måtte ty til min svigerfars kloge læresætning om, at ”hvis kortet ikke stemmer overens med virkeligheden, så er det virkeligheden, der gælder”. For at orientere mig mere præcist, vendte jeg min kortmappe om, så søkortet over området kom til syne. Og hov. Her var der pludselig en ekstra ø. Og den vendte på tværs af den oprindelige yderste ø. Altså præcis som i virkeligheden. Mit topografiske kort er fra 1984, mens mit søkort er nyeste udgave. På 28 år er Polstenen altså åbenbart blevet til endnu en af Pollerne – eller også har den yderste ”Polle” vendt sig 90 grader.

Jeg nåede Alrø lidt hurtigere end forventet, men det begyndte alligevel at blive mørkt, da jeg kom om på den anden side af øen. Her er der meget lavt og fyldt med sten, så jeg priste mig lykkelig for, at min kajak er lavet af plastic. En glasfiberkajak ville ikke have nydt det antal grundstødninger på store skurvende sten, som jeg var ude for her.

Mørke ved Alrø

Mørke ved Alrø

Jeg pejlede mit kryds mod fastlandet ud og fandt et lys at sigte efter. Fuldmånen gjorde, at jeg kunne aflæse kompasset uden brug af kunstigt lys, og det var godt. For da jeg var nået cirka halvvejs over krydset, slukkedes lyset i det hus, jeg sigtede efter, og jeg havde kun kompasset og min gode fornemmelse at stole på.

Det gik nu også fint. Da jeg nåede fastlandskysten fulgte jeg den cirka 3 km med meget lav fart. Det var simpelt hen svært at få vand nok til at sejle på, hvis jeg også skulle holde mig så tæt på kysten, at jeg kunne skelne vand fra land. Men det gik. Jeg havde beregnet en halv time til de 3 km, så efter 25 minutter begyndte jeg at spejde efter den vej, som skulle føre fra stranden og op til shelterpladsen.

Det viste sig helt unødvendigt at koncentrere sig om den sag, for to minutter før jeg nåede derhen, kom to mountainbikere og kørte helt ned til stranden. Netop ad den pågældende vej. De var lokalkendte, og kunne udpege shelterpladsen for mig på et splitsekund.

Det var en herlig plads.
Der var en dejlig, solid shelter, hvor jeg kunne sortere mit grej og skifte tøj, og der var en dejlig stor bålplads med tilhørende brændestak. Desværre var brændet så plaskvådt, at jeg ikke kunne få ild i det selvom jeg var meget omhyggelig med at hugge stykker af alle størrelser i rigelige mængder.

Brændehugningen og båltændingen foregik, mens jeg var ved at koge vand til min aftensmad. Men min gasflaske var næsten tom, så trykket i den var så lavt, at det ikke rigtig fik vandet i kog.
Jeg tænkte, at jeg kunne bruge gasblusset til at få varmet mit bål så meget op, at det ville kunne brænde af sig selv, så jeg lagde blusset forsigtigt ned og byggede et lille bål op omkring det. Planen var så at fjerne blusset, når træet havde fænget.
Imens hentede jeg så min anden halvbrugte gasflaske.
Det gik også ild i noget af træet, og jeg kælede kærligt for mit lille bål, så det skulle være helt klar til at klare sig selv, når jeg fjernede den kulbrintebaserede support.
Sådan gik det bare ikke.
Så snart gassen var væk, blev bålet til små gløder, der slukkedes på få minutter.

Heldigvis var der gas nok i den nye flaske til både at koge pasta og varme suppe. Suppen var en ”mild og cremet tomatsuppe”, der smagte mere af vand end af tomat, men den varmede da og gjorde kål på min sult.

Mens jeg varmede suppen faldt trykket i den anden gasflaske også til et skræmmende lavt niveau, så jeg fik ingen aftenskaffe. Jeg ville gerne kunne håbe på at have gas nok til at varme en flaske vand til morgendagens tur.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.