Skarvenes ø

Etape 6, rodag 2 (27. rodag i alt) 31/10 2012, ca. 13 km, i alt ca. 744 km.

Da jeg vågnede på teltpladsen ved Brigsted, var det egentlig min plan at pakke forholdsvis hurtigt, så jeg kunne nå ind og vende Horsens for at købe gas og derefter ro et stykke uden for byen og finde en egnet teltplads før mørkets frembrud.
Som en del af min vågneproces ville jeg lige ned og skue lidt ud over vandet. Men der var ikke rigtig noget at skue ud over. Der, hvor jeg havde trukket kajakken på land i aftes, var der blødt mudder, og flere meter længere ude var der en flad, skummnede vandkant. Det var uvist, hvor langt der ville være at slæbe kajakken gennem mudderet, før der kom vand nok under finnen til at ro. Men med tanke på, hvor tit jeg havde ramt bunden med pagajen i aftes, gad jeg simpelt hen ikke forsøge mig.

Lavvande ved Voersø

En kop ventekaffe - pinden, som står i vandet, markerer, hvor vandkanten var for lidt siden, så vandstanden stiger.

Så jeg gav mig til at revidere min plan. Jeg havde brug for gas, så jeg var nødt til at ro et sted hen, hvor der var en butik. Det åbnede to muligheder – Horsens små 15 km i den ene retning og Snaptun små 15 km i den anden retning. Hvis jeg skulle have en chance for at nå til Vejle inden lørdag, var Snaptun det bedste bud, så jeg ringede til indehaveren af den private teltplads på Hjarnø, som kunne bekræfte, at der lå en skibsproviantering på havnen i Snaptun. Det var godt nok til mig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne købe gas dér, så kunne jeg sikkert tigge mig til en liter kogende vand til morgendagens tur, hvor jeg ville nå Juelsminde.

Jeg udnyttede tiden og vinden til at tørre teltet og det tøj, som var blevet fugtigt, mens jeg stille og roligt pakkede kajakken. Så slappede jeg af. Ringede til en kunde. Skiftede et batteri. Og kiggede op i luften.
Dér så jeg en kæmpestor rovfugl. Den stod som en silhuet mod himlen, så jeg kunne ikke se tegninger eller detaljer, men det var helt klart den største rovfugl, jeg havde set. Kamera og kikkert var uden for rækkevidde, men den svævede støt og roligt over mod Vorsø.

Jeg gik ned til vandet igen for at se, om højvandet var på vej. Det havde været højvande i havnen i Hov ved 11-tiden i går, så her inde i fjorden skulle det gerne komme ved 12-tiden i dag. Jeg kunne ikke konstatere noget, så jeg byggede en lille varde af flade sten præcis ved vandets forkant, så jeg kunne følge med i udviklingen.

Varde, der markerer ændringen i vandstanden.

Varde, der markerer ændringen i vandstanden.

Så kom der er en fyr på scooter. Han stillede sig og spejdede intenst over mod Vorsø, og jeg gik hen for at tale med ham. Han fortalte, at han stod og kiggede efter havørnen. For et par uger siden havde han været på vandring på Vorsø med en naturvejleder, som havde fortalt om det havørnepar, som havde forsøgt sig med en rede på Vorsø her i sommer. Desværre havde kragerne fået held til at spise æggene, men ørnen var der endnu.
”Du kommer for sent,” fortalte jeg. ”Den fløj forbi her lige for lidt siden.”

Vorsø er et sært naturreservat. Når man læser skiltet om, at der ikke er offentlig adgang, men at det er et rigtig spændende sted, bliver man blandt andet præsenteret for de tre fuglearter, som dominerer øen. Skarv, krager og råger. Reservatet er oprettet af en privat naturelsker i starten af sidste århundrede for at beskytte nogle fuglearter. ”…også de, der ikke almindeligvis er så velsete,” hed det. Staten overtog øen i 1935 (tror jeg nok), og har siden 1979 kørt en lad stå til-linje, der giver naturen lov til at udvikle sig helt på egne præmisser. Og det lyder faktisk som en rigtig spændende idé. Så her beskytter man altså de fugle, som anses for at være skadelige andre steder. Og et par havørne.

Først ved halvtotiden var der vand nok til at lægge fra land og selv da gik det kun med bundskrab de første kilometer. Jeg havde hovedpine og kvalme, og jeg havde ikke spist frokost endnu, selvom det egentlig ville have været naturligt at bruge noget af ventetiden på det. For første gang på min tur begyndte jeg at blive mistrøstig. Jeg tænkte, at nu kunne det være lige meget. Jeg kunne lægge kajakken i Snaptun og tage bus og tog hjem. Og så ellers lade det være nok for denne etape. Det var ikke fordi, jeg frøs, men jeg kunne slet ikke få tankerne væk fra det negative følelsesregister.
Da jeg var fri af de flade grunde og skulle til at krydse til Alrø, gik jeg på land og fandt et par Panodiler.

Det åbne vand med gode, regulære modbølger på krydset, mindede mig om, at jeg kan bekæmpe negative tankerækker ved at koncentrere mig om nuet og den næste bølge. Jeg kigger hele tiden på den næste bølge og forstiller mig, hvordan den vil påvirke kajakken. Når den enten rammer sådan som jeg forestiller mig eller ikke, så konstaterer jeg det stille og roligt, mens jeg er i gang med at vurdere den næste bølge. Når jeg har roet på den måde et stykke tid, holder jeg helt automatisk op med at tænke på bølgerne. Jeg lever bare med dem. De og jeg bliver en del af den samme lille afsluttede virkelighed.
Da jeg 12 minutter senere nåede kysten på Alrø, var de negative tanker vendt, og jeg var igen mentalt på vej til Snaptun efter gas og til Hjarnø for at sove. Hovedpinen var ikke væk, så jeg fandt mig en plet med læ og snuppede et lille hvil. Tørdragt, spraydeck, redningsvest og neoprenhue gav til sammen varme nok til at det var fint og komfortabelt bare at ligge i græsset, selvom der nok var højst 7 grader.
Jeg roede videre og forsøgte at undvige de store sten på det lave vand langs Alrøs kyst, hvilket i grove træk lykkedes. Og da sulten meldte sig, var jeg lige begyndt at krydse over til fastlandet, hvor jeg var færdig med min frokost ved 16-tiden.

På Alrø igen

På Alrø igen.

De sidste 3-4 km til Snaptun gik let og elegant, bortset fra, at jeg lige måtte af og trække over en muslingebanke, som jeg havde overset. Klokken lidt i fem gik jeg ind i Snaptun Havn, hvor én af de lokale sejlere viste mig hen til en lille trappebro, som man kunne lægge til ved, hvis man kunne kante sig ind imellem molernes stolper. Desværre kunne han også fortælle mig, at sæsonen for skibsprovianteringens åbning var forbi, og at den nærmeste butik lå i Glud. Tre km væk.
Jeg var lige oppe og snuse til havnestemningen og spejde ud over sundet, hvor alt det vand, der skal ud og ind af Horsens Fjord skal passere på kun 800 meters bredde. Det kan godt give temmelig megen strøm, men bølgerne så fornuftige ud, så jeg besluttede at det den sidste stump dagslys skulle udnyttes til at krydse, når lige færgen var passeret.

Trappebroen i Snaptun Havn.

Trappebroen i Snaptun Havn.

Men Hjarnøfærgen skulle lige afvente Endelavefærgens ankomst, så det blev faktisk helt mørkt, inden jeg var ude på åbent vand igen. Jeg lagde mig i halen af færgen, som ikke sejlede hurtigere end at jeg kunne følge med. Dér følte jeg mig tryg i forhold til eventuel anden trafik, selvom jeg ikke havde gjort noget videre ud af at gøre mig ekstra synlig. Ingen sejlere ville vel gå tæt på færgen. Desuden havde færgen og jeg hele farvandet for os selv, men det var jo ikke til at vide.

Jeg fandt hurtigt teltpladsen, som lå på bådebyggerens mark ved siden af kirken – præcis som beskrevet. Jeg fandt den bedste læ-plads. Tjekkede vejrudsigten for om vinden ville vende i løbet af natten og hentede mit grej i kajakken nede på stranden.

Og så kom Jens Jørgen – men han og de andre Hjarnøfolk er en historie for sig selv, så den må vente.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.