Månedsarkiv: februar 2013

Hjarnø-Juelsminde… troede jeg

Etape 6, rodag 4 (29. rodag i alt) 2/11 2012, ca. 13 km, i alt ca. 757 km.

Efter en dejlig blæsevejrsdag på Hjarnø vågnede jeg op med fornyede kræfter til en vejrudsigt, der lovede mig, at jeg nok skulle kunne nå Juelsminde. Der skulle ikke komme nogen videre vind, og med lidt held skulle solen oven i købet også kunne finde på at titte frem.

Jeg lagde ud med at krydse direkte over til Hundshage hvor bøgetræerne danner skulpturelle figurer ud i vandet.

Herefter gik det tæt langs kysten ind i As Vig i gammelmandstempo. Jeg hyggede mig gevaldigt og følte, at jeg havde virkelig god tid.

Ved Kirkholm gik jeg på land og spiste min næstsidste skive rugbrød og min sidste dåse tun i en bålhytte ved en feriekoloni. Godt jeg snart kom til en by, hvor det ville være muligt at proviantere. Eller måske skulle jeg endda gå efter et listigt spisested? Jeg fik brugt en stor del af mit varme vand, og det gav jo ikke mening at forsøge tænde op i gasblusset. Så jeg besluttede at gå på jagt i sommerhusene efter venlige indehavere af kogegrej. Jeg skulle ikke lede længe, for om aftenen skulle der være forsinket bryllupsfest i feriekolonien, og bruden gik rundt og pyntede op.
Jeg fik fyldt termokanderne op med varmt vand, og så ville jeg videre. Jeg havde brugt så megen tid på ro og afslapning, at jeg først ville nå Juelsminde allersidst på eftermiddagen – og jeg havde ingen aftale om, hvor jeg kunne overnatte.

Jeg roede ud langs As Hoved, hvor bøgetræerne dryssede en stille regn af gyldne blade ned over mig. Det var ren idyl. Selvom der var meldt om lidt blæst, lå jeg så fint i læ, at det oplevedes som vindstille.

Men som det fremgår af denn video, varede det vindstille ikke ved. På den anden side af As Hoved stod vinden og bølgerne ind med en kraft, som lå på grænsen af, hvad jeg kan håndtere.

Jeg havde i hvert fald ikke tid til at rejse kameraet op efter at en bølge havde væltet det.

Jeg tænkte, at det måske bare var en brænding over et lavt stykke, så jeg roede ret langt ud i bølgerne, der blot forsatte deres vildskab.

Enden af det blev, at jeg måtte ro tilbage til den stille side af As Hoved og slå lejr.

Det lykkedes mig at presse gas nok ud af den tomme dåse til at få min tomatsuppe op i nærheden af 45 grader – og så kan man faktisk godt bilde sig selv ind, at man får varm mad. Senere på aftenen spiste jeg mit sidste stykke rubrød. Der var ikke mere at putte på, men rugbrød med æblejuice kan også varmt anbefales, når man har slåtet nødlejr.

Skoven på As Hoved er skøn. Jeg gik en tur over til den blæsende side for at få et overblik fra oven, så jeg bedre ville kunne vurdere bølgerne dagen efter. Det er ofte svært at se på afstand, hvor vanskelige bølgerne er, men jeg tænkte, at hvis jeg studerede bølgerne nu, ville jeg kunne se, om de var mindre, før jeg tog af sted i morgen.

Etape 6, rodag 5 (30. rodag i alt) 3/11 2012, ca. 9 km, i alt ca. 766 km.

Den næste morgen var alt stille.
Jeg gik min skovtur igen og hilste på et par rådyr og et par harer. Bølgerne var markant mindre, så jeg besluttede at pakke sammen og sætte kursen mod Juelsminde.

Her blev jeg samlet op af hele min familie, som havde inviteret mig i teateret i Fredericia – og selvom Aladin var en glimrende forestilling, har det jo ikke meget med kajaktrip at gøre.

Kong Hjarnes ø

Etape 6, rodag 3 (28. rodag i alt) 1/11 2012, 0 km, i alt ca. 744 km.

Kong Hjarne blev efter noget bøvl omkring tronen forvist til denne ø, hvor han muligvis ligger begravet sammen med en flok af sine bedste folk under nogle flotte skibssætninger. I hvert fald har han givet navn til Hjarnø i udkanten af Horsens Fjord – lige ud for Snaptun.

Det fandt jeg ud af, fordi vejret forærede mig en god dag på denne smukke ø.

Mit positive indtryk af øen startede egentlig aftenen før, da jeg lige skulle til at stille mit telt op, og en jæger råbte mig an: ”Hvem er dér,” spurgte han. Jeg gav mig selvfølgelig til kende, og næsten før jeg nåede at fortælle om mig selv, spurgte han, om der var noget, jeg manglede. Tjah. Jeg manglede jo gas. Men det forekom ikke sandsynligt, at han havde gas, der passede til mit blus liggende. Det mente han nu nok, han havde, så han ville lige køre hjem efter det – og en kande kaffe. Det var Jens Jørgen.

Min lejr på Hjarnø

Lejr i læ bag et par af øens ganske få træer.

Da jeg havde slået teltet op gik jeg over til kirkens toiletbygning for at vaske mig og skifte til mit lejrtøj. Den svedige tørdragt og det tilsvarende tøj lod jeg hænge på knagerne. Sandsynligheden for at det ville nå at genere nogen, før jeg fik ryddet det af vejen var forsvindende lille.

Da jeg vendte tilbage til teltet på marken ved siden af, holdt Jens Jørgen der allerede igen med to 11kg gasflasker og adskillige forskellige dyser og forskruninger, der kunne sluttes til. Men ingen, der passede til mit blus. Det var han tydeligt ked af. Han ville gerne have hjulpet. Da han igen spurgte, om der var mere, han kunne hjælpe med, sagde jeg, at hvis jeg kunne komme på nettet et sted, ville det være en stor fordel. Jeg havde ikke haft lejlighed til at tjekke mails i et par dage, og jeg havde lige sat gang i et nyt projekt, som godt kunne give lidt ekstra oprydning i mailboxen.

Gæs på Hjarnø

Jeg fik aldrig fotograferet Jens Jørgen, men her er hans gæs.

”Jamen så skal du jo sætte dig ind i bilen og komme med hjem til mig,” sagde han resolut. Som sagt, så gjort. Jeg hentede lige alt mit elektronik nede i kajakken og så gik det ellers mod øens østende. Vi snakkede godt og hyggeligt, mens jeg fik nogle mails af vejen. Han bød på ostemadder, og han fortalte om sig selv og sin kone, der var dybt engageret i forskellige landdistriktsprojekter. Jens Jørgen selv er folkeskolelærer for nogle teenagere, som han holder rigtig meget af.

Han fortalte om øen, og det stod hurtigt klart, at han kendte alle andre på øen. ”Kender du også graveren,” spurgte jeg, for jeg ville godt have lov til at flytte mit tøj fra toilettet og ind i graverens skur, hvor der var lidt lunere. ”Ja, det er min bror,” svarede han, og så ringede han og fik den aftale på plads for mig. Jeg skulle bare love ikke at stjæle af kirkesølvet. Jeg måtte også gerne gå ind i kirken og lune mig lidt, hvis jeg fik brug for det. Lige som skuret var den heller ikke låst.

Farvandsudsigten for området nord for Fyn var bestemt ikke gunstig den følgende dag. Der ville være op til 14 sekundmeter vind og bølger på en meter til halvanden. I 6-8 graders varme og ukendt farvand var det ikke noget for min smag, så jeg besluttede at ligge en dag over og udforske Hjarnø lidt.

Bølger

14 sekundmeter og stenet strand - og selv da ser bølgerne ikke ud af noget særligt på et fotografi. Men jeg skulle i hvert fald ikke derud.

Den næste morgen startede med, at Jens Jørgen holdt i sin bil ved siden af teltet. ”Godmorgen. Så er der kaffe,” sagde han – og så kørte han afsted på arbejde. Lidt senere var hans bror, Gunnar, henne og ringe solen op, men jeg fik ikke lige hilst på ham.

Jeg spiste min morgenmad i teltet, tog tøj på, og tog en kop af Jens Jørgens frisklavede kaffe med udenfor i blæsten. Mens jeg stod og spejdede ud over vanet, nærmede en mand sig. Jeg fik aldrig hans navn, men han var pædagog på et botræningssted inde i Horsens, og han var så søsvag, at selv de 5 minutter med færgen kunne få ham til at få det dårligt. Men efter en lang række af ferier på campingpladsen var han nu flyttet fast herover. Den skønne natur og freden og roen trak mere op i regnskabet end bølgerne kunne trække ned.
Han fortalte om øens gode sammenhold, og om hvordan både jægere og ikke-jægere samledes om hare- og fasanjagt tre gange om året. Pædagogen her har job som byttebærer ved de lejligheder. Ræve kommer kun, når der er is, og de bliver hurtigt skudt væk. Harer og fasaner er der fælles jagt på, og der bliver kun skudt det antal, som jægerne bliver enige om på forhånd. Så øen bugner af vildt. Det kunne jeg også selv konstatere på min naturtur rundt på øen, hvor den ene hare efter den anden fasan lod sig jage op, når jeg nærmede mig.

Jeg fortalte om mit gasproblem, og at jeg havde tænkt mig at forsøge at løse det ved at besøge campingpladsen. Selvom den var lukket for i år, kunne det jo være, at de havde en enkelt flaske stående, som jeg kunne lokke dem til at sælge. ”Så skal du nok skynde dig, for jeg så, at Susanne tog af sted på arbejde i går formiddags. Det skal hun måske også i dag,” sagde den venlige pædagog.

Så vi lukkede samtalen af, og jeg begav mig afsted på min vandring med campingpladsen som første mål. Her var Susanne netop på vej på cykel ud af gårdspladsen, men da hun øjnede en chance for at hjælpe en fremmed, vendte hun straks om og begyndte at gennemsøge den lille butik for gasflasker. ”De hører til på den hylde derovre, men jeg ved altså ikke, hvor vi har stillet dem.” Efter nogle minutter dukkede en flaske op, men den var af en forkert type. Så gik turen ud i mandens værksted, hvor endnu en fejlflaske fandt dagens lys. ”Nå, men så ved jeg, hvad vi gør,” sagde Susanne campingmutter. Og så låste hun mig ind i campistkøkkenet og viste mig gasblussene dér. ”Du kan komme her op og lave din mad, når du har brug for det. Jeg lader døren stå ulåst, så kan du bare klare dig selv.” Og så viste hun mig gryderne og panderne. Hun tjekkede, at gassen fungerede, og at der var vand i hanen. Og jeg kunne begive mig videre ud på min Hjarnøtur med alle mine problemer løst.

Hjarnø er en dejlige lille ø med meget sparsom beplantning, så man kan se vand næsten overalt. Ved østkysten kunne jeg konstatere, at det absolut ikke var kajakvejr. Der var skum på havbølgerne så langt ud øjet – og kikkerten – rakte, og der var en kraftig brænding ind mod stranden, der bestod af store sten.

Jeg fik set skibssætningerne, hvor Kong Hjarne måske er stedt til hvile og jeg fik set en overflod af forskellige fugle. Og frem for alt fik jeg masser af dejlig saltholdig luft i ansigtet, mens mit tøj var varmt og vindtæt nok til at holde ubehaget fra døren. Jeg var tilbage ved teltet ved frokosttid, så jeg fandt noget mad og tog det med på resten af min rundtur på øen.

Kong Hjarnes skib

Kong Hjarnes skib

Færgemanden lod mig se vejrudsigt inde på hans fjernsyn, og han kunne forvisse mig om, at vind og vejr i morgen ville være væsentligt mere kajakegnet – fuldstændig som jeg selv havde set det hos Jens Jørgen aftenen før.

Hjarnøfærgen

Færgemand på arbejde.

Resten af eftermiddagen tilbragte jeg med at arbejde på min computer henne i graverens skur, indtil jeg gik på campingpladsen for at lave aftensmad.

Kok

Kokken i campingkøkkenet.

På trods af hårdt vejr har Kong Hjarnes ø vist sig fra sin allersmukkeste side – nemlig den side, der kommer frem, når mennesker gider tage sig godt af fremmede.

Velbekomme

Tak til Hjarnøs befolkning for en dejlig dag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.