Kong Hjarnes ø

Etape 6, rodag 3 (28. rodag i alt) 1/11 2012, 0 km, i alt ca. 744 km.

Kong Hjarne blev efter noget bøvl omkring tronen forvist til denne ø, hvor han muligvis ligger begravet sammen med en flok af sine bedste folk under nogle flotte skibssætninger. I hvert fald har han givet navn til Hjarnø i udkanten af Horsens Fjord – lige ud for Snaptun.

Det fandt jeg ud af, fordi vejret forærede mig en god dag på denne smukke ø.

Mit positive indtryk af øen startede egentlig aftenen før, da jeg lige skulle til at stille mit telt op, og en jæger råbte mig an: ”Hvem er dér,” spurgte han. Jeg gav mig selvfølgelig til kende, og næsten før jeg nåede at fortælle om mig selv, spurgte han, om der var noget, jeg manglede. Tjah. Jeg manglede jo gas. Men det forekom ikke sandsynligt, at han havde gas, der passede til mit blus liggende. Det mente han nu nok, han havde, så han ville lige køre hjem efter det – og en kande kaffe. Det var Jens Jørgen.

Min lejr på Hjarnø

Lejr i læ bag et par af øens ganske få træer.

Da jeg havde slået teltet op gik jeg over til kirkens toiletbygning for at vaske mig og skifte til mit lejrtøj. Den svedige tørdragt og det tilsvarende tøj lod jeg hænge på knagerne. Sandsynligheden for at det ville nå at genere nogen, før jeg fik ryddet det af vejen var forsvindende lille.

Da jeg vendte tilbage til teltet på marken ved siden af, holdt Jens Jørgen der allerede igen med to 11kg gasflasker og adskillige forskellige dyser og forskruninger, der kunne sluttes til. Men ingen, der passede til mit blus. Det var han tydeligt ked af. Han ville gerne have hjulpet. Da han igen spurgte, om der var mere, han kunne hjælpe med, sagde jeg, at hvis jeg kunne komme på nettet et sted, ville det være en stor fordel. Jeg havde ikke haft lejlighed til at tjekke mails i et par dage, og jeg havde lige sat gang i et nyt projekt, som godt kunne give lidt ekstra oprydning i mailboxen.

Gæs på Hjarnø

Jeg fik aldrig fotograferet Jens Jørgen, men her er hans gæs.

”Jamen så skal du jo sætte dig ind i bilen og komme med hjem til mig,” sagde han resolut. Som sagt, så gjort. Jeg hentede lige alt mit elektronik nede i kajakken og så gik det ellers mod øens østende. Vi snakkede godt og hyggeligt, mens jeg fik nogle mails af vejen. Han bød på ostemadder, og han fortalte om sig selv og sin kone, der var dybt engageret i forskellige landdistriktsprojekter. Jens Jørgen selv er folkeskolelærer for nogle teenagere, som han holder rigtig meget af.

Han fortalte om øen, og det stod hurtigt klart, at han kendte alle andre på øen. ”Kender du også graveren,” spurgte jeg, for jeg ville godt have lov til at flytte mit tøj fra toilettet og ind i graverens skur, hvor der var lidt lunere. ”Ja, det er min bror,” svarede han, og så ringede han og fik den aftale på plads for mig. Jeg skulle bare love ikke at stjæle af kirkesølvet. Jeg måtte også gerne gå ind i kirken og lune mig lidt, hvis jeg fik brug for det. Lige som skuret var den heller ikke låst.

Farvandsudsigten for området nord for Fyn var bestemt ikke gunstig den følgende dag. Der ville være op til 14 sekundmeter vind og bølger på en meter til halvanden. I 6-8 graders varme og ukendt farvand var det ikke noget for min smag, så jeg besluttede at ligge en dag over og udforske Hjarnø lidt.

Bølger

14 sekundmeter og stenet strand - og selv da ser bølgerne ikke ud af noget særligt på et fotografi. Men jeg skulle i hvert fald ikke derud.

Den næste morgen startede med, at Jens Jørgen holdt i sin bil ved siden af teltet. ”Godmorgen. Så er der kaffe,” sagde han – og så kørte han afsted på arbejde. Lidt senere var hans bror, Gunnar, henne og ringe solen op, men jeg fik ikke lige hilst på ham.

Jeg spiste min morgenmad i teltet, tog tøj på, og tog en kop af Jens Jørgens frisklavede kaffe med udenfor i blæsten. Mens jeg stod og spejdede ud over vanet, nærmede en mand sig. Jeg fik aldrig hans navn, men han var pædagog på et botræningssted inde i Horsens, og han var så søsvag, at selv de 5 minutter med færgen kunne få ham til at få det dårligt. Men efter en lang række af ferier på campingpladsen var han nu flyttet fast herover. Den skønne natur og freden og roen trak mere op i regnskabet end bølgerne kunne trække ned.
Han fortalte om øens gode sammenhold, og om hvordan både jægere og ikke-jægere samledes om hare- og fasanjagt tre gange om året. Pædagogen her har job som byttebærer ved de lejligheder. Ræve kommer kun, når der er is, og de bliver hurtigt skudt væk. Harer og fasaner er der fælles jagt på, og der bliver kun skudt det antal, som jægerne bliver enige om på forhånd. Så øen bugner af vildt. Det kunne jeg også selv konstatere på min naturtur rundt på øen, hvor den ene hare efter den anden fasan lod sig jage op, når jeg nærmede mig.

Jeg fortalte om mit gasproblem, og at jeg havde tænkt mig at forsøge at løse det ved at besøge campingpladsen. Selvom den var lukket for i år, kunne det jo være, at de havde en enkelt flaske stående, som jeg kunne lokke dem til at sælge. ”Så skal du nok skynde dig, for jeg så, at Susanne tog af sted på arbejde i går formiddags. Det skal hun måske også i dag,” sagde den venlige pædagog.

Så vi lukkede samtalen af, og jeg begav mig afsted på min vandring med campingpladsen som første mål. Her var Susanne netop på vej på cykel ud af gårdspladsen, men da hun øjnede en chance for at hjælpe en fremmed, vendte hun straks om og begyndte at gennemsøge den lille butik for gasflasker. ”De hører til på den hylde derovre, men jeg ved altså ikke, hvor vi har stillet dem.” Efter nogle minutter dukkede en flaske op, men den var af en forkert type. Så gik turen ud i mandens værksted, hvor endnu en fejlflaske fandt dagens lys. ”Nå, men så ved jeg, hvad vi gør,” sagde Susanne campingmutter. Og så låste hun mig ind i campistkøkkenet og viste mig gasblussene dér. ”Du kan komme her op og lave din mad, når du har brug for det. Jeg lader døren stå ulåst, så kan du bare klare dig selv.” Og så viste hun mig gryderne og panderne. Hun tjekkede, at gassen fungerede, og at der var vand i hanen. Og jeg kunne begive mig videre ud på min Hjarnøtur med alle mine problemer løst.

Hjarnø er en dejlige lille ø med meget sparsom beplantning, så man kan se vand næsten overalt. Ved østkysten kunne jeg konstatere, at det absolut ikke var kajakvejr. Der var skum på havbølgerne så langt ud øjet – og kikkerten – rakte, og der var en kraftig brænding ind mod stranden, der bestod af store sten.

Jeg fik set skibssætningerne, hvor Kong Hjarne måske er stedt til hvile og jeg fik set en overflod af forskellige fugle. Og frem for alt fik jeg masser af dejlig saltholdig luft i ansigtet, mens mit tøj var varmt og vindtæt nok til at holde ubehaget fra døren. Jeg var tilbage ved teltet ved frokosttid, så jeg fandt noget mad og tog det med på resten af min rundtur på øen.

Kong Hjarnes skib

Kong Hjarnes skib

Færgemanden lod mig se vejrudsigt inde på hans fjernsyn, og han kunne forvisse mig om, at vind og vejr i morgen ville være væsentligt mere kajakegnet – fuldstændig som jeg selv havde set det hos Jens Jørgen aftenen før.

Hjarnøfærgen

Færgemand på arbejde.

Resten af eftermiddagen tilbragte jeg med at arbejde på min computer henne i graverens skur, indtil jeg gik på campingpladsen for at lave aftensmad.

Kok

Kokken i campingkøkkenet.

På trods af hårdt vejr har Kong Hjarnes ø vist sig fra sin allersmukkeste side – nemlig den side, der kommer frem, når mennesker gider tage sig godt af fremmede.

Velbekomme

Tak til Hjarnøs befolkning for en dejlig dag.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.