Månedsarkiv: marts 2013

Sejle op ad åen

Etape 7, rodag 1 (31. rodag i alt) 25/2 2013, ca. 45 km, i alt ca. 811 km.

En kort etape på kun tre dage tog sin begyndelse i Hornum ved Hornsyld, hvor jeg havde overnattet hos Johnny – en anden kajakgal mand. Johnny havde jeg mødt via dba.dk, hvor han havde en pagaj til salg, som jeg gerne ville prøve. Før vi var færdige med at snakke om prøvetur med pagajen, havde Johnny allerde nået at tilbyde, at jeg kunne overnatte hos ham, hvis det blev nødvendigt – og senere fik vi også aftalt, at han kom med på en del af turen. Herligt.

Pagajen var en Werner Corryecken på 220 cm og med et blad på størrelse med grabben på en mellemstor gummiged. Det er med andre ord en rigtig mandfolkepagaj for stærke roere, der nyder at trække sig frem med lange, seje træk i en forholdsvis lav kadance – og sådan en roer er jeg.

Jeg overnattede hos Johnny natten før etapestart, så vi kunne tage af sted fra morgenen. Johnny havde arrangeret to biler – den ene stillede vi på parkeringspladsen ved Dauggård Strand og den anden – med kajakkerne på – kørte vi til Juelsminde, hvor jeg pakkede min nye kajak for første gang.

Jeg har købt en brugt Tahe Marine Reval Viking på 583 cm med både ror og finne. Den er tænkt som en ekspeditionskajak, og der er da også væsentligt mere plads unde dæk end i min Wilderness Tempest. Jeg var spændt på, hvordan den ville opføre sig med tungt læs og i bølger – jeg havde nemlig kun nået at prøve den med ca. 20 kg vanddunke i roligt vejr hjemme på Limfjorden.

Lige fra start lå den fantastisk dejligt i vandet. Den lange vandlinje gør den lidt bøvlet at styre, hvor der ikke er så god plads, men her hjælper roret rigtig godt. Til gengæld er roret irriterende ude på åbent vand, fordi det stort set sætter styretag og kantning ud af kraft. Men så kan man jo bare bruge finnen.

Johnny i kajak

Der var lidt buler på vandet.

Vinden kom fra nordøst og lavede gode bølger så snart vi var uden for havnen. De største af dem var vel omkring en meter. Min tunge kajak gled fint, og helt uproblematisk. Ved tangen syd for Juelsminde var der en pæn brænding, som sendte skummende bølger ind over dækket. En enkelt af dem var tæt på at overmande mig, men så fik jeg da konstateret, at kajakken også lader sig rette op ved hjælp af støttetag.

Træskohage Fyr

Min nye kajak, pagaj på prøve og Træskohage Fyr.

Johnny og jeg havde en herlig tur ind forbi Træskohage Fyr. Undervejs på turen delte vi kajakhistorier til den store guldmedalje, og jo længere vi kom ind i fjordens beskyttede miljø des blidere blev bølgerne. De små 25 km til Dauggård Strand gik som en leg. Her gav bådelaugets bestyrelseslokale i form af en skurvogn læ til min frokost, da vi havde fået bakset Johnnys kajak op på bilen.

Skurvogn

Ægte skurvognsstemning i bådelaugets bestyrelseslokale.

Efter frokosten følte jeg mig helt klar til de sidste godt 10 km til Vejle. Jeg var ikke helt så sikker på, hvad kræfterne ville sige til de 5 km op ad Vejle å, som var nødvendige for at nå vandrerhjemmet – men det måtte tiden jo vise.

Snart kom Vejlefjordbroen til syne. Der er noget fascinerende over så stort et bygningsværk. Det er vanskeligt at bedømme afstanden derhen, fordi man ikke rigtig kan sammenligne med noget, man kender størrelsen på. I hvert fald ikke før, man ser lastbilerne glide som langsomt hen over broen som en mariehøne på et strå. Sådan en bro er virkelig et markant mærke i landskabet. Når man kommer tættere på, begynder larmen. Det er paradoksalt at bevæge sig fredeligt over vandet langs et skønt bakkelandskab til lyden af Jyllands vigtigste transportvej mellem nord og syd. I starten er det en konstant baggrundsrumlen, men jo tættere man kommer på des oftere kan man adskille en enkelt lastbil der accellererer, eller en hidsig japansk motorcykel, der klager sig over det alt for sløve tempo.
I min optik er Vejlefjordbroen lige så afskyelig, som den er smuk og effektiv. Og så taler man endda om at bygge én mere.

Da jeg endelig nåede hen til broen, så jeg, at den havde samlet sig en bræmme af grødis. Jeg roede omtrent ud til tredje fag, hvor jeg tænkte at grøden måtte være tyndest, og angreb. Grødisen blev tykkere og sejere jo længere jeg nåede ind i den, og ca. 20 meter inde var den næsten helt fast. Jeg erkendte, at jeg enten måtte ud i sejlrenden eller på land. Sejlrenden ville jeg ikke risikere, for jeg vidste ikke, om der kom trafik, og jeg vidste ikke, om jeg kunne finde et sted at tage kajakken op, når jeg nåede ind i havnen. Så jeg gik på land.

Grødis i Vejle Fjord

Grødis med klumper...

Jeg ringede til havnefogeden i Vejle Havn, og han fortalte mig, at hele havnen var fyldt med is. Der var ingen chance for at sætte kajakken i, før åen.

OK – så måtte jeg jo spadsere. Jeg monterede hjulene på kajakken og lastede om, så de kom ligevægt, og så begyndte jeg at trække kajakken op til en cykelsti, som gik ind mod byen. Mit kort afslørede ikke nogen oplagte isætningssteder i åen, men jeg havde set billeder af en trappe ved Bryggen, der mindede om den trappe, som jeg havde brugt ved Nytorv i Aalborg, så den ville jeg gå efter. Der var 2-3 kilometer, og selvom kajakken nok vejer omkring 60 kg med hele oppakningen, var jeg fortrøstningsfuld.

Kajak på hjul

Kajakken på hjul - nu på vestsiden af Vejlefjordbroen.

Lige før den første bakke skulle til at blive rigtig stejl holdt jeg en pause og satte mig på en bænk. Så kom der en cyklist og standsede. Han kiggede beundrende på kajakken, og fortalte, at han selv har en Vivianne, som er en anden rigtig lang model (dog 2 cm kortere end min Reval Viking). Han havde også store ekspeditonsplaner, men han havde ikke taget beslutningerne om, hvordan de skulle føres ud i livet.
Til gengæld kunne han fortælle, at der var åbent vand helt over til åens udløb lige rundt om hjørnet, hvis jeg tog en lille sti i stedet for at gå op over bakken. Jeg var lidt skeptisk og viste ham, at mågerne jo kunne gå på vandet. ”Det er rigtig nok,” sagde han, ”men lige der omme holdt jeg stille og kiggede på dykænder – og de kan altså ikke dykke, hvis der er is.” Det argument overbeviste mig, og jeg gik de få hundrede meter om til en lille strand, hvor jeg kunne sætte kajakken i og ro over til Vejle Ås udløb.

Jeg mærkede selvfølgelig strømmen med det samme. Den havde et godt tag i kajakken, men det var ikke så slemt. Farten var ikke noget at prale af, men jeg kom da fremad. Klokken var hen ad fem, da jeg nåede trappen ved Bryggen, så dér gik jeg ind og spiste en smule.

Ved Bryggen i Vejle

Ved Bryggen i Vejle

Og så sejlede jeg op ad åen med den helt rigtige melodi kørende inde i hovedet. Langs åen var så jeg masser af mennesker, som hver især brugte vandet til at skabe lidt glæde i livet. En flok alkoholikere havde valgt en bænk med å-udsigt. En gammel mand havde sit barnebarn med ude og kaste brød efter ænderne. Og motitonsløbere med og uden hunde sled stier og såler tynde langs åen.

Efter kort tid når man uden for byens miljø, og naturen tager over. Tusmørket satte ind og fuldmånen begyndte så småt at overtage solens funktion. Dog var den ikke i stand til at opretholde temperaturen helt oppe på frysepunktet, men den gav et meget fint lys over åen. Men helt ærligt, Vejle. Hvorfor har I lagt jeres fine å lige op ad en befærdet vej. Jeg hørte ikke én eneste fugl, bortset fra en enkelt andrik, der opdagede mig for sent og rappede hidsigt, mens den fløj 20 meter længere op ad åen. Der var en konstant motorlarm, som selvfølgelig også skar ekstra kraftigt igennem i det helt stille og frostklar vejr.

Johnny havde fortalt mig, at jeg ville komme til et strømfald, hvor der godt kunne være lidt modstand i åen. Det kom lige ved et dambrug. Jeg opdagede det ved at jeg pludselig sejlede baglæns, selvom jeg roede fremad i samme tempo som hidtil. Selvfølgelig var der også krusninger på vandet som afslørede at åen spillede lidt ekstra med musklerne her. Jeg havde lidt svært ved at styre, så jeg slog roret ned. Eller det vil sige, jeg løsnede snoren, som holder roret oppe, uden at det havde nogen effekt. Jeg måtte erkende, at jeg måtte nøjes med at styre med kantning og styretag – finnen havde ingen mærkbar effekt, for der var jo helt vindstille, og kajakkens lange vandlinje sørger fint for retningsstabiliteten i sig selv. Jeg satte ekstra fart på og fik kæmpet mig igennem strømfaldet og op til et roligere og bredere område igen.

Åens brinker var bløde, så jeg kunne ikke gå på land og få repareret roret. Derfor gik det nogle kilometer endnu i regulær slingrekurs, mens det blev helt mørkt. Men ved syvtiden tvang én af mine basale kropsfunktioner mig til at trodse de utilgængelige brinker og gå i land. Her var jeg glad for mørket og ensomheden, for den landgang blev absolut ikke elegant. Jeg fandt et sted, hvor brinken var ca. 20 cm høj i en meters bredde, og lagde mig så tæt ind til den som jeg kunne, fordi jeg ville forsøge at bruge den som landgangsbro. Der var præcis så megen struktur i brinken, at jeg kunne holde fast i den, men jeg kunne ikke trække mig op på den. I stedet trådte jeg ned i vandet, som var ca. 40 cm dybt her og søgte efter fodfæste i den mudrede bund. Det lykkedes heldigvis, og mens jeg med den ene hånd forhindrede kajakken i at følge strømmen tilbage til Vejle Fjord, brugte jeg den anden arm til at møve mig på maven op over brinken. Nu havde jeg fodfæste og kunne trække kajakken op.
Roret sad fast. Jeg ved ikke, om det var is eller snavs, men fjederbelastningen fungerede slet ikke. Men jeg kunne da tvinge det ned i vandet, og så tænkte jeg, at jeg kunne reparere det i morgen, når det var lyst.

Spejlet i værelse 14 på Danhostel Vejle

Det første, man møder på værelse 14 hos Danhostel Vejle er et højt spejl - skræmmende...

Et velfungerende ror er en stor hjælp ved åsejlads med så lang en båd. Jeg kæmpede mig over endnu et strømfald, men vidste, at jeg nu var meget tæt på broen nær Skibet Kirke, som markerede mit landgangssted. Den kunne komme når som helst, og jeg spejdede efter den ved hver eneste slyngnning. Klokken otte dukkede den endelig op, og med stor lettelse lagde jeg kajakken ind på det lille sandstykke neden for broen – det første sted i adskillige kilometer, der for alvor var egnet til landgang.

Jeg startede med at sætte mig ved et bord-bænke-sæt og lave en kop kakao af mit sidste varme vand, mens jeg ringede til vandrerhjemmet for at sikre mig, at jeg kunne komme ind på mit værelse. Der var selvfølgelig hængt en nøgle ud til mig, så der var ingen problemer i det. Mit eneste problem var, at jeg var træt. Mindst lige så træt, som du – min læser – må være, hvis du stadig hænger på.
Så i stedet for at sætte kajakken på hjul, slæbte jeg den op bag en lille busk og tog kun de mest nødvendige og værdifulde ting med mig på vandreturen ca. 1 km op til vandrerhjemmet.

Her fik jeg mig et velfortjent bad, mens jeg undrede mig over, at det virkelig kunne tage tre timer at ro fem kilometer op ad åen. Så jeg gik på nettet og fandt min foretrukne korttjeneste frem. Denne gang zoomede jeg helt ind på satellitfotos af åen og målte nidkært alle slyngningerne med. Og så blev de fem km pludselig til otte en halv.

Jeg var spændt på, hvor hurtigt det ville gå at ro den samme strækning i medstrøm i morgen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.