Månedsarkiv: november 2013

Kronborg om styrbord – bølger og modvind

Etape 13, rodag 3 (55. rodag i alt) 27/10 2013, ca. 16 km, i alt ca. 1487 km.

Helsingør Vandrerhjem er et fantastisk sted, men den historie fortæller jeg hos www.danhostel.dk. Beliggenheden lige ud til vandet er perfekt, og huset er fyldt med sjæl. Kajakfolk må ifølge værten Nicolaj gerne overnatte i telt på græsplænen – men ring lige og få en aftale først.

Receptionen

Nicolai tager byder gæsterne velkommen i receptionen.

Nicolaj er selv ivrig kajakroer. Han elsker når bølgerne for alvor bliver udfordrende. Så lægger han og en kammerat sig ud i de to Hasle-kajakker, som hvert år bliver malet i nye camouflagefarver.
Jeg mødte en lille tysk familie bestående af bedstemor, mor og to børn. De fortalte, at de var på en tur på Sjælland, hvor de har boet på vandrehjem i både Roskilde, Nykøbing og altså Helsingør. De kører rundt til Nordsjællands forskellige attraktioner, og børnene var meget begejstrede for vikingeskibene i Roskilde.
Efter morgenmaden og en rusketur rundt i de tyske afkroge af min hjernes gemmer, var det tid til at sætte kursen mod Kronborg.

Kronborg

Kronborg

Der er jo stærke følelser knyttet til netop dette nordøstlige hjørne af Sjælland, og jeg må også indrømme, at den stolte bygning indgyder respekt. Og der er god grund til at respektere farvandet omkring den.
Vinden var stik syd, så jeg lå fint i læ den første kilometer. Jeg mødte et par lokale roere, som desværre ikke kunne give mig tips til, hvordan jeg sikrest muligt krydsede færgeruterne. De mente, at det handlede om at ro tæt på, kigge sig for og så ro til, når der var plads. Det var faktisk også min plan.
På læsiden af Kronborg var det helt uproblematisk at ro. Vejret virkede skønt med høj sol og kølig vind, og langs kysten gik lystfiskere, løbemotionister og hundeluftere. Jeg roede tæt på slottet for at nyde de arkitektoniske detaljer bedst muligt.

Lokale kajakroere

De lokale roeres råd ved kryds af færgeruterne: Se dig for!!

Jo længere jeg roede med Kronborg om styrbord, des længere kom jeg også rundt om den pynt, som slottet er bygget på. Des større blev dønningerne, og des kraftigere blev vinden. På sydsiden af pynten slog vinden mig direkte ind i ansigtet for lige at gøre opmærksom på, at jeg ikke skulle forvente en alt for let rodag.

Jeg nærmede mig færgehavnens indsejling. Egentlig bør man nok holde sig væk fra denne indsejling i kajak, men jeg skulle jo forbi. I følge søkortet skal man ro små end 350 meter uden om indsejlingen, men jeg vurderede, at jeg bedre kunne overskue trafikken helt tæt på, så jeg lavede for en stund mine egne regler og krydsede færgeruten på det smalleste sted.
Først måtte jeg vente på en indgående færge. Så måtte jeg vente på en udgående færge, og da den var forbi, kunne jeg se endnu en indgående nærme sig i høj fart. Efter ca. 10 minutters ventetid var den sidste færge i havn, og der var ingen på vej ud. Jeg satte i højeste gear og roede forbi indsejlingen på ingen tid. Helt uproblematisk. Men med en stærk bevidsthed om, at det ville være et upraktisk sted at kæntre. Især på grund af trafikken, men også på grund af de voldsomme refleksbølger.
Der kom store dønninger fra sydøst, som blandede sig med små dønninger fra nord. Desuden var der vindbølger fra syd, og naturligvis under tiden også kølvandsbølger. Hele dette virvar af bølger bliver så reflekteret ind mod en dyb, lodret molekant, så det er fuldstændig uforudsigeligt, hvor den næste bølge angriber fra. Som ud af intet kan en bølge pludselig rejse sig 1-1½ meter foran dig, bag dig, under dig eller på siden af dig. Og man bliver rusket rundt i suppen. Hvis ikke det var for trafikfaren, var det faktisk et rigtig sjovt sted at ro, men bevidstheden om, at man kunne have overset en færge på mere end 10.000 bruttoregisterton og med mere end 8000 hestekræfter under motorhjelmen (som Scandlines-båden bagest i billedet), fik mig til at koncentrere mig om fremdriften frem for morskaben.

Tæt trafik

Tæt trafik - og jeg er den lille...

Ved Snekkersten Havn lagde jeg mig ind for at få kaffe og et lille hvil. Et par sejlere var ved at reparere deres både – ellers skete der absolut intet. De var nu hyggelige nok at snakke lidt med.
På vandet igen. Vinden tog til. Jeg havde tænkt mig at nå til Rungsted, men for en sikkerheds skyld havde jeg også lavet en aftale om overnatning i Nivå Kajakklub. Min tanke var så, at jeg ville vurdere situationen, når jeg nåede til Nivå. Hvis det var tæt på at blive mørkt, ville jeg overnatte dér. Ellers ville jeg fortsætte til Rungsted. Med den stigende modvind, gav det sig selv, at jeg skulle besøge alle de små havne, der ligger med 2-3 kilometers mellemrum på denne strækning.
Næste stop var Espergærde. Her mødte jeg én af havnens lystige svende, der skulle gøre sig morsom: “Er det rigtigt, når de siger, at du er roet fra Grønland,” sagde han med et smil der nok skulle betyde “nu ved du ikke hvad du skal svare”. “Nej, kun fra Struer,” svarede jeg promte. Og da han havde samlet kæben op fra kajkanten igen, fik vi en hyggelig snak om, hvordan han selv havde roet kajak for ca. 70 kg. siden.
Da jeg var forbi Humlebæk, var bølgerne så kraftige, at det ikke lykkedes at få et billede af Lousiana, som jeg ellers havde glædet mig til at se fra søsiden. Men det lave vand gav så megen brænding, at jeg ikke havde lyst til at ro tæt på.
Allerede ved Sletten, var det mørkt, så det gav sig selv, at jeg ikke skulle til Rungsted. Jeg ringede til Jørgen fra Nivå Kajakklub og fik aftalt præcis hvor jeg fandt nøglen, og hvordan jeg skulle forholde mig i deres klubhus. Jørgen fortalte, at der var en glimrende restaurant på havnen, som han varmt kunne anbefale. Samtidig fik jeg ringet til Rungsted og aflyst min aftale der, før jeg igen gik ud i vinden og vejret.

Sletten

Selvportræt - med streg under træt.

De sidste to kilometer til Nivå var en sej kamp mod sprøjtende bølger og kraftig modvind, der gav ekstra vindstød, når bygerne satte ind. Fra havneindsejlingen kunne jeg se en tjener tøffe rundt i den hyggelige restaurant og gøre klar til gæster – måske skulle det være mig? Det fristede overordentligt, og jeg var godt sulten. Kajakklubbens flydebro ligger helt inde i bunden af havnen, men er heldigvis af en moderne konstruktion, der gør det let at glide kajakken op af vandet, når den trætte krop er væltet op på broen.

Jeg tog straks klubhuset i øjesyn og fandt den gode og kraftige kajakvogn, som Jørgen havde pralet af. Den gjorde det let at få kajakken op til klubhuset – og så pakkede jeg ud.
Sovepose, liggeunderlag, rent tøj, håndklæde, toiletsager, tørre sko. Det hele blev fundet frem og læsset ind i klubhuset. Så skulle jeg lige have min kaffebøtte, så jeg kunne lave en hurtig og velfortjent kop kaffe, før jeg gik i bad.
Kaffebøtten hører til under dagslugen sammen med de fleste af mine fødevarer. Så i min søgen efter kaffebøtten, kom jeg først om ved en gullaschsuppe og dernæst en bøtte med kartoffelmospulver. Det indgød en strøm af glæde, der gennemsusede hele kroppen. Mine tænder løb i vand. Afgørelsen var truffet. Jeg skulle absolut ikke hen på nogen restaurant. Jeg skulle have varm suppe og kartoffelmos. Yes. Og nøj, hvor jeg dog glædede mig til dette festmåltid.
Jeg fandt plads til kajakken i klubbens ene container, der præcis var lang nok til, at mine fem meter og treogfirs kunne lukkes inde bag lågen, når blot roret var slået op.
Et godt, varmt bad. Aftensmad. Planlægning af morgendagen, hvor der var meldt om storm med vindstød af orkanstyrke. Og så en smule af den særlige underholdning, som man finder i Nivå Kajakklub:

Det er første gang, jeg har prøvet en kajak-romaskine, og jeg må indrømme, at jeg er imponeret over, hvor livagtig den føles. Men… den er lidt tung at kante, og det lykkedes mig slet ikke at rulle.

Om respekt og fest.

Etape 13, rodag 2 (54. rodag i alt) 26/10 2013, ca. 47 km, i alt ca. 1471 km.

Telt på stranden

Telt på stranden.

Jeg sov godt og længe, og da jeg vågnede var det blevet lyst. Jeg kunne godt regne ud, at dagen ville blive lang, hvis jeg skulle nå til Helsingør, hvor det næste vandrerhjem ligger – og det var min plan. Nu hvor jeg var 5-7 km bagud i forhold til gårsdagens plan, skulle disse manglende kilometer jo i sagens natur lægges oven i dagens rotur. Hvis det ikke gik godt, måtte jeg gå ind i Hornbæk havn og finde et sted at telte der.

Mit første møde med mennesker denne dag startede med, at en aggressiv hund kom hen og gøede voldsom af mig, mens jeg var ved at pakke de sidste ting på kajakken. Jeg gjorde det klart for den, at den var på mit domæne, og skulle holde sig væk. Det respekterede den i første omgang, men så snart jeg fjernede opmærksomheden på den, kom den nærmere og gøede igen. Jeg råbte til ejerne – et ældre ægtepar som var mere end 100 m væk – om de ikke ville kalde hunden til sig. Det reagerede de ikke på. Selv da de kom helt tæt på, stod manden bare og smågrinede. ”Vil du ikke nok tage den i snor – den gør mig utryg,” sagde jeg. Han svarede ikke, så jeg gentog spørgsmålet, og så kom alle dorske hundeejeres standardsvar: ”Jamen den gør ingenting…” Hvordan kan jeg vide det? Den står og gør af mig, og den kommer nærmere, hvis jeg ikke aktivt holder den væk. Hvordan kan jeg så vide, at den ikke vil gøre mig noget? Jeg sagde igen: ”Den gør mig utryg, vil du ikke godt tage den i snort indtil I er forbi mig?” Manden grinede lidt igen. ”Den vil bare have den her,” sagde han så og samlede en kogle op, som lå i sandet lige ved kajakken. ”Du har måske slet ikke nogen snor,” spurgte jeg, men han gentog blot: ”Den gør jo ingen ting.” Jeg ved ikke, om hunden gav ham ret, men den galpede i hvert fald videre vendt mod mig og nu med en tilsandet grankogle i munden.

Idioter med køter

Idioter med køter

Nu var jeg vred. Det er helt i orden at folk lader deres hunde løbe frit på stranden, men det er utilstedeligt, at man ikke kalder hunden til sig, når man bliver opmærksom på, at den generer andre.
Jeg vil ønske, at nogen en dag på en forståelig måde kan forklare mig, hvorfor netop hundeejere har en særlig ret til at gøre det samme på andre mennesker, som deres hunde gør på fortovet. Ingen andre opfører sig så hensynsløst.

Føj for en start på dagen.

Men den gav mig da et godt skud adrenalin til at sætte igang med. Der var ret store dønninger, så det var nødvendigt at holde sig et pænt stykke fra kysten for at undgå brændingen. Ved Tisvildeleje er der tilsyneladende et rev, og her kunne man faktisk godt have fornøjet sig med en god gang surfing, men jeg havde ingen lyst til at tage chancer, så på trods af medvinden, lod jeg de fleste bølger glide unde kajakken uden at tage imod den hjælp, de tilbød. Det gik nu pænt stærkt alligevel, og ved 16 tiden rundede jeg Nakkehoved Fyr.

Da jeg ved 18-tiden lå i Hornbæk Havn, ringede jeg til Danhostel Helsingør for at få at vide, hvordan jeg ville kunne kende vanderhjemmet fra vandsiden i mørke. ”Vi ligger en kilometer før havnemolen, og der er nogen, der har stillet et bord-bænke-sæt cirka tre meter ude i vandet. Det er et stort hus, der der er lys i vores restaurant,” lød forklaringen fra værten Nikolaj, der også fik fortalt, at han selv ror kajak. Det lød som noget, der var svært at gå helt skævt af, og det passede oven i købet med det billede som begge mine kort gav mig. Jeg tænkte, at hvis alt andet gik galt, så kunne jeg gå ind havnen og sætte kajakken på vognen hen langs kystvejen.

Hornbæk Havn

Hornbæk Havn - sidste stop før Helsingør.

Det var ikke nødvendigt. Jeg satte min alarm til at ringe 10 minutter før forvenet ankomst kl. 20. Planen var så at ro i almindeligt tempo til en start og denæst i langsomt tempo helt tæt på kysten, når jeg regnede med at være tæt på. Det blev hurigt helt mørkt. Kun en lille åbning i skyerne bag mig lod solens sidste røde himmelgløder lyse op, og de blev hurtigt overskygget af gadelamperne (hvis man kan tale om lys, der overskygger – jeg havde skrevet ”overdøvet” først, men det virker slet ikke).

Solnedgang mellem Hornbæk og Helsingør

Solnedgang mellem Hornbæk og Helsingør

Da jeg regnede med, at jeg var rigtig tæt på, fik jeg øje på en masse lys, der bevægede sig inde ved en stor bygning lidt længere fremme. Jeg kunne også høre børnestemmer. Jeg besluttede mig for, at det sikkert var vandrerhjemmet, og at jeg ellers ville gå derind og spørge om vej. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, at det var en stor flok børn med knæklys, og at der var diskolys i et stort rum i bygningens stueplan ud mod vandet. Jeg roede helt tæt på – og fik straks øje på et bord-bænke-sæt ude i vandet. Det fungerede perfekt som landgangsbro, og jeg fik let kajakken på land.

En lang og hård rodag der startede med et kedeligt adrenalinkick sluttede med et lykkeligt bad og en dejlig tomatsuppe med pasta.

Efterår med knækket stang

Etape 13, rodag 1 (53. rodag i alt) 25/10 2013, ca. 14 km, i alt ca. 1424 km.

Da jeg ankom i bil til Lynæs for at hente kajakken hos Benny, stod kajakklubbens trailer i Bennys carport. Fint – så kunne vi køre kajakken til vandet på den.

Bil og Benny

Der er altid logistisk planlægning involveret, når man ikke starter og slutter en tur samme sted. Her hjælper Benny.

Bagefter foreslog Benny, at han bare kunne tage bilen med tilbage og parkere den derhjemme – så kunne jeg tage toget op og hente den, når min etape var færdig – perfekt plan. På den måde var jeg hurtigere på vandet – og jeg havde ellers travlt nok, hvis jeg skulle nå om til Danhostel i Tisvildeleje, som havde inviteret mig indenfor.

Knud Rasmussens hus

Dette hus ved Hundested har i følge Benny tilhørt én af de store kajaktrippere - Knud Rasmussen.

Det lykkedes heller ikke. Det er for alvor blevet efterår, og mørket faldt tidligt på. Så jeg måtte lægge mig i læ under klitten ved Tisvilde Hegn. Jeg trak kajakken helt op til klittens fod og slog teltet op i blæsevejret lige foran, så jeg kunne få et næsten vandret leje med fodenden skrånende en smule nedad. For at holde teltet fast, bandt jeg bardunerne til kajakken og på de vigtigste pløkpladser brugte jeg mine ekstra led til teltstængerne, så de kunne holde teltet nogenlunde spændt op i sandet. Der, hvor jeg brugte almindelig pløkke, gravede jeg lige en flad sten ned på højkant foran pløkken for trods alt at skabe en smule modstand. Til slut bandt jeg to af teltets pløkløkker fast til to punkter på kajakken.

Dernæst var det tid til kaffe og aftensmad.
Jeg havde ikke rørt mit termokandevand, der var kogt i morges ved ni-tiden, så det var rigeligt varmt. ”Min 75 kroners termokande fra Ikea klarer sin opgave fantastisk, selvom den muligvis er produceret af underbetalte børn i den tredje eller fjerde verden et sted,” tænkte jeg halvhøjt for mig selv. Men det er den nu nok ikke. For børnearbejde kan vel ikke underbetales – det burde jo slet ikke forekomme. Nå – det korte og det lange er, at jeg er glad for de Ikea-produkter, jeg har med på turen: Termokanden og den store blå sæk, som er Ikeas største bidrag til kajaksporten.

Aftensmaden bestod af rugbrød med ost og parmaskinke, og da jeg var noget bagud med søvn fra de senste nætter, gik jeg tidligt i posen og nød at lytte til regndråberne på teltdugen.

Men ved midnatstid hørte jeg et ordentligt smæld. Det lød nærmest som om nogen slog hårdt mod teltdugen med et tov eller et velrettet spanskrør – blot højere. Jeg vågnede med et sæt og råbte ”Hvad foregår der?” Jeg troede faktisk, at der stod nogen udenfor og slog på mit telt.

Det gjorde der selvfølgelig ikke. I stedet var det én af teltstængene, der var knækket. På min sommertur til Norge knækkede den lange af mine tre teltstænger, men nu var det altså én af de to korte, der var bukket under. Så jeg måtte i tøjet igen. Jeg forsøgte først at reparere med en såkaldt repairsplint, der er et lille stykke rør, der præcis passer til at ligge uden teltstangen og dække over bruddet. Men uden værktøj kunne det ikke lykkes mig at få den trukket ind over det skadede sted – men det lykkedes mig da at få den sat så godt fast, at jeg ikke kunne få den af igen.
Næste forsøg var så at skære elastikken i stangen over og udskifte de to led, der var involveret i skaden med to af de ekstra led, jeg havde med. Den mission lykkedes, og efter en halv times tid lå jeg trygt og lunt i soveposen igen. Måske skulle jeg alligevel overveje at købe to nye korte stænger. Det ville i hvert fald have været irriterende med sådan en skade i koldere og vådere vejr.

Overvundet af Lynæs Sand

Etape 12, rodag 5 (52. rodag i alt) 3/10 2013, ca. 33 km, i alt ca. 1410 km.

Det er forbløffende så meget vand, der kan komme ud af Roskilde Fjord.

Frederikssund Havn

Morgenstemning ved Frederikssund Havn.

Da jeg næste morgen var blevet kørt tilbage til Frederikssund og havde fået pakket kajakken og lagt den fra land, kunne jeg konstatere, at strømmen stadig var kraftigt udadgående. Dertil var vinden oven i købet taget til – fortsat fra stik syd – altså kraftig modvind. Jeg sled og stred, og det gik da også fremad. Jeg passerede den lejrplads, som Malikflokkens folk havde forklaret mig om, og som jeg havde planlagt at benytte på tilbagevejen. Bølgerne var korte og slog gang på gang skyer af skumsprøjt op i mit ansigt. Efter to timer måtte jeg have en pause. Jeg fik øje på noget, der lignede en bænk inde på stranden og satte kursen efter den. Det passede også med, at der var en pynt, hvor jeg kunne få lidt bølgelæ at lande i.

Roskilde Fjord

Roskilde Fjord viser tænder

Et kig på kortet viste, jeg var nået fire kilometer på to timer med fuld kraft. Der var ydeligere ca. 25 km til Roskilde. Hvis jeg holdt hastigheden, ville det tage 12½ time at nå dertil. Med bare et minimum af pauser ville det betyde, at jeg ikke ville kunne være der før efter midnat. Det var ganske enkelt urealistisk.
Så jeg besluttede, at jeg havde set rigeligt af Roskilde Fjord, selvom jeg meget gerne ville have hilst på vikingeskibene for at høre forfædrene til, hvordan man håndterer Roskilde Fjord, når den viser tænder. Jeg vendte om. Og fik medvind. Og medstrøm.

Efter knapt en halv time passerede jeg mit udgangspunkt, og brugte faktisk mest pagajen til at styre med, når bølgerne lod mig surfe hen over fjorden. Strømmen under broen i Frederikssund var så stærk, at jeg tvivler på at jeg ville have kunnet ro den anden vej. I hvert fald ikke ude på midten.
Efter en kort pause gik det videre nordpå. Vinden og strømmen rasede stadig i min retning. De lavvandede område var ikke længere lavvandede – de var tørlagt. Jeg så åleruser, der var bedre egnet til at fange ænder end ål, for de lå simpelt hen oven på en blottet fjordbund.
Og vinden tog til.
Jeg havde så god fart på, at jeg regnede med at kunne nå Tisvildeleje omme på Sjællands nordkyst.
Ellers kunne jeg i hvert fald nå om til en en af strandende deromme, hvor jeg kunne slå telt op i læ for søndenvinden.

Columbus

Columbus

Jeg holdt pause ved Sølager og tog Colombus i øjesyn. Jeg håbede på også at få et glimt af den navnkundige færgemand, men båden lå stille og færgehuset var mørkt og havde en håndskrevetseddel i vinduet, hvor der stod, at færgefarten vil blive genoptaget til april.
Bølgerne voksede, så jeg ville sikre mig at komme godt uden om molen ved Lynæs havn, så jeg ikke blev fanget i en brænding og slynget ind mod molen. Så fik jeg en sms. Og én til. Og to til. Nok én og ydeligere én. Jeg tænkte, at det måske var min kone Kirsten, der var urolig for mig, og at hun af én eller anden grund ikke kunne ringe mig op, men bølgerne forhindrede mig i at læse sms’er lige nu. Så jeg måtte ind i Lynæs Havn. Da jeg endelig havde fundet roligt vand, åbnede jeg telefonens indbakke, og så til min undren, at der kun var kommet en enkelt sms. Telefonen syntes åbenbart, at jeg skulle orienteres grundigt om netop denne vigtige besked. Den handlede om én der har fået nyt telefonnummer. Den information kunne jeg godt have ventet en times tid med.

Jeg tog kampen op mod bølgerne igen og gik ud langs den lange havnemole. Da jeg rundede den kunne jeg se, at brændingen gik flere hundrede meter ud fra kysten ind over Lynæs sand. Og uden for brændingen var vandet fyldt godt op af kitesurfere, der uførte vilde hop. Det ville betyde, at jeg faktisk skulle et par kilometer ud i vandet, hvis jeg ville sikkert forbi – og hvem ved, hvordan bølgerne tog sig ud derude. Så jeg valgte i stedet at tage chancen i brændingen, hvor jeg altså skulle på langs af bølgerne. Hvis jeg kæntrede, ville jeg forsøge at rulle op igen og ellers var jeg jo godt beskyttet af min tørdragt og pålandsvinden.
Der gik da heller ikke lang tid, før jeg kæntede. Mit forsøg på at rulle mislykedes, og jeg kunne mærke bunden med mit hoved. Derfor ville jeg egentlig gerne ud af kajakken, så jeg trak mig fri. I mellemtiden var jeg blevet skyllet ind over revlen, så jeg stod så meget i vand, at redningsvesten trak godt opad i mig, men jeg kunne stadig nå bunden med fødderne. Og jeg undrede mig over, at vandet føltes så køligt igennem tørdragten. Jeg fik vendt kajakken og fik meget af vandet ud af cockpittet. Men da jeg ville kravle op i den, føltes benene tunge. Det var de også. For jeg havde glemt at lukke min nederste lynlås efter sidste pause, så tørdragtens ben var fyldt med vand.
Jeg svømmede kajakken ind på en sandbanke og gik med tunge skridt op hvor der var helt tørt. Her lagde jeg mig på maven og løftede benene ét af gangen, så det meste af vandet blev hældt ud. Jeg var stadig mindst 100 meter fra stranden. Disse 100 meter bestod af sandbanker og vandpytter. Så jeg satte hjulene på kajakken og sled den igennem det bløde sand hele vejen op på stranden, hvor jeg lagde mig og pustede og prustede.
Heldigvis var det ikke koldt, men jeg kunne godt mærke, at blæsten virkede afkølende, så jeg pakkede tog posen med nødtøj med om bag en busk og skiftede i en fart.

Jeg besluttede mig for at slå teltet op på stranden så jeg pakkede kajakken ud, så den blev lidt lettere at trække op bag buskene.
En flink mand kom forbi og fortalte mig, at kajakklubben lå måske 100 meter henne, og at de i øvrigt plejede at ro netop netop i dag. Jeg stuvede mine ting sammen omkring kajakken og lagde alt mit våde tøj øverst, så ingen skulle få lyst til at rode i det – og så gik jeg hen til kajakklubben.
Her satte jeg mig på en bænk og lyttede til vejrudsigten.
Den var rigtig grim. Dagens vind var begyndelsen på en kuling med vindstød af stormstyrke, som skulle komme i morgen. Det fik mig til at beslutte, at dette var denne etapes sidste dag.
Ved kajakklubben fandt jeg en brochure med formandens telefonnummer. Så jeg ringede for at forsøge at aftale opbevaring af kajakken.

telt

Teltning ved surfcenteret.


Benny var meget venlig. Han var med sin kone på Bryghuset i Hundested til deres månedlige ølsmagning, men alligevel ville han gerne komme ned og hjælpe mig.
Før han kom havde jeg fået etableret min lejr bag købmanden, hvor der om sommerne er surfcenter. Surfcenteret består blandt andet af en masse overdækket plads, hvor man kan hænge sin snor op og hænge tøjet til tørre, så det gjorde jeg.
Da Benny kom var det med et tilbud om, at kajakken kunne bo hjemme hos ham, og at jeg i øvrigt kunne komme op til dem og få aftensmad. Dagen efter ville han komme ned med sin kajakvogn, så vi i fællesskab kunne køre kajakken op på Kirkebakken, hvor han bor.
I formandsboligen var der fyret godt op i brændeovnen, og maden var god og varm. Det gav i forening med al den friske luft gav en sund og naturlig træthed, så jeg gik ret tidligt tilbage til surfcenteret og lagde mig til at sove i teltet.

Benny

Benny.

Næste morgen lagde jeg alt mit udstyr frem på bordene i surfcenteret, og fandt ud af, hvad jeg kunne lade ligge hos Benny. Resten pakkede jeg i min Ikeasæk, som blev spændt på min kajakvogn med ekstrapagajen som stjert. Det var et effektivt måde at transportere al bagagen til toget, og det gjorde det let at skifte både i Hillerød og København.

Det blev en etape med overraskelser, men jeg fik da besejret Issefjorden og Roskilde Fjord – eller også fik de besejret mig…

Møde med Malik

Etape 12, rodag 4 (51. rodag i alt) 2/10 2013, ca. 33 km, i alt ca. 1377 km.

Jeg besluttede mig for, at jeg havde set nok af Issefjorden, så efter at have beundret Niels’ reparationer – der i øvrigt blev så usynlige, at jeg ikke engang kunne finde ud af, hvor de sad – satte jeg kursen mod Kulhuse i et lige kryds over fjorden.

Færge

Færgen Rørvig - Hundested.

Vejret var fint, men der var meldt om en stigende vind fra øst – altså stik modvind de første 15-20 km, indtil jeg kunne komme i læ af kysten ved Frederiksværk.
Det eneste, der kaldte på lidt ekstra opmærksomhed på turen fra Rørvig til Kulhuse var, at jeg krydsede færgeruten Rørvig-Hundested, men færgen sejler langsomt, og der er store lavvandede grunde, hvor den ikke kan komme, så selvom jeg kom ganske tæt på den, var det helt uproblematisk.

På havnen i Kulhuse mødte jeg et par sejlere, der skulle have rigget båden af for sæsonen. De var mægtig snakkesalige – måske var det hyggerligere at snakke med en kajaktripper end at erkende, at man har haft årets sidste sejltur. De fortalte både om Kulhuse Havns seneste historie. Den har oprindeligt været et fiskerleje – vist nok domineret af et par familier. Men i takt med fiskeriets industrialisering er det blevet til mere fritisdfiskeri og flere lystsejlere. Kommunen har solgt havnen og dens forpligtelser til brugerne. Derfor var der også en flok frivillige i gang med at støbe nyt bolværk ved slæbestedet.

Kulhuse

Frivillige laver nyt bolværk i Kulhuse.

Om sommeren går der af hensyn til turisterne en færge – det gode skib Columbus – mellem Kulhuse og Sølager. Færgen sejler, når nogen hejser et kaldeflag. Færgemanden er efter sigende en bestemt herre. Da kommunen besluttede at standse tilskuddet til færgedriften og overlade det til færgeriet selv at få indtægter og udgifter til at hænge sammen, meddelte han, at så ville han ikke sejle på ruten mere. Kommunens folk regnede det vist som bluff, men Colombus blev taget ud af drift og fungerede i stedet som godstransportskib til Fænø under byggeriet af nye turismefaciliteter.
Nu har kommunen genoptaget tilskuddet, og Colombus er vendt tilbage til turisttransport på tværs af Roskilde Fjords udmunding.

Klar skiltning

Der er klare regler for adfærden på Kulhuse Havn.


Tidligere har det været sådan, at særligt én af fritidsfiskerne i Kulhuse holdt ekstra godt øje med når Colombus bragte et nyt hold turister ind på havnen. I god tid startede han sin motor, som om han lige var kommet i havn, og gav sig til at stable fiskekasser med fisk i. ”Fiskene behøvede ikke nødvendigvis at være fra samme dag,” forklarede sejleren. Men det var en god forretning at sælge fisk til de hungrende turister, som fik sig en autentisk oplevelse, der vist næppe vil kunne dokumenteres af myndighederne.

Fiskerbåde

Farvestrålende kutterparade.

Fra Kulhuse gik det videre mod Frederiksværk. På det stykke må man ro langt uden om en sandbanke, og da jeg var kommet fri af den, satte jeg kursen mod Grævlingehøj for at komme i læ af kysten. Det lykkedes nu ikke. For Roskilde Fjords østlige kyst er så lavvandet, at jeg kunne vælge imellem jævnlige grundstødninger på skjulte sten og mudderbund inde, hvor der var læ, og blæst lidt længere ude. Begge dele ville sætte tempoet ned, så jeg valgte blæsten.

Grævlingehøj

Fladvand ved Grævlingehøj.

I nærheden af Ølsted mødte jeg et par kajakroere, der var ved at trække et par tungt læssede brede og fladbundede kajakker hen over en sandbanke. De knoklede hårdt for deres forehavende, men de var klædtpå til opgaven i masser af neopren. Jeg spurgte, om de ville låne en pagaj, men dem havde de skam med. De havde god tid, for de skulle bare over på den anden side og ligge på lur efter ederfugle. ”I forgårs fik vi 38,” sagde den ene stolt. Jeg sagde, at jagten vist først gik ind i går, hvilket fik ham til at blegne lidt og fremstamme: ”Jamen så må det jo have været i går…”

Det var ikke kun vinden, der drillede i Roskilde Fjord. Strømmen var også imod mig, hvilket var meget tydeligt ved Frederikssund. Jeg havde en aftale i Jyllinge, men det var ved at blive mørkt, så jeg havde fået aftalt, at jeg kunne blive hentet, når jeg havde fundet et sted at lægge kajakken.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme igennem Frederikssund i en fart, så jeg kunne nå at finde et sted, før det blev mørkt. Da fik jeg øje på først én og derefter en hel flok kajakker.

Malik

Kajakflokken Malik bød på kaffe.

Det var kajaflokken Malik, der var på deres aftentur. Én af de venlige malikkere fortalte, at han havde sin kajak liggende i Frederikssund havn, og at hvis jeg lige ville med dem hen og have kaffe, henne ved broen, så kunne han vise mig stedet bagefter. Jeg synes altid, det er hyggeligt at møde andre kajakroere, så selvfølgelig tog jeg imod kaffen. Det viste sig at tage noget længere tid, end jeg lige havde forventet, så da vi endelig havde fået bakset kajakkerne op på land i et hjørne af havnen, hvor kajakroerne holder til, var det bælgmørkt.
Jeg klædte om i hallen, som ligge lige ved siden af (i hjemmeholdets omklædningsrum), og så blev jeg hentet til Jyllinge af retoriker og stemmetræner Hanne Schmidt Pedersen, som jeg kender fra arrangmenter i min fagforening. Eller kender er måske så mege sagt. Jeg kunne i hvert fald ikke lige huske, hvor mange børn hun har og alt det der, så det var jo et naturligt sted at starte snakken i bilen. Hun har to. Og den yngste har lige gået på efterskole i Holstebro. Faktisk på den samme efterskole, hvor min søn, Jeppe, har gået et år tidligere, og hvor han nu bor på kollegievilkår. Så Hannes søn og min søn kender udmærket godt hinanden.
Hannes mand Henrik er læge og sejler og umådeligt flink. Mens vi spiste et lam, som famlien stort set selv har kløet i ulden, satte han mig grundigt ind i Roskilde Fjords fladvande og besværlige grunde fra Jyllingen og indefter. Henrik ror også kajak, så han kunne også fortælle, hvor man godt kunne ro, selvom det ikke var muligt at sejle. Og der kom også kort på bordet, så det hele var ganske velillustreret. Jeg følte mig godt forberedt til den følgende dag, hvor jeg havde en overnatningsaftale med Danhostel i Roskilde.

Odden-Odden

Etape 12, rodag 1 (48. rodag i alt) 29/9 2013, ca. 15 km, i alt ca. 1297 km.

Efter to hektiske dage i surfkajak ved Hanstholm og Klitmøller tog jeg tilbage til Sjællands Odde, hvor den sidste etape var sluttet. Planen var at besejre Issefjorden og Roskilde Fjord og så nå ud i Kattegat igen på en uges tid. Vejrudsigten lovede høj sol og svag vind, så det tegnede til at blive en overskuelig opgave.

Ved færgehavnen fandt jeg et hul i hegnet, hvor man med lidt snilde kunne liste ud til stranden med sin kajak. Stranden bestod af sten af knytnævestørrelse og opefter – nogle steder dækket med råddent tang. Jeg lagde kajakken så tæt på vandkanten som muligt, så trækketuren over stenene kunne begrænses.

Stranden ved Odden Færgehavn

Stranden ved Odden Færgehavn - led og stenet.

Jeg var kommet for sent til min planlagte færge i Aarhus, så jeg var allerede 1½ time forsinket. Jeg ved jo efterhånden, at det tager noget tid at pakke kajakken, men alligevel følte jeg, at jeg havde god tid til at nå de ca. 15 km om til Odden Havn, hvor der ligger en fin shelterplads.
Ved det millitære område ude ved Gniben kunne jeg se bistre mænd med kikkerter, der pegede i min retning, men det gav ikke anledning til, at de drejede med kanonerne. Jeg havde på forhånd tjekket søkortet, og der er nogle store områder, med restriktioner ud for Gniben, men helt tæt på kysten var der ikke nogen problemer. De bistre mænd fik mig selvfølgelig til at overveje, om jeg havde misforstået noget, men de gav ingen lyd af sig, så de har sikkert bare nydt, at der endelig var noget at kigge på.

Ved Odden Havn er shelterne synlige fra søsiden, og der er et fint trægelænder langs slæbestedet, så det var ingen sag at komme i land og få etableret en lejr. Jeg tændte mig et bål i solnedgangslyset og lavede lidt aftensmad, og så var en uges ekspedition for alvor skudt i gang.

En enkelt detalje var dog lidt irriternde. Min vanddunk var blevet utæt, og den havde som sædvanlig ligget bag mit ryglæn, hvor jeg uforvarende var kommet til at klemme den på hele turen. Det betød, at der lå ca. fem liter vand i bunder af kajakken. Det undredde mig lidt, at der stadig var godt et par liter vand tilbage i dunken, men da man næsten altid kan finde frisk vand på en havn, tænkte jeg ikke yderligere over det.

Hul i kajakken

Etape 12, rodag 2 og 3 (49.og 50. rodag i alt) 30/9 og 1/10 2013, ca. 47 km + 0 km, i alt ca. 1344 km.

Odden Havn har flere spændende ting at byde på.

Odden Havn - morgensol

Odden Havn - morgensol

Lige ved siden af shelterne ligger en saunahytte, og om morgenen kom to ældre damer for at tage deres morgenbad. Saunaen fungerer ved, at man kaster en tyver i automaten. Så går man ud og bader i det kolde havvand, og når man er færdig, er saunaen varm. Nogle gange er der mange morgenbadere – andre gange som i dag er der kun et par stykker. Det lykkedes mig at beherske mig, så jeg hoppede ikke i hverken havn eller sauna.

Morgenbadere

Morgenbadere

I stedet satte jeg kursen mod Rørvig, hvor der også ligger en glimrende shelterplads lige syd for havnen og helt ud til vandet. Jeg havde også en aftale om, at jeg var velkommen på Danhostel Nykøbing S, som ligger ydeligere ca. 10 km væk, så hvis turen gik let, ville jeg satse på at nå derom.

Landart

Landart - velkommen til Sonnerup Strand.

Da jeg holdt dagens første pause ved én af de skønne, nordvendte strande, mødte jeg en kvindelig kajakroer, som godt nok var bådløs, men som spurgte interesseret til min tur. Jeg havde været i en del bølger, men alligevel undrede jeg mig over, at der var forholdsvis meget vand i cockpittet. Kajakroeren gjorde mig opmærksom på, at der var et hul i siden af kajakken.

Læk

Læk

Kajakkens yderste lag, gelcoaten, var flækket, så man kunne se ind til selve glasfiberen. Det er ikke noget sundhedstegn for en glasfiberkajak. Indefra var polyestermalingen skallet af, og glasfiberen strittede lidt. Det her var vist forklaring nok på vandet i cockpittet. Så er det godt at vide, at man har tre luft- og vandtætte rum endnu.
Yderligere inspektion viste, at det var et tilsvarende, men noget mindre hul i den anden side. Jeg tror, at kajakken har taget skade, fordi agterenden har hængt for langt ud over traileren og dermed belastet fiberen over evne. Odden færgehavns stenstrand har sikket fuldendt arbejdet og slået gelcoaten i stykker.
Heldigvis havde jeg en god, vandfast pakketape i bagagen, så jeg lavede en nødtørftig reparation og besluttede mig for at knolke lidt hårdere i forsgøet på at nå Nykøbing, hvor jeg vurderede at chancen for at finde en glasfiberkyndig person var større end i Rørvig.

Læk væk

Læk væk

Jeg ringede til vandrerhjemmet, hvor værten, Søren, kunne forklare mig, hvordan jeg fandt det fra søsiden. Fra marinaen skulle jeg forbi sindssygehospitalet, passere ca. 800 meter skov, uden om et stenrev og tre hundrede meter hen langs stranden til et sted, hvor der var mange ruser – og en rydning i strandbevoksningen, hvor jeg skulle kunne lægge til.

Vejret var fortsat smukt og stille, så jeg gav pagajen godt med arm i modstrømmen ind i Issefjorden. Snart kom Rørvig til syne bag pynten. En kort pause inde på stranden viste, at min reparation holdt, så der kun var kommet ganske lidt vand ind. Jeg besluttede at slippe kysten og sætte kursen mod et punkt på standen syd for Rørvig. Det eneste trafik, jeg skulle passe på, var færgen fra Hundested, og den er stor og hvid og stikker så dybt, så det giver sig selv, hvor den sejler.

Da jeg nåede kysten syd for Rørvig kunne jeg godt se, at jeg skulle være temmelig hurtig, hvis jeg skulle nå at få et glimt af vandrerhjemmet, fra Nakkehage. Egentlig burde jeg nok være gået i land ved shelterpladsen, men med den fine beskrivelse af vandrerhjemmets beliggenhed, burde det ikke give problemer at fortsætte. Og så ville turen til Nykøbing næste morgen jo være kortere, resonerede jeg.
Ved Nakkehage mødte jeg en fritidsfisker, som fortalte, at ålefiskeriet i Issefjorden netop nu var på sit højeste – og så inviterede han mig indenfor, fordi solen jo var på vej ned. Jeg holdt dog stædigt fast i min beslutning og afslog. Efter yderligere et par kilometer, kunne jeg se Nykøbing. Eller rettere – jeg kunne se Nykøbings lys.

Jeg kunne ikke skelne husene fra hinanden, men det var tydeligt, at der var et stykke på omkring en kilometer uden gadelys – det måtte være de omtalte 800 m.
Jeg pejlede retningen med kompasset, og kom frem til, at vandrerhjemmet skulle ligge helt ude, hvor gadelysene var holdt op. Alligevel besluttede jeg mig for at sigte efter sydenden af de 800 meter, for så ville jeg jo let kunne følge anvisningen.

Endnu engang kontrollerede jeg mine nødreparationer, som stadig fungerede, og så satte jeg i gang.
Det var nu helt mørkt og stjerneklart, og der var ikke en krusning på vandet. Gang på gang jog jeg ænder og svaner op fra deres skønhedssøvn, og en enkelt fiskehejre fik også med sin hæse røst givet udtryk for sin utilfredshed med mit rutevalg.
I god tid før den modsatte kyst, begyndte pagajen at støede på bunden, og jeg besluttede at sætte farten ned, så jeg kunne se eventuelle store sten i gadelygternes spejling. Da jeg var passende tæt på kysten, satte jeg kursen sydpå og kiggede efter et stenrev. Jeg vidste ikke, om her var høj- eller lavvande, så jeg kunne ikke vide, om revet ville være synligt eller oversvømmet.
Jeg kunne ikke identificere noge af det, jeg så på land, som et sindssygehospital men det burde jeg jo også have passeret for længst.
Pludselig gik jeg på grund. Jeg bakkede lidt, roede lidt udad, drejede sydpå og gik på grund igen. Stenrevet! Jeg roede et godt stykke ud for at komme uden om stenrevet. Herefter roede jeg så tæt på kysten, som jeg kunne komme for store sten, idet jeg spejdede efter ruser. Intet at se. Kysten var tæt besat af rørskov. Nogle steder gik tornede træer ud i vandet, men der var absolut ingen rydninger den første kilometer efter stenrevet.
Efter et godt stykke tid kom jeg til en lang badebro, som ikke var med i beskrivelsen. Jeg ringede til Søren igen, og han mente, at jeg måtte være roet alt for langt sydpå. Jeg roede et stykke nordpå igen et stykke ude i et forsøg på at skabe lidt overblik. Jeg passerede stenrevet, men kom selvfølgelig i tvivl om, om det var det rigtige stenrev. Jeg havde jo afsøgt kysten for mulige landgangssteder, så jeg fortsatte nordpå. Efter et godt stykke tid, kom jeg ind til noget, der lignede havnemolen, men i mørket og modlyset fra byen, var jeg ikke sikker. Måske var det denne menneskeskabte stensætning, Søren havde ment. I så fald skulle der jo kun være ca. 300 meter hen til stedet med ruser og landgang.
Jeg gik mod kysten og tændte en lommelygte, så jeg ville kunne se en eventuel rydning i vegetationen. Så kom jeg til nogle både, og ruser. Men jeg så ingen rydning. Længere sydpå i forsigtigt tempo. Da jeg nåede det samme sted på kysten, som jeg oprindeligt havde sigtet mod, vendte jeg om og besluttede, at bådejerne jo måtte have en adgang til deres både, og at det måtte være den omtalte rydning. Da jeg kom tilbage til båedne bemærkede jeg en smal nedtrådt sti ind i rørskoven. Jeg stod ud af kajakken og trak den ind mod land. Endelig.
Med mine sidste kræfter trak jeg kajakken op på den smalle sti, der førte ind i skoven. I min dækstaske har jeg alle mine værdier, så den tog jeg med sammen med mit lejrtøj og mine vandrestøvler. Nu ville jeg spadsere op på vandrerhjemmet og få mig et bad. Så ville jeg tage lejrtøjet på og gå ned og hente min aftensmad i kajakken. Det var planen.
Stien førte gennem skoven og op til kystvejen. Højre eller venstre? Selvom klokken lige havde passeret 21.30, ringede jeg en sidste gang til Søren, som ikke havde den fjerneste idé om, hvor jeg kunne være. Han mente, at jeg muligvis skulle gå til højre, så det forsøgte jeg. Efter nogle hundrede meter, kunne jeg tydeligt se havnen – altså var jeg markant for langt nordpå.
Jeg hankede op i mig selv og min minimale bagage og gik sydpå. Jeg var stadig iført tørdragt med en hel dags opsamlet sved og mine heldigvis spritnye vådsko med ekstra tyk bund – ikke mit førstevalg af udstyr til en vandretur af ukendt længde. Efter lidt mere end en kilometer, så jeg arbejdslys i en have bag en hæk. Jeg spurgte, om der var nogen derinde, og da den flinke mand kom ud, spugte jeg om vej til vandrerhjemmet. ”Ja, børnene ligger desværre alene derinde og sover, så jeg kan ikke køre dig derop,” var hans foruroligende svar. Men han kunne udpege en vej et godt stykke henne, hvor gadelygterne ikke rakte længere, hvor jeg skulle gå op.

Krig

Det tog en hel krig at komme til vandrerhjemmet, men så var modtagelsen også et vægmaleri på tre-fire meters højde.

Vandrerhjemmet i Nykøbing Sjælland ligger i den nye hovedbygning på slottet Anneberg (at den er ny betyder, at den er opført midt i 1850′erne i Italiensk stil – den gamle er vist et par hundrede år ældre). Den nye hovedbygning er så placeret et lille stykke væk fra de mest markante bygninger, men efter en lille tur oppe hos naboen et stykke højere oppe ad bakken, lykkedes det mig endelig at finde den rigtige bygning. Og efter et par forsøg også den rigtige indgang i bygningen. Jeg fandt mit værelse og fik mit velfortjente bad.
Skulle jeg så gå to kilometer ned til vandet for at hente min aftensmad, eller skulle jeg gå sulten i seng og glæde mig til morgenmaden? Egentlig var det ikke noget rigtigt dilemma, for jeg havde ganske enkelt ikke kræfter til at gå så langt. I stedet gik jeg på restejagt i gæstekøkkenet – på vandrerhjem er der tit et skab med rester af langtidsholdbare varer, så jeg håbede på at finde en pose pasta og lidt ketchup. Men på Danhostel Nykøbing er der ryddet rigtig pænt op i køkkenet. Der stod en enkelt gryde med nogle andre gæsters rester i køleskabet, men jeg var ikke desperat nok til at gå på rov på ulovlig vis.

Endelig kom morgenen, så jeg kunne komme ned og få morgenmad.
Jeg var den eneste gæst til morgenmad, ogjeg havde fået at vide, at den ville være klar ved ottetiden. Så klokken otte gik jeg ned ad trappen forbi det store vægmaleri med krigere til hest og ned i spisesalen.

Spisesalen en af slottets opindelige sale, og selvom der ikke er noget af det oprindelige interiør tilbage her, virker den hyggelig med sine tunge, polstrede stole ved de lange borde. Men jeg var ganske alene. Ikke en sjæl var her – jo, måske et spøgelse elle to fra fordums dage – men ikke en levende sjæl. Jeg vidste godt, at jeg ud over et par baltiske håndværkere var vandrerhjemmets eneste gæst, men jeg havde da regnet med, at morgenmaden var klar.
Min mave var så slunken, at jeg ikke kunne vente længere. Jeg overskred grænsen mellem gæst og ansat og gav mig desperat til at lede i skabe og skuffer i vandrerhjemmets anretterkøkken for at se, om nogen havde efterladt en enkelt kalorie eller to, som jeg kunne fordrive tiden og den værste sult med, indtil noget personale mødte ind.
Og jeg var heldig. I en skuffe stod en pose med havregryn, og mælken i den åbne katon i køleskabet var frisk. Efter to store portioner dukkede værten, Søren, op og undskyldte, at han var forsinket.
Han lavede kaffe og havde friskbagte boller, og på trods af mit kriminelle rov, havde jeg ingen problemer med at spise et par bolle med ost.
Søren er en hyggelig, snakkesalig person, med igitg mange jern i ilden. Han fortalte om vandrerhjemmet, der også fungerer som naturskole og poduktionsskole, og han fotalte ivrigt om sit politiske arbejde i byrådet. Og så ville han selvfølgelig gerne høre om min tur.

Anneberg

Danhostel Nykøbing S - Anneberg.

Jeg forklarede ret hurtigt min bådsituation, og Søren mente bestemt, at det måtte være en opgave for bådbyggeren. I Rørvig. Hvor jeg var i aftes, før mine geografiske pinsler startede.
Min skepsis over for endnu 8-10 km over fladt vand med store sten og to huller i kajakken bragte mig en tur på internettet, som ikke kendte noget til nogen, i Nykøbing Sjælland, der arbejdede i glasfiber – ud over Rørvig Bådbyggeri, naturligvis. Jeg ringede til havnefogeden, som kunne fortælle mig den samme historie. Og så måtte jeg jo krybe til korset og ringe til Rørvig.

Her fik jeg fat i den ene af de to bådbyggere. Det var Niels, som viste sig at være en rigtig fin fyr.

Niels ville gerne hente mig og kajakken i Nykøbing og bringe os til værkstedet i Rørvig. Jeg skyndte mig ned på stranden for at pakke kajakken ud, så den kunne læsses på Niels’ bil, når han kom. Min plan var nu at tage en arbejdsdag på vandrerhjemmet, mens Niels kunne hygge sig med glasfiber og polyester. Hvis reparationen kunne gøres på et par timer, ville jeg så tage bussen til Rørvig og ro ud til shelterpladsen. Hvis det tog længere tid, ville jeg overnatte én gang til på vandrerhjemmet.

Niels kom hutigt, og sammen fik vi kajakken bakset op på taget af hans bil. Og endnu engang må man undre sig over, hvor meget en ekspeditionsudrustning fylder, når den er pakket ud af kajakken. Niels’ bil kunne faktisk fyldes helt op med de ting, som jeg normalt har liggende i kajakken – minus de ting, som allerede lå på vandrerhjemmet.

Rørvig

Rørvig Baadebyggeri.

Bådbyggerens værksted i Rørvig ligger naturligvis på den bedste placering på havnen. Poten åbner ud til en fantastisk udsigt over bugten og et – på denne årstid lidt mennesketomt – havneliv.
Kort tid efter vores ankomst dukker der en hund op. Niels snakker lidt med den. ”Jeg ved ikke hvis den er, men den lusker rundt på havnen og ser, om den kan finde noget at spise rundt omkring – den kommer også tit over til røgeiet,” fortæller Niels.
Lidt efter kommer først én og senere en anden lokalkendt mand forbi, der lige skal hilse på Niels og høre, hvordan dagen og vejret tager sig ud.

Niels

Niels reparerer kajakken.

Da bilen er pakket ud, begynder Niels sin inspektion af kajakkens skader. ”Først må vi lige have noget varme på, så det kan tørre ordentligt. Så vil jeg lægge et ekstra lag glasfiber på indersiden og reparere gelcoaten udefra bagefter. På den måde bliver den stærkere end før, for det her er jo tydeligt kajakkens svageste punkt,” forklarede han. Niels var ikke helt sikker på, at han kunne ramme præcis den samme hvide farve i gelcoaten, så han forberedte mig på, at reparationen nok ville blive temmelig synlig. Jeg tænkte, at det egentlig var helt i orden at få et lille ar eller en tatovering med fra Rørvig, og forsikrede ham om, at funktionaliteten er det vigtigste for mig – pryden kommer i anden række.

Med en tændt varmepistol nede i cockpittet forlod vi sammen værkstedet, og Niels kørte mig tilbage til Nykøbing. På turen fortalte han om sig selv.

For mange år siden blev Niels uddannet bådbygger på værftet i Hundested, hvor man byggede de mest fantastiske både. Han var dybt betaget af håndværket, men det var svært at få og fastholde arbejde, så han uddannede sig til lærer.
Dette fag bedrev han i 35 år, men hele tiden havde han et bådprojekt i gang – og det er blevet til ganske mange både fra hans hånd.
Nu er han så igen bådbygger – på fuld til som indlejer i Rørvig Bådbyggeri. Her arbejder han sammen med den noget yngre Bjørn på både reparationer og nybyggerier.
Hans vigtigste projekt lige nu er en kaproningsbåd, der skal være så let, at den kan håndteres af én mand, og som hurtigt skal kunne omrigges fra at passe til to personer til at passe til én. Så meget af forklaringen forstod jeg. Efter disse detaljer begyndte Niels – nærmest med fugt i øjnene – at berette om skrogformer og detaljer, som skal gøre denne båd enestående. Niels har lavet tegningerne, og der er ingen tvivl om, at han glæder sig til at komme på vandet i prototypen. Herefter har han forhåbninger om og tro på, at båden bliver en international succes, som skal give arbejde til Rørvig Bådbyggeri i mange år.
Niels har desuden bygget flere kajakker i både glasfiber, kulfiber og træ.

Tilbage på vandrerhjemmet gik jeg i gang med at arbejde på computeren. Undervejs nød jeg sommerens sidste forsøg på tilbagevenden i parken med landets måske største – måske kun næststørste – platantræ. Lidt ærgeligt at buge en stille og smuk solskinsdag på land, men omvendt var kroppen også godt gennembanket efter den lange dag i går.

Ved syvtiden om aftenen ringede Niels og fortalte, at nu var kajakken færdig. Jeg fortalte, at jeg allerede havde besluttet, at jeg ikke skulle ud og ro i aften, så jeg ville bare tage bussen til Rørvig næsten morgen. Niels, der bor i Nykøbing, insisterede på at komme og hente mig på vandrerhjemmet, når han kørte alligevel, og som sagt så gjort.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.