Hul i kajakken

Etape 12, rodag 2 og 3 (49.og 50. rodag i alt) 30/9 og 1/10 2013, ca. 47 km + 0 km, i alt ca. 1344 km.

Odden Havn har flere spændende ting at byde på.

Odden Havn - morgensol

Odden Havn - morgensol

Lige ved siden af shelterne ligger en saunahytte, og om morgenen kom to ældre damer for at tage deres morgenbad. Saunaen fungerer ved, at man kaster en tyver i automaten. Så går man ud og bader i det kolde havvand, og når man er færdig, er saunaen varm. Nogle gange er der mange morgenbadere – andre gange som i dag er der kun et par stykker. Det lykkedes mig at beherske mig, så jeg hoppede ikke i hverken havn eller sauna.

Morgenbadere

Morgenbadere

I stedet satte jeg kursen mod Rørvig, hvor der også ligger en glimrende shelterplads lige syd for havnen og helt ud til vandet. Jeg havde også en aftale om, at jeg var velkommen på Danhostel Nykøbing S, som ligger ydeligere ca. 10 km væk, så hvis turen gik let, ville jeg satse på at nå derom.

Landart

Landart - velkommen til Sonnerup Strand.

Da jeg holdt dagens første pause ved én af de skønne, nordvendte strande, mødte jeg en kvindelig kajakroer, som godt nok var bådløs, men som spurgte interesseret til min tur. Jeg havde været i en del bølger, men alligevel undrede jeg mig over, at der var forholdsvis meget vand i cockpittet. Kajakroeren gjorde mig opmærksom på, at der var et hul i siden af kajakken.

Læk

Læk

Kajakkens yderste lag, gelcoaten, var flækket, så man kunne se ind til selve glasfiberen. Det er ikke noget sundhedstegn for en glasfiberkajak. Indefra var polyestermalingen skallet af, og glasfiberen strittede lidt. Det her var vist forklaring nok på vandet i cockpittet. Så er det godt at vide, at man har tre luft- og vandtætte rum endnu.
Yderligere inspektion viste, at det var et tilsvarende, men noget mindre hul i den anden side. Jeg tror, at kajakken har taget skade, fordi agterenden har hængt for langt ud over traileren og dermed belastet fiberen over evne. Odden færgehavns stenstrand har sikket fuldendt arbejdet og slået gelcoaten i stykker.
Heldigvis havde jeg en god, vandfast pakketape i bagagen, så jeg lavede en nødtørftig reparation og besluttede mig for at knolke lidt hårdere i forsgøet på at nå Nykøbing, hvor jeg vurderede at chancen for at finde en glasfiberkyndig person var større end i Rørvig.

Læk væk

Læk væk

Jeg ringede til vandrerhjemmet, hvor værten, Søren, kunne forklare mig, hvordan jeg fandt det fra søsiden. Fra marinaen skulle jeg forbi sindssygehospitalet, passere ca. 800 meter skov, uden om et stenrev og tre hundrede meter hen langs stranden til et sted, hvor der var mange ruser – og en rydning i strandbevoksningen, hvor jeg skulle kunne lægge til.

Vejret var fortsat smukt og stille, så jeg gav pagajen godt med arm i modstrømmen ind i Issefjorden. Snart kom Rørvig til syne bag pynten. En kort pause inde på stranden viste, at min reparation holdt, så der kun var kommet ganske lidt vand ind. Jeg besluttede at slippe kysten og sætte kursen mod et punkt på standen syd for Rørvig. Det eneste trafik, jeg skulle passe på, var færgen fra Hundested, og den er stor og hvid og stikker så dybt, så det giver sig selv, hvor den sejler.

Da jeg nåede kysten syd for Rørvig kunne jeg godt se, at jeg skulle være temmelig hurtig, hvis jeg skulle nå at få et glimt af vandrerhjemmet, fra Nakkehage. Egentlig burde jeg nok være gået i land ved shelterpladsen, men med den fine beskrivelse af vandrerhjemmets beliggenhed, burde det ikke give problemer at fortsætte. Og så ville turen til Nykøbing næste morgen jo være kortere, resonerede jeg.
Ved Nakkehage mødte jeg en fritidsfisker, som fortalte, at ålefiskeriet i Issefjorden netop nu var på sit højeste – og så inviterede han mig indenfor, fordi solen jo var på vej ned. Jeg holdt dog stædigt fast i min beslutning og afslog. Efter yderligere et par kilometer, kunne jeg se Nykøbing. Eller rettere – jeg kunne se Nykøbings lys.

Jeg kunne ikke skelne husene fra hinanden, men det var tydeligt, at der var et stykke på omkring en kilometer uden gadelys – det måtte være de omtalte 800 m.
Jeg pejlede retningen med kompasset, og kom frem til, at vandrerhjemmet skulle ligge helt ude, hvor gadelysene var holdt op. Alligevel besluttede jeg mig for at sigte efter sydenden af de 800 meter, for så ville jeg jo let kunne følge anvisningen.

Endnu engang kontrollerede jeg mine nødreparationer, som stadig fungerede, og så satte jeg i gang.
Det var nu helt mørkt og stjerneklart, og der var ikke en krusning på vandet. Gang på gang jog jeg ænder og svaner op fra deres skønhedssøvn, og en enkelt fiskehejre fik også med sin hæse røst givet udtryk for sin utilfredshed med mit rutevalg.
I god tid før den modsatte kyst, begyndte pagajen at støede på bunden, og jeg besluttede at sætte farten ned, så jeg kunne se eventuelle store sten i gadelygternes spejling. Da jeg var passende tæt på kysten, satte jeg kursen sydpå og kiggede efter et stenrev. Jeg vidste ikke, om her var høj- eller lavvande, så jeg kunne ikke vide, om revet ville være synligt eller oversvømmet.
Jeg kunne ikke identificere noge af det, jeg så på land, som et sindssygehospital men det burde jeg jo også have passeret for længst.
Pludselig gik jeg på grund. Jeg bakkede lidt, roede lidt udad, drejede sydpå og gik på grund igen. Stenrevet! Jeg roede et godt stykke ud for at komme uden om stenrevet. Herefter roede jeg så tæt på kysten, som jeg kunne komme for store sten, idet jeg spejdede efter ruser. Intet at se. Kysten var tæt besat af rørskov. Nogle steder gik tornede træer ud i vandet, men der var absolut ingen rydninger den første kilometer efter stenrevet.
Efter et godt stykke tid kom jeg til en lang badebro, som ikke var med i beskrivelsen. Jeg ringede til Søren igen, og han mente, at jeg måtte være roet alt for langt sydpå. Jeg roede et stykke nordpå igen et stykke ude i et forsøg på at skabe lidt overblik. Jeg passerede stenrevet, men kom selvfølgelig i tvivl om, om det var det rigtige stenrev. Jeg havde jo afsøgt kysten for mulige landgangssteder, så jeg fortsatte nordpå. Efter et godt stykke tid, kom jeg ind til noget, der lignede havnemolen, men i mørket og modlyset fra byen, var jeg ikke sikker. Måske var det denne menneskeskabte stensætning, Søren havde ment. I så fald skulle der jo kun være ca. 300 meter hen til stedet med ruser og landgang.
Jeg gik mod kysten og tændte en lommelygte, så jeg ville kunne se en eventuel rydning i vegetationen. Så kom jeg til nogle både, og ruser. Men jeg så ingen rydning. Længere sydpå i forsigtigt tempo. Da jeg nåede det samme sted på kysten, som jeg oprindeligt havde sigtet mod, vendte jeg om og besluttede, at bådejerne jo måtte have en adgang til deres både, og at det måtte være den omtalte rydning. Da jeg kom tilbage til båedne bemærkede jeg en smal nedtrådt sti ind i rørskoven. Jeg stod ud af kajakken og trak den ind mod land. Endelig.
Med mine sidste kræfter trak jeg kajakken op på den smalle sti, der førte ind i skoven. I min dækstaske har jeg alle mine værdier, så den tog jeg med sammen med mit lejrtøj og mine vandrestøvler. Nu ville jeg spadsere op på vandrerhjemmet og få mig et bad. Så ville jeg tage lejrtøjet på og gå ned og hente min aftensmad i kajakken. Det var planen.
Stien førte gennem skoven og op til kystvejen. Højre eller venstre? Selvom klokken lige havde passeret 21.30, ringede jeg en sidste gang til Søren, som ikke havde den fjerneste idé om, hvor jeg kunne være. Han mente, at jeg muligvis skulle gå til højre, så det forsøgte jeg. Efter nogle hundrede meter, kunne jeg tydeligt se havnen – altså var jeg markant for langt nordpå.
Jeg hankede op i mig selv og min minimale bagage og gik sydpå. Jeg var stadig iført tørdragt med en hel dags opsamlet sved og mine heldigvis spritnye vådsko med ekstra tyk bund – ikke mit førstevalg af udstyr til en vandretur af ukendt længde. Efter lidt mere end en kilometer, så jeg arbejdslys i en have bag en hæk. Jeg spurgte, om der var nogen derinde, og da den flinke mand kom ud, spugte jeg om vej til vandrerhjemmet. ”Ja, børnene ligger desværre alene derinde og sover, så jeg kan ikke køre dig derop,” var hans foruroligende svar. Men han kunne udpege en vej et godt stykke henne, hvor gadelygterne ikke rakte længere, hvor jeg skulle gå op.

Krig

Det tog en hel krig at komme til vandrerhjemmet, men så var modtagelsen også et vægmaleri på tre-fire meters højde.

Vandrerhjemmet i Nykøbing Sjælland ligger i den nye hovedbygning på slottet Anneberg (at den er ny betyder, at den er opført midt i 1850′erne i Italiensk stil – den gamle er vist et par hundrede år ældre). Den nye hovedbygning er så placeret et lille stykke væk fra de mest markante bygninger, men efter en lille tur oppe hos naboen et stykke højere oppe ad bakken, lykkedes det mig endelig at finde den rigtige bygning. Og efter et par forsøg også den rigtige indgang i bygningen. Jeg fandt mit værelse og fik mit velfortjente bad.
Skulle jeg så gå to kilometer ned til vandet for at hente min aftensmad, eller skulle jeg gå sulten i seng og glæde mig til morgenmaden? Egentlig var det ikke noget rigtigt dilemma, for jeg havde ganske enkelt ikke kræfter til at gå så langt. I stedet gik jeg på restejagt i gæstekøkkenet – på vandrerhjem er der tit et skab med rester af langtidsholdbare varer, så jeg håbede på at finde en pose pasta og lidt ketchup. Men på Danhostel Nykøbing er der ryddet rigtig pænt op i køkkenet. Der stod en enkelt gryde med nogle andre gæsters rester i køleskabet, men jeg var ikke desperat nok til at gå på rov på ulovlig vis.

Endelig kom morgenen, så jeg kunne komme ned og få morgenmad.
Jeg var den eneste gæst til morgenmad, ogjeg havde fået at vide, at den ville være klar ved ottetiden. Så klokken otte gik jeg ned ad trappen forbi det store vægmaleri med krigere til hest og ned i spisesalen.

Spisesalen en af slottets opindelige sale, og selvom der ikke er noget af det oprindelige interiør tilbage her, virker den hyggelig med sine tunge, polstrede stole ved de lange borde. Men jeg var ganske alene. Ikke en sjæl var her – jo, måske et spøgelse elle to fra fordums dage – men ikke en levende sjæl. Jeg vidste godt, at jeg ud over et par baltiske håndværkere var vandrerhjemmets eneste gæst, men jeg havde da regnet med, at morgenmaden var klar.
Min mave var så slunken, at jeg ikke kunne vente længere. Jeg overskred grænsen mellem gæst og ansat og gav mig desperat til at lede i skabe og skuffer i vandrerhjemmets anretterkøkken for at se, om nogen havde efterladt en enkelt kalorie eller to, som jeg kunne fordrive tiden og den værste sult med, indtil noget personale mødte ind.
Og jeg var heldig. I en skuffe stod en pose med havregryn, og mælken i den åbne katon i køleskabet var frisk. Efter to store portioner dukkede værten, Søren, op og undskyldte, at han var forsinket.
Han lavede kaffe og havde friskbagte boller, og på trods af mit kriminelle rov, havde jeg ingen problemer med at spise et par bolle med ost.
Søren er en hyggelig, snakkesalig person, med igitg mange jern i ilden. Han fortalte om vandrerhjemmet, der også fungerer som naturskole og poduktionsskole, og han fotalte ivrigt om sit politiske arbejde i byrådet. Og så ville han selvfølgelig gerne høre om min tur.

Anneberg

Danhostel Nykøbing S - Anneberg.

Jeg forklarede ret hurtigt min bådsituation, og Søren mente bestemt, at det måtte være en opgave for bådbyggeren. I Rørvig. Hvor jeg var i aftes, før mine geografiske pinsler startede.
Min skepsis over for endnu 8-10 km over fladt vand med store sten og to huller i kajakken bragte mig en tur på internettet, som ikke kendte noget til nogen, i Nykøbing Sjælland, der arbejdede i glasfiber – ud over Rørvig Bådbyggeri, naturligvis. Jeg ringede til havnefogeden, som kunne fortælle mig den samme historie. Og så måtte jeg jo krybe til korset og ringe til Rørvig.

Her fik jeg fat i den ene af de to bådbyggere. Det var Niels, som viste sig at være en rigtig fin fyr.

Niels ville gerne hente mig og kajakken i Nykøbing og bringe os til værkstedet i Rørvig. Jeg skyndte mig ned på stranden for at pakke kajakken ud, så den kunne læsses på Niels’ bil, når han kom. Min plan var nu at tage en arbejdsdag på vandrerhjemmet, mens Niels kunne hygge sig med glasfiber og polyester. Hvis reparationen kunne gøres på et par timer, ville jeg så tage bussen til Rørvig og ro ud til shelterpladsen. Hvis det tog længere tid, ville jeg overnatte én gang til på vandrerhjemmet.

Niels kom hutigt, og sammen fik vi kajakken bakset op på taget af hans bil. Og endnu engang må man undre sig over, hvor meget en ekspeditionsudrustning fylder, når den er pakket ud af kajakken. Niels’ bil kunne faktisk fyldes helt op med de ting, som jeg normalt har liggende i kajakken – minus de ting, som allerede lå på vandrerhjemmet.

Rørvig

Rørvig Baadebyggeri.

Bådbyggerens værksted i Rørvig ligger naturligvis på den bedste placering på havnen. Poten åbner ud til en fantastisk udsigt over bugten og et – på denne årstid lidt mennesketomt – havneliv.
Kort tid efter vores ankomst dukker der en hund op. Niels snakker lidt med den. ”Jeg ved ikke hvis den er, men den lusker rundt på havnen og ser, om den kan finde noget at spise rundt omkring – den kommer også tit over til røgeiet,” fortæller Niels.
Lidt efter kommer først én og senere en anden lokalkendt mand forbi, der lige skal hilse på Niels og høre, hvordan dagen og vejret tager sig ud.

Niels

Niels reparerer kajakken.

Da bilen er pakket ud, begynder Niels sin inspektion af kajakkens skader. ”Først må vi lige have noget varme på, så det kan tørre ordentligt. Så vil jeg lægge et ekstra lag glasfiber på indersiden og reparere gelcoaten udefra bagefter. På den måde bliver den stærkere end før, for det her er jo tydeligt kajakkens svageste punkt,” forklarede han. Niels var ikke helt sikker på, at han kunne ramme præcis den samme hvide farve i gelcoaten, så han forberedte mig på, at reparationen nok ville blive temmelig synlig. Jeg tænkte, at det egentlig var helt i orden at få et lille ar eller en tatovering med fra Rørvig, og forsikrede ham om, at funktionaliteten er det vigtigste for mig – pryden kommer i anden række.

Med en tændt varmepistol nede i cockpittet forlod vi sammen værkstedet, og Niels kørte mig tilbage til Nykøbing. På turen fortalte han om sig selv.

For mange år siden blev Niels uddannet bådbygger på værftet i Hundested, hvor man byggede de mest fantastiske både. Han var dybt betaget af håndværket, men det var svært at få og fastholde arbejde, så han uddannede sig til lærer.
Dette fag bedrev han i 35 år, men hele tiden havde han et bådprojekt i gang – og det er blevet til ganske mange både fra hans hånd.
Nu er han så igen bådbygger – på fuld til som indlejer i Rørvig Bådbyggeri. Her arbejder han sammen med den noget yngre Bjørn på både reparationer og nybyggerier.
Hans vigtigste projekt lige nu er en kaproningsbåd, der skal være så let, at den kan håndteres af én mand, og som hurtigt skal kunne omrigges fra at passe til to personer til at passe til én. Så meget af forklaringen forstod jeg. Efter disse detaljer begyndte Niels – nærmest med fugt i øjnene – at berette om skrogformer og detaljer, som skal gøre denne båd enestående. Niels har lavet tegningerne, og der er ingen tvivl om, at han glæder sig til at komme på vandet i prototypen. Herefter har han forhåbninger om og tro på, at båden bliver en international succes, som skal give arbejde til Rørvig Bådbyggeri i mange år.
Niels har desuden bygget flere kajakker i både glasfiber, kulfiber og træ.

Tilbage på vandrerhjemmet gik jeg i gang med at arbejde på computeren. Undervejs nød jeg sommerens sidste forsøg på tilbagevenden i parken med landets måske største – måske kun næststørste – platantræ. Lidt ærgeligt at buge en stille og smuk solskinsdag på land, men omvendt var kroppen også godt gennembanket efter den lange dag i går.

Ved syvtiden om aftenen ringede Niels og fortalte, at nu var kajakken færdig. Jeg fortalte, at jeg allerede havde besluttet, at jeg ikke skulle ud og ro i aften, så jeg ville bare tage bussen til Rørvig næsten morgen. Niels, der bor i Nykøbing, insisterede på at komme og hente mig på vandrerhjemmet, når han kørte alligevel, og som sagt så gjort.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.