Overvundet af Lynæs Sand

Etape 12, rodag 5 (52. rodag i alt) 3/10 2013, ca. 33 km, i alt ca. 1410 km.

Det er forbløffende så meget vand, der kan komme ud af Roskilde Fjord.

Frederikssund Havn

Morgenstemning ved Frederikssund Havn.

Da jeg næste morgen var blevet kørt tilbage til Frederikssund og havde fået pakket kajakken og lagt den fra land, kunne jeg konstatere, at strømmen stadig var kraftigt udadgående. Dertil var vinden oven i købet taget til – fortsat fra stik syd – altså kraftig modvind. Jeg sled og stred, og det gik da også fremad. Jeg passerede den lejrplads, som Malikflokkens folk havde forklaret mig om, og som jeg havde planlagt at benytte på tilbagevejen. Bølgerne var korte og slog gang på gang skyer af skumsprøjt op i mit ansigt. Efter to timer måtte jeg have en pause. Jeg fik øje på noget, der lignede en bænk inde på stranden og satte kursen efter den. Det passede også med, at der var en pynt, hvor jeg kunne få lidt bølgelæ at lande i.

Roskilde Fjord

Roskilde Fjord viser tænder

Et kig på kortet viste, jeg var nået fire kilometer på to timer med fuld kraft. Der var ydeligere ca. 25 km til Roskilde. Hvis jeg holdt hastigheden, ville det tage 12½ time at nå dertil. Med bare et minimum af pauser ville det betyde, at jeg ikke ville kunne være der før efter midnat. Det var ganske enkelt urealistisk.
Så jeg besluttede, at jeg havde set rigeligt af Roskilde Fjord, selvom jeg meget gerne ville have hilst på vikingeskibene for at høre forfædrene til, hvordan man håndterer Roskilde Fjord, når den viser tænder. Jeg vendte om. Og fik medvind. Og medstrøm.

Efter knapt en halv time passerede jeg mit udgangspunkt, og brugte faktisk mest pagajen til at styre med, når bølgerne lod mig surfe hen over fjorden. Strømmen under broen i Frederikssund var så stærk, at jeg tvivler på at jeg ville have kunnet ro den anden vej. I hvert fald ikke ude på midten.
Efter en kort pause gik det videre nordpå. Vinden og strømmen rasede stadig i min retning. De lavvandede område var ikke længere lavvandede – de var tørlagt. Jeg så åleruser, der var bedre egnet til at fange ænder end ål, for de lå simpelt hen oven på en blottet fjordbund.
Og vinden tog til.
Jeg havde så god fart på, at jeg regnede med at kunne nå Tisvildeleje omme på Sjællands nordkyst.
Ellers kunne jeg i hvert fald nå om til en en af strandende deromme, hvor jeg kunne slå telt op i læ for søndenvinden.

Columbus

Columbus

Jeg holdt pause ved Sølager og tog Colombus i øjesyn. Jeg håbede på også at få et glimt af den navnkundige færgemand, men båden lå stille og færgehuset var mørkt og havde en håndskrevetseddel i vinduet, hvor der stod, at færgefarten vil blive genoptaget til april.
Bølgerne voksede, så jeg ville sikre mig at komme godt uden om molen ved Lynæs havn, så jeg ikke blev fanget i en brænding og slynget ind mod molen. Så fik jeg en sms. Og én til. Og to til. Nok én og ydeligere én. Jeg tænkte, at det måske var min kone Kirsten, der var urolig for mig, og at hun af én eller anden grund ikke kunne ringe mig op, men bølgerne forhindrede mig i at læse sms’er lige nu. Så jeg måtte ind i Lynæs Havn. Da jeg endelig havde fundet roligt vand, åbnede jeg telefonens indbakke, og så til min undren, at der kun var kommet en enkelt sms. Telefonen syntes åbenbart, at jeg skulle orienteres grundigt om netop denne vigtige besked. Den handlede om én der har fået nyt telefonnummer. Den information kunne jeg godt have ventet en times tid med.

Jeg tog kampen op mod bølgerne igen og gik ud langs den lange havnemole. Da jeg rundede den kunne jeg se, at brændingen gik flere hundrede meter ud fra kysten ind over Lynæs sand. Og uden for brændingen var vandet fyldt godt op af kitesurfere, der uførte vilde hop. Det ville betyde, at jeg faktisk skulle et par kilometer ud i vandet, hvis jeg ville sikkert forbi – og hvem ved, hvordan bølgerne tog sig ud derude. Så jeg valgte i stedet at tage chancen i brændingen, hvor jeg altså skulle på langs af bølgerne. Hvis jeg kæntrede, ville jeg forsøge at rulle op igen og ellers var jeg jo godt beskyttet af min tørdragt og pålandsvinden.
Der gik da heller ikke lang tid, før jeg kæntede. Mit forsøg på at rulle mislykedes, og jeg kunne mærke bunden med mit hoved. Derfor ville jeg egentlig gerne ud af kajakken, så jeg trak mig fri. I mellemtiden var jeg blevet skyllet ind over revlen, så jeg stod så meget i vand, at redningsvesten trak godt opad i mig, men jeg kunne stadig nå bunden med fødderne. Og jeg undrede mig over, at vandet føltes så køligt igennem tørdragten. Jeg fik vendt kajakken og fik meget af vandet ud af cockpittet. Men da jeg ville kravle op i den, føltes benene tunge. Det var de også. For jeg havde glemt at lukke min nederste lynlås efter sidste pause, så tørdragtens ben var fyldt med vand.
Jeg svømmede kajakken ind på en sandbanke og gik med tunge skridt op hvor der var helt tørt. Her lagde jeg mig på maven og løftede benene ét af gangen, så det meste af vandet blev hældt ud. Jeg var stadig mindst 100 meter fra stranden. Disse 100 meter bestod af sandbanker og vandpytter. Så jeg satte hjulene på kajakken og sled den igennem det bløde sand hele vejen op på stranden, hvor jeg lagde mig og pustede og prustede.
Heldigvis var det ikke koldt, men jeg kunne godt mærke, at blæsten virkede afkølende, så jeg pakkede tog posen med nødtøj med om bag en busk og skiftede i en fart.

Jeg besluttede mig for at slå teltet op på stranden så jeg pakkede kajakken ud, så den blev lidt lettere at trække op bag buskene.
En flink mand kom forbi og fortalte mig, at kajakklubben lå måske 100 meter henne, og at de i øvrigt plejede at ro netop netop i dag. Jeg stuvede mine ting sammen omkring kajakken og lagde alt mit våde tøj øverst, så ingen skulle få lyst til at rode i det – og så gik jeg hen til kajakklubben.
Her satte jeg mig på en bænk og lyttede til vejrudsigten.
Den var rigtig grim. Dagens vind var begyndelsen på en kuling med vindstød af stormstyrke, som skulle komme i morgen. Det fik mig til at beslutte, at dette var denne etapes sidste dag.
Ved kajakklubben fandt jeg en brochure med formandens telefonnummer. Så jeg ringede for at forsøge at aftale opbevaring af kajakken.

telt

Teltning ved surfcenteret.


Benny var meget venlig. Han var med sin kone på Bryghuset i Hundested til deres månedlige ølsmagning, men alligevel ville han gerne komme ned og hjælpe mig.
Før han kom havde jeg fået etableret min lejr bag købmanden, hvor der om sommerne er surfcenter. Surfcenteret består blandt andet af en masse overdækket plads, hvor man kan hænge sin snor op og hænge tøjet til tørre, så det gjorde jeg.
Da Benny kom var det med et tilbud om, at kajakken kunne bo hjemme hos ham, og at jeg i øvrigt kunne komme op til dem og få aftensmad. Dagen efter ville han komme ned med sin kajakvogn, så vi i fællesskab kunne køre kajakken op på Kirkebakken, hvor han bor.
I formandsboligen var der fyret godt op i brændeovnen, og maden var god og varm. Det gav i forening med al den friske luft gav en sund og naturlig træthed, så jeg gik ret tidligt tilbage til surfcenteret og lagde mig til at sove i teltet.

Benny

Benny.

Næste morgen lagde jeg alt mit udstyr frem på bordene i surfcenteret, og fandt ud af, hvad jeg kunne lade ligge hos Benny. Resten pakkede jeg i min Ikeasæk, som blev spændt på min kajakvogn med ekstrapagajen som stjert. Det var et effektivt måde at transportere al bagagen til toget, og det gjorde det let at skifte både i Hillerød og København.

Det blev en etape med overraskelser, men jeg fik da besejret Issefjorden og Roskilde Fjord – eller også fik de besejret mig…

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.