Om respekt og fest.

Etape 13, rodag 2 (54. rodag i alt) 26/10 2013, ca. 47 km, i alt ca. 1471 km.

Telt på stranden

Telt på stranden.

Jeg sov godt og længe, og da jeg vågnede var det blevet lyst. Jeg kunne godt regne ud, at dagen ville blive lang, hvis jeg skulle nå til Helsingør, hvor det næste vandrerhjem ligger – og det var min plan. Nu hvor jeg var 5-7 km bagud i forhold til gårsdagens plan, skulle disse manglende kilometer jo i sagens natur lægges oven i dagens rotur. Hvis det ikke gik godt, måtte jeg gå ind i Hornbæk havn og finde et sted at telte der.

Mit første møde med mennesker denne dag startede med, at en aggressiv hund kom hen og gøede voldsom af mig, mens jeg var ved at pakke de sidste ting på kajakken. Jeg gjorde det klart for den, at den var på mit domæne, og skulle holde sig væk. Det respekterede den i første omgang, men så snart jeg fjernede opmærksomheden på den, kom den nærmere og gøede igen. Jeg råbte til ejerne – et ældre ægtepar som var mere end 100 m væk – om de ikke ville kalde hunden til sig. Det reagerede de ikke på. Selv da de kom helt tæt på, stod manden bare og smågrinede. ”Vil du ikke nok tage den i snor – den gør mig utryg,” sagde jeg. Han svarede ikke, så jeg gentog spørgsmålet, og så kom alle dorske hundeejeres standardsvar: ”Jamen den gør ingenting…” Hvordan kan jeg vide det? Den står og gør af mig, og den kommer nærmere, hvis jeg ikke aktivt holder den væk. Hvordan kan jeg så vide, at den ikke vil gøre mig noget? Jeg sagde igen: ”Den gør mig utryg, vil du ikke godt tage den i snort indtil I er forbi mig?” Manden grinede lidt igen. ”Den vil bare have den her,” sagde han så og samlede en kogle op, som lå i sandet lige ved kajakken. ”Du har måske slet ikke nogen snor,” spurgte jeg, men han gentog blot: ”Den gør jo ingen ting.” Jeg ved ikke, om hunden gav ham ret, men den galpede i hvert fald videre vendt mod mig og nu med en tilsandet grankogle i munden.

Idioter med køter

Idioter med køter

Nu var jeg vred. Det er helt i orden at folk lader deres hunde løbe frit på stranden, men det er utilstedeligt, at man ikke kalder hunden til sig, når man bliver opmærksom på, at den generer andre.
Jeg vil ønske, at nogen en dag på en forståelig måde kan forklare mig, hvorfor netop hundeejere har en særlig ret til at gøre det samme på andre mennesker, som deres hunde gør på fortovet. Ingen andre opfører sig så hensynsløst.

Føj for en start på dagen.

Men den gav mig da et godt skud adrenalin til at sætte igang med. Der var ret store dønninger, så det var nødvendigt at holde sig et pænt stykke fra kysten for at undgå brændingen. Ved Tisvildeleje er der tilsyneladende et rev, og her kunne man faktisk godt have fornøjet sig med en god gang surfing, men jeg havde ingen lyst til at tage chancer, så på trods af medvinden, lod jeg de fleste bølger glide unde kajakken uden at tage imod den hjælp, de tilbød. Det gik nu pænt stærkt alligevel, og ved 16 tiden rundede jeg Nakkehoved Fyr.

Da jeg ved 18-tiden lå i Hornbæk Havn, ringede jeg til Danhostel Helsingør for at få at vide, hvordan jeg ville kunne kende vanderhjemmet fra vandsiden i mørke. ”Vi ligger en kilometer før havnemolen, og der er nogen, der har stillet et bord-bænke-sæt cirka tre meter ude i vandet. Det er et stort hus, der der er lys i vores restaurant,” lød forklaringen fra værten Nikolaj, der også fik fortalt, at han selv ror kajak. Det lød som noget, der var svært at gå helt skævt af, og det passede oven i købet med det billede som begge mine kort gav mig. Jeg tænkte, at hvis alt andet gik galt, så kunne jeg gå ind havnen og sætte kajakken på vognen hen langs kystvejen.

Hornbæk Havn

Hornbæk Havn - sidste stop før Helsingør.

Det var ikke nødvendigt. Jeg satte min alarm til at ringe 10 minutter før forvenet ankomst kl. 20. Planen var så at ro i almindeligt tempo til en start og denæst i langsomt tempo helt tæt på kysten, når jeg regnede med at være tæt på. Det blev hurigt helt mørkt. Kun en lille åbning i skyerne bag mig lod solens sidste røde himmelgløder lyse op, og de blev hurtigt overskygget af gadelamperne (hvis man kan tale om lys, der overskygger – jeg havde skrevet ”overdøvet” først, men det virker slet ikke).

Solnedgang mellem Hornbæk og Helsingør

Solnedgang mellem Hornbæk og Helsingør

Da jeg regnede med, at jeg var rigtig tæt på, fik jeg øje på en masse lys, der bevægede sig inde ved en stor bygning lidt længere fremme. Jeg kunne også høre børnestemmer. Jeg besluttede mig for, at det sikkert var vandrerhjemmet, og at jeg ellers ville gå derind og spørge om vej. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, at det var en stor flok børn med knæklys, og at der var diskolys i et stort rum i bygningens stueplan ud mod vandet. Jeg roede helt tæt på – og fik straks øje på et bord-bænke-sæt ude i vandet. Det fungerede perfekt som landgangsbro, og jeg fik let kajakken på land.

En lang og hård rodag der startede med et kedeligt adrenalinkick sluttede med et lykkeligt bad og en dejlig tomatsuppe med pasta.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.