Kronborg om styrbord – bølger og modvind

Etape 13, rodag 3 (55. rodag i alt) 27/10 2013, ca. 16 km, i alt ca. 1487 km.

Helsingør Vandrerhjem er et fantastisk sted, men den historie fortæller jeg hos www.danhostel.dk. Beliggenheden lige ud til vandet er perfekt, og huset er fyldt med sjæl. Kajakfolk må ifølge værten Nicolaj gerne overnatte i telt på græsplænen – men ring lige og få en aftale først.

Receptionen

Nicolai tager byder gæsterne velkommen i receptionen.

Nicolaj er selv ivrig kajakroer. Han elsker når bølgerne for alvor bliver udfordrende. Så lægger han og en kammerat sig ud i de to Hasle-kajakker, som hvert år bliver malet i nye camouflagefarver.
Jeg mødte en lille tysk familie bestående af bedstemor, mor og to børn. De fortalte, at de var på en tur på Sjælland, hvor de har boet på vandrehjem i både Roskilde, Nykøbing og altså Helsingør. De kører rundt til Nordsjællands forskellige attraktioner, og børnene var meget begejstrede for vikingeskibene i Roskilde.
Efter morgenmaden og en rusketur rundt i de tyske afkroge af min hjernes gemmer, var det tid til at sætte kursen mod Kronborg.

Kronborg

Kronborg

Der er jo stærke følelser knyttet til netop dette nordøstlige hjørne af Sjælland, og jeg må også indrømme, at den stolte bygning indgyder respekt. Og der er god grund til at respektere farvandet omkring den.
Vinden var stik syd, så jeg lå fint i læ den første kilometer. Jeg mødte et par lokale roere, som desværre ikke kunne give mig tips til, hvordan jeg sikrest muligt krydsede færgeruterne. De mente, at det handlede om at ro tæt på, kigge sig for og så ro til, når der var plads. Det var faktisk også min plan.
På læsiden af Kronborg var det helt uproblematisk at ro. Vejret virkede skønt med høj sol og kølig vind, og langs kysten gik lystfiskere, løbemotionister og hundeluftere. Jeg roede tæt på slottet for at nyde de arkitektoniske detaljer bedst muligt.

Lokale kajakroere

De lokale roeres råd ved kryds af færgeruterne: Se dig for!!

Jo længere jeg roede med Kronborg om styrbord, des længere kom jeg også rundt om den pynt, som slottet er bygget på. Des større blev dønningerne, og des kraftigere blev vinden. På sydsiden af pynten slog vinden mig direkte ind i ansigtet for lige at gøre opmærksom på, at jeg ikke skulle forvente en alt for let rodag.

Jeg nærmede mig færgehavnens indsejling. Egentlig bør man nok holde sig væk fra denne indsejling i kajak, men jeg skulle jo forbi. I følge søkortet skal man ro små end 350 meter uden om indsejlingen, men jeg vurderede, at jeg bedre kunne overskue trafikken helt tæt på, så jeg lavede for en stund mine egne regler og krydsede færgeruten på det smalleste sted.
Først måtte jeg vente på en indgående færge. Så måtte jeg vente på en udgående færge, og da den var forbi, kunne jeg se endnu en indgående nærme sig i høj fart. Efter ca. 10 minutters ventetid var den sidste færge i havn, og der var ingen på vej ud. Jeg satte i højeste gear og roede forbi indsejlingen på ingen tid. Helt uproblematisk. Men med en stærk bevidsthed om, at det ville være et upraktisk sted at kæntre. Især på grund af trafikken, men også på grund af de voldsomme refleksbølger.
Der kom store dønninger fra sydøst, som blandede sig med små dønninger fra nord. Desuden var der vindbølger fra syd, og naturligvis under tiden også kølvandsbølger. Hele dette virvar af bølger bliver så reflekteret ind mod en dyb, lodret molekant, så det er fuldstændig uforudsigeligt, hvor den næste bølge angriber fra. Som ud af intet kan en bølge pludselig rejse sig 1-1½ meter foran dig, bag dig, under dig eller på siden af dig. Og man bliver rusket rundt i suppen. Hvis ikke det var for trafikfaren, var det faktisk et rigtig sjovt sted at ro, men bevidstheden om, at man kunne have overset en færge på mere end 10.000 bruttoregisterton og med mere end 8000 hestekræfter under motorhjelmen (som Scandlines-båden bagest i billedet), fik mig til at koncentrere mig om fremdriften frem for morskaben.

Tæt trafik

Tæt trafik - og jeg er den lille...

Ved Snekkersten Havn lagde jeg mig ind for at få kaffe og et lille hvil. Et par sejlere var ved at reparere deres både – ellers skete der absolut intet. De var nu hyggelige nok at snakke lidt med.
På vandet igen. Vinden tog til. Jeg havde tænkt mig at nå til Rungsted, men for en sikkerheds skyld havde jeg også lavet en aftale om overnatning i Nivå Kajakklub. Min tanke var så, at jeg ville vurdere situationen, når jeg nåede til Nivå. Hvis det var tæt på at blive mørkt, ville jeg overnatte dér. Ellers ville jeg fortsætte til Rungsted. Med den stigende modvind, gav det sig selv, at jeg skulle besøge alle de små havne, der ligger med 2-3 kilometers mellemrum på denne strækning.
Næste stop var Espergærde. Her mødte jeg én af havnens lystige svende, der skulle gøre sig morsom: “Er det rigtigt, når de siger, at du er roet fra Grønland,” sagde han med et smil der nok skulle betyde “nu ved du ikke hvad du skal svare”. “Nej, kun fra Struer,” svarede jeg promte. Og da han havde samlet kæben op fra kajkanten igen, fik vi en hyggelig snak om, hvordan han selv havde roet kajak for ca. 70 kg. siden.
Da jeg var forbi Humlebæk, var bølgerne så kraftige, at det ikke lykkedes at få et billede af Lousiana, som jeg ellers havde glædet mig til at se fra søsiden. Men det lave vand gav så megen brænding, at jeg ikke havde lyst til at ro tæt på.
Allerede ved Sletten, var det mørkt, så det gav sig selv, at jeg ikke skulle til Rungsted. Jeg ringede til Jørgen fra Nivå Kajakklub og fik aftalt præcis hvor jeg fandt nøglen, og hvordan jeg skulle forholde mig i deres klubhus. Jørgen fortalte, at der var en glimrende restaurant på havnen, som han varmt kunne anbefale. Samtidig fik jeg ringet til Rungsted og aflyst min aftale der, før jeg igen gik ud i vinden og vejret.

Sletten

Selvportræt - med streg under træt.

De sidste to kilometer til Nivå var en sej kamp mod sprøjtende bølger og kraftig modvind, der gav ekstra vindstød, når bygerne satte ind. Fra havneindsejlingen kunne jeg se en tjener tøffe rundt i den hyggelige restaurant og gøre klar til gæster – måske skulle det være mig? Det fristede overordentligt, og jeg var godt sulten. Kajakklubbens flydebro ligger helt inde i bunden af havnen, men er heldigvis af en moderne konstruktion, der gør det let at glide kajakken op af vandet, når den trætte krop er væltet op på broen.

Jeg tog straks klubhuset i øjesyn og fandt den gode og kraftige kajakvogn, som Jørgen havde pralet af. Den gjorde det let at få kajakken op til klubhuset – og så pakkede jeg ud.
Sovepose, liggeunderlag, rent tøj, håndklæde, toiletsager, tørre sko. Det hele blev fundet frem og læsset ind i klubhuset. Så skulle jeg lige have min kaffebøtte, så jeg kunne lave en hurtig og velfortjent kop kaffe, før jeg gik i bad.
Kaffebøtten hører til under dagslugen sammen med de fleste af mine fødevarer. Så i min søgen efter kaffebøtten, kom jeg først om ved en gullaschsuppe og dernæst en bøtte med kartoffelmospulver. Det indgød en strøm af glæde, der gennemsusede hele kroppen. Mine tænder løb i vand. Afgørelsen var truffet. Jeg skulle absolut ikke hen på nogen restaurant. Jeg skulle have varm suppe og kartoffelmos. Yes. Og nøj, hvor jeg dog glædede mig til dette festmåltid.
Jeg fandt plads til kajakken i klubbens ene container, der præcis var lang nok til, at mine fem meter og treogfirs kunne lukkes inde bag lågen, når blot roret var slået op.
Et godt, varmt bad. Aftensmad. Planlægning af morgendagen, hvor der var meldt om storm med vindstød af orkanstyrke. Og så en smule af den særlige underholdning, som man finder i Nivå Kajakklub:

Det er første gang, jeg har prøvet en kajak-romaskine, og jeg må indrømme, at jeg er imponeret over, hvor livagtig den føles. Men… den er lidt tung at kante, og det lykkedes mig slet ikke at rulle.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Tilmeld dig nyhedsbrevet.