Mennesker og historier

Historier om mennesker, jeg møder på min vej krydret med de tanker, jeg gør mig.

Geocached!

Det har været en fantastisk dag, og jeg skal nok få skrevet en mere udførlig beretning i turbloggen, men først vil jeg lige dele dagens største oplevelse: Jeg er blevet geocached.

Jeg har brugt dagen i Aalborg, hvor jeg lagde til ved den nye havnefront ved Nytorv og trak kajakken med mig rundt på vognen. Efter en begivenhedsrig eftermiddag var jeg på vej tilbage til vandet, da to mænd på mountainbikes holdt ind ved siden af mig på fortovet, mens den ene halvvejs råbte: ”Der går en mand med en kajak!”

Hans og Steen

Her er jeg sammen med Steen, som geocacheded mig.


Jeg vendte mig efter lyden og genkendte straks den ældste af de to. De var Steen. Min rigtig gode FDF-ven fra den tid, hvor jeg selv boede i Aalborg. Den unge mand ved siden af, var hans søn, Thomas, hvis opvækst jeg har fulgt på 17-18 julekort.
Steen er et dejligt menneske. Som FDFere sammen i Aalborg anden kreds i slutfirserne og lidt i starthalvfemserne har vi hygget og grinet og været alvorlige og ind imellem også helt fortrolige med hinanden.
Men gennem de sidste mange, mange år har vores eneste kontakt været været Steen og Pias julekort med billede af deres børn og lidt beskrivelse typisk af deres ferier. Et kort, som hvert år er blevet besvaret med Kirstens og mit nytårsbrev, som basalt set rummer de samme informationer.
Så har vil lige sagt hej på Facebook, hvor vi ind imellem synes godt om hinandens ting og sager.
Men pludselig stod Steen altså dér på et gadehjørne på Nytorv ca. 100 meter fra det kredshus, hvor vi har brugt ufatteligt mange timer sammen.
Steen havde set på Facebook, at jeg skulle komme igennem Aalborg, men i går havde han ikke haft mulighed for at lede efter mig. Han arbejder i Grønlandshavnen, så han havde overvejet at følge mig på kortet og stille sig ud til vandet og råbe ad mig, når jeg kom forbi – han regnede med, at det ville ske i dagtimerne i dag, for han kunne jo ikke vide, at jeg holdt hvile- og interviewdag i Aalborg. Da han kom hjem fra arbejde, tjekkede han min position igen og opdagede, at jeg stadig gik rundt i Aalborgs gader. På et tidspunkt kunne han se, at jeg holdt stille ved biblioteket – og så steg han og sønnen på cyklerne og for afsted. Da de var kommet derned tjekkede de positionen på Thomas’ telefon, og de kunne se, at jeg var på vej i retningen af Nytorv. I huj og hast cyklede de videre og fandt mig altså lige på hjørnet ved Lille Kongensgade.
Jeg blev vildt overrasket og meget varm indeni af glæde.

Thomas

... og her er Thomas, som hjalp sin far, og som fotograferede os.

Jeg har selvfølgelig vidst, hvor Steen og Pia bor, og jeg har kunnet opsøge dem hundredvis af gange, hvis jeg havde villet. Eller ”villet” lyder forkert, for det er ikke manglende vilje, der har afholdt mig. Jeg har nok bare ikke fået impulsen til at gøre det.

Vi fulgtes storsnakkende ad ned til vandet, og jeg inviterede mig selv på kaffe hjemme hos dem senere. Så da jeg havde roet turen fra Nytorv og tilbage til vandrerhjemmet, ringede jeg til Steen, som kom og hentede mig.
”Du Steen, mens jeg roede, kom jeg til at tænke på en ting. Vi er begge to et par fine fyre. Vi har været gode venner, og jeg kan ikke huske, at der er sket noget alvorligt mellem os. Hvorfor mon vi er holdt op med at se hinanden?”
Jeg ved ikke, om Steen opfattede det som en slags angreb, men sådan var det i hvert fald ikke ment. Og han havde heller ikke noget fornuftigt svar på det – bortset fra, at han bekræftede, at det i hvert fald ikke var fordi han var sur på mig eller noget i den retning.

Det blev en rigtig hyggelig aften hos Steen og Pia, hvor vi fik hygget og grinet og delt erfaringer om vores børn, der har omtrent samme alder, om udviklingen i vores hårfarve- og mængde og om masser af andre helt almindelig ting. Det hele foregik i en atmosfære som om vi havde været til FDF sammen i sidste uge, selvom der selvfølgelig lige var nogle fakta, vi lige trængte til at få opdateret.

Så når du læser det her, Steen – og det ved jeg, du gør – så skal du bare vide, at du virkelig har rørt mig dybt ved at opsøge mig på den måde. Det var en uvurderlig gave, som jeg kan mærke, at jeg kommer til at tænke tilbage på mange gange. Tusind tak for den.

Og når jeg ror forbi Grønlandshavnen i morgen, så kan du godt regne med at jeg både spejder og vinker.

Billeder følger.

3/4 danskere med sten og guns

Mark and Jenny

Mark'n Jenny - 3/4 danes

Amerikanere er overfladiske, selvpromovernede og skydegale. Og så tror de, at enhver er sin egen lykkes smed.
Det ved enhver.
Men når man kommer ind på livet af en enkelt amerikaner eller to, danner der sig selvfølgelig et mere nuanceret billede.

Mark og Jennifer boede på Danhostel Nykøbing, så vi mødtes til fælles morgenmad. Jeg satte mig lidt for mig selv, men det forhindrer selvfølgelig ikke en ærkeamerikansk pensionstkvinde i at lade sin stemme skære gennem rummets morgenfred: ”So, you are the sea kayaker?”
Hun ville vide alt om min tur, og undervejs demonstrerede hun også, at hun havde godt styr på fakta om Danmark.

Så var det min tur til at høre om, hvorfor de var i Danmark.

Mark er halvt dansker. Hans mor kom fra Danmark, og emigrerede til USA. Og nu, efter et langt arbejdsliv, har han trang til at søge sine danske rødder, og de suger deres næring på Mors.
Jennifer har slet ikke den samme trang, så de to besøger ingen kirkegårde med hendes aner. Men hun nyder at følge sin mand på rejsen, og jeg har også på fornemmelsen, at hendes udadvendte facon er en fordel i deres søgen.
I dag vil de leje cykler og køre rundt til kirkegårdene i de landsbyer, som han kender navnene på fra sin mors breve. Og turens klimaks vil være, når de finder den ruin, der er tilbage af hans bedstemors hus. Herfra vil han tage et par mursten med sig hjem til Amerika.

De to amerikanere er meget betagede af den righoldige historie og danskernes trang til at bevare historiske bygninger og tegn. ”Når en kirke har udtjent sin funktion i Amerika, bliver den simpelt hen solgt. Så kan den bruges til hvad som helst – måske bliver den endda raget ned,” fortæller Mark. ”Her bevarer I dem i 1000 år.”
Jennifer morer sig over, at Mark tilsyneladende har bevaret den danske gemmetrang, for han har alverdens spændende ting stående i garagen derhjemme.
I det hele taget er Mark langt mere dansk end Jennifer, viser det sig. Både i hans egen og i Jennifers opfattelse.

Vi taler om amerikanernes overstrømmende komplimenter, og Jennifer supplerer med, at amerikanerne hele tiden rører ved hinanden. Også på disse punkter er Mark mere morsingbo end verdensborger. Han har umådeligt svært ved at finde sig i at skulle knuses og krammes i tide og utide. Og hvad angår komplimenter siger han til Jennifer: ”When we married I told you I love you. I’ll let you know if that changes.”

Mark har arbejdet for et stort selskab, som laver geologiske undersøgelser, så jeg fortæller begejstret om de gode muligheder for at finde fossiler langs stranden. Jeg udbreder min viden om istidernes og vulkanaskens hærgen. Men Mark er ikke imponeret, og kun jævnt interesseret. ”Jeg var kemiker og arbejde med vandkvalitet,” konstaterer han tørt.

Der går hurtigt små tre timer med snak og Amerika og Danmark, og de to efterlader masser af inspiration og tanker, som formentlig vil komme med i min bog. Det gælder blandt andet Marks forhold til sine tre ”guns” – et forhold, som er helt forskelligt fra mine fordomme om de vilde amerikanere. Men den historie må I vente med.

Jennifer virkede langt mere interesseret i mit lille geologiske foredrag, så da vi skiltes, forærede jeg hende den lille sømus fra Nymølle Strand.

Så kan hun også få en sten med hjem til Amerika.
Og jeg fik et bjergtagende kram med tilhørende kindkys.

Mange måder at bruge fjorden på

Der er mange måder at bruge fjorden på, og det er let at blive forarget.
En stille og tåget morgen lagde jeg mig ind i den lille, hyggelige Gyldendal Havn.
Pludselig blev stilheden brudt af en bådejer, der startede sin 225 HK motor og lod den stå og tøffe, mens den spredte en klam benzinos ud over vandet – lige i kajakhøjde.
Her er mine tanker om den sag:

Dyrlægen og skagensmaleren

Jeg var i Skagen den 26. marts for at træne med lidt andre bølger end Limfjordens før starten på min Danmarkstur.

- Ja faktisk var jeg deroppe for at dække Danhostel Danmarks overrækkelse af en værtskabspris (klik for at læse historien) til Danhostel Skagen Vandrerhjems vært, Rolf Hauge. Samtidig skulle jeg skrive historier om nogle af Nordjyllands vandrerhjem til Danhostels hjemmeside, men jeg kunne se, at der ville blive lidt fritid, så jeg tog kajakken på taget og håbede, at vejret ville arte sig så godt, at jeg kunne gå fra havnen og ud omkring Grenen.
Da jeg skulle til at klæde om til turen, opdagede jeg, at jeg manglede mit spraydæk, så jeg ringede til Skagen Havkajakklubs formand, Michael, som gav mig Henriks adresse.
Da jeg dukkede op på Østre Strandvej, stod Henrik allerede og viftede med et fint og næsten ubrugt knaldrødt spraydæk, og han ville gerne vise mig, hvor klubben plejer at sætte kajakkerne i vandet. Vi fik en fin snak om kajakker og grønlænderpagajer, og jeg skulle absolut komme og se hans ægte grønlandske kajak og pagaj, når jeg afleverede spraydækket.
“Fint nok,” tænkte jeg, “Herligt at møde en engageret og venlig kajakroer. Jeg kan sagtens afse et par minutter til at sige noget pænt om hans klenodier som tak for, at han reddede min tur til Grenen.

Skagen Havn – Grenen retur

I havkajak ved Skagen Fyr

Vippefyret og Skagen Fyr

Turen gik fint. Vinden gik næsten på langs af stranden, og ind imellem de fine bølger kom der nogle pænt store dønninger. Jeg roede tæt på ydermolen og fik den lidt tvivlsomme fornøjelse af refleksbølgerne, og faktisk overvejede jeg, om jeg bare skulle gå i land på den anden side af havnen og så se, om det var bedre i morgen.
Men da refleksbølgerne var passeret, var der kun almindelige bølger på ½ meteres penge i gennemsnit. Solen var på vej til at tage hul på dagens sidste time, og livet var pludselig let igen. Jeg gik forbi Vippefyret med Det Hvide Fyr i baggrunden og kom ud forbi Skagen Fyr. Og jo længere jeg kom ud langs Grenen des mindre læ var der. For en Limfjordsroer var det en lidt speciel fornemmelse at have 7-10 sekundmeter vind i ryggen og vide, at hvis jeg overlod kajakken til vindens vilje, så var næste stop omtrent Orust på den svenske side af Skagerak.
Så galt gik det selvfølgelig ikke. Jeg rundede Grenen i fin stil, og mens jeg mærkede den morsomme fornemmelse af de to have, der mødtes lige under min kajak, stak en sæl hele overkroppen op over vandovefladen fem meter foran mig. Men jeg var åbenbart ikke interessant nok, så den dykkede med det samme igen og svømmede videre. Jeg ville godt have haft et billede lige dér, men det gik lidt stærkt og begge hænder var optaget af at ro og holde balancen i de uforudsigelige bølger.
Jeg gik på land på nordsiden og holdt en kort pause, hvorefter jeg trak kajakken over sandet og satte i på sydsiden. Jeg følte, at jeg havde leget nok med de risikable blandingsbølger.
Turen tilbage gik fint i stik modvind og med herlige skumsprøjt over stævnen. Jeg lagde mig lidt længere ud fra ydermolen og undgik derved de værste rekleksbølger. Til gengæld var fiskekkutterne nu på vej ind mod den solnedgangsmalede havn, så måtte lige holde skarpt øje med, hvornår det var den lille kajaks tur til at passere havneindløbet.

Den gamle kajak

Opgaven på vandrerhjemmet gik fint og planmæssigt, og lidt før middagstid var jeg klar til at vende snuden hjemad. Men jeg skulle jo lige aflevere Henriks spraydæk.
Henrik stod i havnes solskin og malede nogle lister, da jeg kom. “Hej Hans. Skal du ha’ en kop kaffe?” Jeg ville egentlig helst bare af med spraydækket i en fart, så jeg rystede lidt på hovedet, men Henrik havde jo lovet, at jeg skulle se hans originale grønlandske kajak.

Kajakken under loftet

Kajakken under loftet

“Jeg har arvet den efter min oldefar, skagensmaleren Carl Locher, da jeg var 14 år” fortalte Henrik på vej ind i stuen i det lavloftede skagenshus. Og dér under loftet hang den smukkeste kajak i lakeret skind. Det var tydeligt, at skagensmaleren havde fået lov til at købe en temmelig brugt kajak, da han var på Grønland i 1906. Kajakken har flere reparationer, og de mere en 100 år oppe i den fri luft har selvfølgelig også sat sit præg på den. Men for pokker, hvor er det dog smukt håndværk fra en tid, hvor man ikke lige bestiller en fem meter lang knastfri lægte på tømmerhandelen.

Den tilhørende pagaj var mindst lige så imponerende. Jeg har i her i vinter selv fremstillet min egen vestgrønlandske pagaj i fire træsorter, men Henriks antikvitet var markant anderledes på flere punkter. Skaftet var ovalt præcis som min egen, selvom det var markant tyndere. Bladenes sider var udvidet eller måske forstærket med tilslebne knogler, og spidsen af bladet er i følge Henrik formentlig skulderbladet fra en hvalros. Benforstærkningerne var monteret med mange ultratynde søm, der også var fremstillet i ben, og spidsen var sat på med en trekantet tap-konstruktion, som jeg ikke umiddelbart kunne gennemskue.

Detalje pagaj

Detalje fra pagajens blad

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange grønlandske aftentimer der er gået med at fremstille sådan en pagaj. Jeg var fuldstændig betaget af dette enestående håndværk.

Dyrlægen

Og så skulle man tro, at en fyr som Henrik har roet kajak hele sit liv. “Jeg har godt nok været i Grønland tilbage i 1975 for at bedøve isbjørne,” fortalte han. Henrik er netop blevet pnesioneret som dyrlæge og har derfor bedre tid til at nyde tilværelsen i sommerhuset, som han kalder det gamle skagenshus. Men dengang i Grønland havde Henrik ikke øje for kajakkunsten. Interessen opstod først for ca. otte år siden, og han betragter ikke sig selv som én af de hårde gutter, der bare kan det hele.
Men han nyder turene med de andre fra Skagen Havkajakklub, og han glæder sig over at have sin smukke, ægte grønlandske kajak hængende i stuen.

Henrik med pagaj

Henrik med original grønlandsk pagaj - og i fuldt malerornat.

 

Jeg håber, Henrik er hjemme, når jeg runder Grenen næste gang om små to år.

Jeg har aldrig haft en dårlig tur i min kajak

Hver gang, jeg kommer hjem efter endnu en tur i min kajak, spørger min kone, Kirsten, om jeg har haft en god tur. Og svaret er altid det samme. Eller i hvert fald en variation over samme tema: “Ja, jeg har haft en dejlig tur.”

Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg nogen sinde har haft en dårlig tur i kajakken.

Det er som om, at den tætte kontakt med vandet og afhængigheden af bølgernes luner sætter både hjernen og kroppen i en helt anden tilstand end ellers. Mit nærvær og min opmærksomhed på mine omgivelser skærpes. Den mindste detalje får betydning: Hvor tæt kan jeg komme på mågen, før den letter? Mon det er for lavvandet til at krydse Jegind Tap? Kommer der snart en bølge, jeg kan surfe på? Blæser det for meget, eller kan jeg fortsætte? Var det der ikke en sæl – jo, det var det, og dér er den igen. Har aftenhimlen nogensinde før været så rød?

Når sprøjt af saltvand krydrer overskægget og køler kinderne, mens balancen er lige tilpas udfordret, opstår den ro, der evner at fortrænge dagligdags bekymringer og genopbygge min mentale energi. Den næste bølge, den næste pynt og den næste landingsplads giver mening, mens alt andet er fortrængt og ligegyldigt.

Kajaktur ved Oddesund

Oddesund

Og når roen har indfundet sig, begynder et ustruktureret mylder af ideer. Ude på vandet findes løsningerne på alle de udfordringer, der blokerer mine veje inde på land. “Aha.” “Nå, sådan.” “Det kunne vi også prøve,” lyder det for mit indre øre igen og igen. Og de stærkeste af ideerne bygger sig op som små mantraer, der nærmest automatisk gentager sig for hvert tag med pagajen.

Jeg har forberedt møder. Jeg har formuleret svar på indviklede spørgsmål. Jeg har truffet store og dyre beslutninger. Jeg har lært mine foredrag udenad. Ja, jeg har endda skrevet disse ord på min indre notesblok. Alt sammen mens min pagaj har trukket mig og min kajak frem over kendte og ukendte farvande.

Og frem for alt har jeg det sjovt, når jeg sidder i kajakken. Jeg bliver aldrig færdig med at lære. Der er altid teknikker, der kan indøves eller forfines, og det skal næsten altid mislykkes et antal gange, før belønningen kommer. Intet overgår følelsen af første gang man tør kaste sig langt nok ud over kajakkens balancepunkt i et telemarksving. Den samme boblende jublel kommer ved det første rul og ved den første tur med forror langs en lodret klippevæg.

Selvfølgelig er der også ting, der mislykkes undervejs i læringen.

Det er ikke behageligt at træne selvredninger og makkerredninger i blæst og koldt vand. Lyden af sand, der skraber mod hjelmen, når man glider afsted med høj fart og hovedet nedad i brændingen efter et mislykket surf, er ikke en lyd, man bevidst opsøger igen og igen. Fire minutter til land er lang tid, når man har konstateret huller i tørdragten, mens luften er -6 og vandet højst 2 grader varmt, og makkeren er roet om på den anden side af høften.

Men når Kirsten efterfølgende spørger og får mig til at tænke tilbage på turen, så har den altid været god. Ofte har den endda været fantastisk.

Da jeg havde skrevet de ovenstående linjer, fik Kirsten lov til at læse dem. Og så mindede hun mig om en enkelt tur, som gjorde det nødvendigt at ændre overskriften.

Jeg var på jagt efter min første kajak. Jeg prøvede mange forskellige, og denne dag havde jeg fundet en bred, fladbundet pram med indbyggede huller til fiskestænger til salg på nettet. Jeg var skeptisk, men mit åbne sind og en meget flot anmeldelse af modellen bød mig at give den en chance. Da jeg første gang ville kante kajakken for at dreje, ville man knap nok have kunnet se boblen på et vaterpas rokke sig. Jeg lagde derfor mere og mere af min vægt ud over kanten, og endelig gav den sig. Meget. Faktisk væltede den helt rundt. Jeg kom til at sluge lidt vand, mens jeg sikrede mine lunger lidt luft til turen. Og da jeg ville rulle kajakken op igen, viste den sig at være mindst lige så stabil med bunden i vejret, så jeg måtte ud og svømme. Da jeg havde trukket den ind til land, gik det op for mig, at jeg ikke længere havde mine briller på. Jeg roede ud for at lede i det område, hvor jeg mente brillerne måtte ligge og flyde men forgæves. Hverken brillerne eller deres flydesnor var til at få øje på – og da slet ikke uden briller. Jeg roede tilbage til bilen og lagde slukøret kajakken op på taget. Det havde kostet mig et par briller til fire tusinde kroner at prøve en skod-kajak til seks, og mit humør var helt i bund.

Joh, det var en dårlig tur i kajak.

På grund af denne ene tur – og kun den – har jeg måttet sætte ordet “min” ind i overskriften, der ellers kunne have lydt:

Jeg har aldrig haft en dårlig tur i kajak.

Tilmeld dig nyhedsbrevet.