Uncategorized

Til Nekselø og Odden

Etape 11, rodag 1 og 2 (46. og 47. rodag i alt) 3/7 og 4/7 2013, ca. 53 km + ca. 38 km , i alt ca. 1282 km.

Ankommet med færgen til Kalundborg i aftes.
Pakket kajakken og roet en lang tur til Nekselø.
Da jeg ankom til Nekselø så jeg det perfekte overnatningssted på en strand.
Det var sen aften, så jeg ville egentlig bare slå mig ned.
Men pludselig fik jeg øje på to kajakroere omkring 1½ km oppe ad kysten. De kunne måske fortælle, hvor det bedst egnede overnatningssted var.
Jeg satte efter. De forsvandt rundt om en pynt, og jeg lagde alle kræfter i for at hale ind på dem.
Rundt om pynten fik jeg et hurtigt glimt af dem igen, før de atter forsvandt rundt om den næste pynt.
Med 50 km i armene satte jeg farten yderligere op, mens mørket var i færd med at falde på.
Det lykkedes mig aldrig at indhente kajakroerne, som muligvis blot har været et synsbedrag.
Da jeg endelig gik i land i Nekselø Havn, var det første jeg så et skilt, der proklamerede, at her må man ikke slå lejr.
Heldigvis kunne folkene i det nærmeste hus afse en lille bid af deres græsplæne til en træt roer.

Dagen efter var jeg på vandet igen op ad formiddagen.
Planen var at finde en egnet strand på sydsyden af Odden og så tage en lidt kort tur til færgelejet i morgen.
Alt gik fint. Der var godt med bølger og godt med medvind.
Det betød også, at der var en rigtig god brænding langs stranden på Oddens sydside – og da stranden består af sten i knytnævestørrelse og opefter, var det ikke muligt at gå på land.
Jeg roede kystnært i retning af færgehavnen, mens jeg spejdede efter et sted at gå i land. De eneste muligheder var nogle slæbesteder i beton, hvilket jeg nok syntes var lidt risikabelt.
Godt sulten og godt mat i sokkerne roede jeg helt hen til færgehavnen for blot at konstatere, at jeg heller ikke kunne gå på land her. Min eneste mulighed var altså at gå ind igennem brændingen og lande kajakken så blidt som muligt på en skrånenede betonklods. Det lykkedes mig at lægge mig vinkelret på slæbestedet og lade bølgerne skylle mig langsomt ind mod kysten. Jeg fik spraydækket løsnet og satte det højre ben ud over kanten, mens bølgerne så småt begyndte at fylde cockpittet. Da jeg kunne se betonbunden, lod jeg mig vælte ind mod land, og jeg fik hurtigt fodfæste og kom ud af kajakken, uden at den kæntrede. Bølgerne hjalp mig med at få den så langt op ad slæbestedet, at jeg kunne montere hjulene og trække den helt op på land.
Så skulle jeg have noget at spise.
Det var tiltrængt. Jeg havde sprunget frokosten over og nøjedes med mandler og tørrede abrikoser hele dagen, så en skive rugbrød med tun gjorde godt.
Efter dette herremåltid, var det en sand fornøjelse at få det våde kajaktøj af og få noget tørt landgangstøj på. Jeg pakkede kajakken om, så den egnede sig til landtransport.
Nu ringede jeg til storebror Kristian for at høre, om der gik flere færger i dag. Det gjorde der. Hvis jeg kunne nå de knap tre km hen til færgen på en halv time, ville jeg kunne nå dagens sidste færge til Ebeltoft, hvor Kristian gerne ville holde med min bil og trailer. Jeg skulle nemlig have kajakken med hjem for at kunne bruge den på min sommertur til Norge.
Jeg nærmest løb med kajakken på slæb. Det var rasende hårdt. Men jeg nåede ombord umiddelbart før klappen lukkede, og så brugte jeg ellers hele overfartstiden på at puste ud.

En tredagestur var klaret på to dage, og kajaktripperen kunne gå på sommerferie.

En sygedag

Etape 10, rodag 7 (45. rodag i alt) 30/5 2013, 0 km, i alt ca. 1138 km.

Jeg lå syg hele dagen på vandrerhjemmet.
Kom først ud og så lidt af byen ved 18-tiden på vej til vagtlægen.
Det var formentlig en kombination af en allergisk reaktion på et stik, som var flere måneder om at svinde ind, og så overanstrengelse fra dagen før.
Puha – godt betjeningen er i top hos Danhostel.

Dagen efter tog jeg færgen til Århus, mens kajakken var bundet op under loftet i vandrerhjemmets cykelskur indtil næste etape.

Kalundborg

Kalundborg er kendt for sin femtårnede kirke...

Kalundborghallen

... og arkitekten bag Kalundborghallen har ladet sig inspirere og har skabt den firtårnede servicebygning.

Morten og Broen

Etape 10, rodag 3 (41. rodag i alt) 26/5 2013, ca. 50 km, i alt ca. 1068 km.

Kerteminde-Korsør

Fra virkelig store bølger til næsten blikvand.
Kryds af Storebælt.
Fantastisk oplevelse.

En ordentlig turbeskrivelse og flere billeder kommer senere.

Morten og Broen

Morten og Broen.

Et kunstnerisk møde

Etape 9, rodag 1 (36. rodag i alt) 19/4 2013, ca. 19 km, i alt ca. 924 km.

Fra Æbeløs ebbevej til Tørresø Strand, Nordfyn.

Badehus

Badehus

Et interessant billede.
Historien bag er ikke mindre interessant.
Den handler om, pudsige sammenhænge mellem danske øer – men jeg vil ikke fortælle den, før jeg har

Fiskernes dag

Etape 1, rodag 2, 20/5 2012, ca. 19 km, i alt ca. 38 km.

Hvor har jeg dog mødt mange lystfiskere på min anden turdag. Og hvor har de dog taget mange hornfisk. Men dagen bød også på flere fritidsfiskere – og endda én som lå inde med svaret på ét af mine store spørgsmål.

Solen var brudt gennem morgendisen, så jeg lagde ud med bare arme, men jo længere tid der gik des tættere blev tågen – og så måtte uldsweateren og rojakken frem.

Lystfiskere ved Kås Hoved

Lystfiskere ved Kås Hoved


Ved Kås Hoved stod en perlerække af lystfiskere og tog hornfisk på med stang og blink. Jeg faldt i snak med et par stykker af dem, og jeg spurgte bland andet til deres opfattelse af andre slags fiskere. Jeg tænkte på de to fritidsfiskere, som var ved at tømme nogle garn lidt længere ude på vandet, for min fordom sagde, at stangfiskere ville sværge til stangen som den eneste ”ægte” fiskerimetode. I stedet fik jeg et foredrag om det forkastelige i at stå på Oddesundbroen og pirke. ”Det er næsten lige som en slags blodrus. Hvad skal de med alle de fisk,” sagde den ene forarget, og den anden var straks klar til at supplere: ”Nogen gange, når der rigtig er makreller, kan man også bare blive ved og ved. Så er det, man skal tage sine 8 fisk, og så sætte sig op med en kop kaffe og kigge på de andre. De kan blive helt vilde i øjnene, nogen af dem.
Jeg pegede ud på båden på vandet og spurgte til den fangstmetode. ”Ja de finder da i hvert fald nok en halv fisk i deres net, for der har lige været en sæl ude og forsyne sig,” grinede den ene. Men den anden gjorde det helt klart: ”Jamen de har jo deres måde at nyde vandet på. Og vi har vores. Nogen gange kan man stå og ligesom finde helt ind i sig selv, mens man fisker. Så ser man måske en stor coaster og tænker på, hvor den mon skal hen. Når man kommer i tanker om den igen og kigger, hvor langt den er nået – ja, så er den allerede væk. Sådan kan det nemt gå.”

Jeg havde givet mig selv en udfordring. Normalt bruger jeg en del krudt på at orientere mig på kortet. Jeg er fascineret af sammenhængen mellem tegning og virkelighed. Jeg nyder, når det passer sammen. Og jeg kan lide, når man kan stikke en kompaskurs ud, følge den og nå sit præcise mål. Men man skal jo af og til udfordre sig selv, så i dag havde jeg besluttet, at jeg ikke ville kigge på kortet. Jeg ville kigge ruten igennem, og så ville jeg ellers stille og roligt nå til Nymølle Strand, hvor jeg før har været. Det var ikke en god beslutning.

Digesvaler

Digesvaler elsker klinter


I bugten på den anden side af Kås Hoved ved Nørhede Mark mødte jeg nogle af bådfiskerne – eller fritidsfiskerne som de kaldte sig selv. De var nemlig temmelig forargede over et par pensionerede erhvervsfiskere, som efter sigende tog for små hummere med ind – og de havde endda 100 garn hver. Det var også her, jeg mødte fiskeren med det mere end lommefilosofiske svar.
Jeg opdagede også, at jeg ikke var nået så langt, som jeg havde troet. Jeg havde åbenbart snakket længere med lystfiskerne end jeg troede – og så havde modvinden og det lave vand måske også gjort sit. Jeg sneg mig til et hurtigt kig på kortet, dog uden at finde min nøjagtige position. Jeg fandt bare ud af, at jeg endnu ikke var forbi Spøttrup Borg, sådan som jeg ellers havde bildt mig selv ind.

Da jeg endelig rent faktisk havde set borgen, troede jeg igen, at jeg var tættere på mål, end jeg var, så jeg udsatte min næste pause. Jeg skulle lige kigge rundt om den næste pynt – dér skulle den gamle teglværksskorsten gerne åbenbare sig. Men nej. Efter et par skuffelser, besluttede jeg, at bag næste pynt ville jeg under alle omstændigheder holde pause – også selvom der måske kun var ½ km tilbage. Men den beslutning var unødvendig. For den gamle skorsten rejste sig knejsene bag klinten, og jeg kunne allerede mærke, hvordan kaffen ville smage.

Nymølle Strand

Nymølle Strand er let genkendelig fra vandet - sigt efter skorstenen


Jeg tog en lang kaffepause, før jeg med hjælp fra en venlig strandgæst baksede kajakken op på vejen, så jeg kunne køre om til lejren.
Og så var jeg træt.
Jeg blev helt opgivende.
Jeg fandt kortet frem og begyndte at kigge på de næste dages ruter for at finde steder, hvor jeg kunne skære et hjørne eller måske endda snyde.
Jeg havde ganske enkelt en krise.
Men så snart jeg havde spist mine pasta med bønner, var jeg på toppen igen.
Lektien af det må lyde: Du skal passe dine pauser.
Det vil jeg prøve at huske fremover.

Jeg sluttede dagen med at sidde på badebroen og kigge på den nedgående sol, mens jeg tænkte på den kloge fritidsfiskers ord: ”Jamen det er da klart, at du får en god tur langs kysten. Når folk er ved kysten laver de jo altid noget af det, der holder allermest af. Så du kommer jo kun til at møde positive mennesker.”

Tilmeld dig nyhedsbrevet.